Se pilot fra kunstfilm om HAPPY END

Pilot170910HappyEnd from Engeli Broberg on Vimeo.

Den svenske filmdokumentarist, Engeli Broberg, har fulgt HAPPY END processen helt tæt på. Hun skaber et kunstnerisk portræt af mennesker med rynker i huden og livsenergi i kroppen. Se den rørende og smukke pilot her.

100 årig danser på Åland.

Happy End har besøgt plejehjemmet Oasen på Åland. Blandt beboerne var en 100-årig kvinde fuld af livskraft.
Både Ålands Radio og avisen Nya Åland dækkede vores besøg. De fangede essensen i projektet.

Her kan I høre interviewet af journalisten Ann-Christine Karlsson fra Ålands Radio og se et klip med en imponerende kvinde på 100 år, der ikke er bange for at tage dansen op!

Åland

Efter vi var rejst fra Åland, har avisen Nya Åland skrevet en artikel om vores besøg.

Læs hele artiklen her.

Skærmbillede 2018-05-17 kl. 12.28.07

Ældre i Diskobugten på Grønland

”Det har overrasket mig, at vores beboere har vist en meget positiv indstilling til noget, som de ikke rigtigt vidste, hvad var. Og at alle danserne var så dygtige til at tage hånd om de ældre. Også det at alle kan være med. Det er lige meget om du sidder i en kørestol eller at din krop knapt kan bevæge sig.”

Elisabeth Lyberth, Alderdomshjems- og hjemmehjælpsleder på Alderdoms hjemmet i Qeqertarsuaq

Alderdomshjemmet i Qeqertarsuaq ligger ved Diskobugten. Foto: Per Morten Abrahamsen
Alderdomshjemmet i Qeqertarsuaq ligger ved Diskobugten. Foto: Per Morten Abrahamsen

Naturen har stor betydning for de ældre i Diskobugten, Grønland

“Naturen har en stor betydning for vores beboere. De er meget glade, når vi tager ud til fjeldet og laver noget mad. Det er noget, man bruger meget heroppe og som de ældre har brugt hele deres liv. Vi tager hen i udkanten af byen med de ældre og laver mad ved fjeldet.
Alle der bor her er meget glade for placeringen, hvor vi kan se ud over havet og isfjelde. Vi kan se folk, der fisker. Mændenes historier er meget fangsthistorier. Kvinderne fortæller også om ture til naturen, hvor de har ligget i telt og har røget fisk. Vi kender jo alle sammen hinanden og ved godt, hvad der er sket i hinandens liv. Nogle ældre kommer selv og beder om at blive skrevet op. Der er stor anerkendelse af plejehjemmets fokus på, at mennesker skal føle sig trygge og hjemme,” fortæller plejehjemmets leder Elisabeth Lyberth.

_MS_2030

_MS_2005

_MA_4884a _MA_6265

TV-stationen NRK kom forbi HAPPY END i Tromsø

Den norske TV-station NRK kom forbi prøverne HAPPY END, da projektet var i Tromsø i forbindelse med Vårscenefestivalen. De talte med de ældre og kunstnerisk leder Ingrid Tranum Velasquez.

HappyEnd_NRK
NRK interviewede ældre og kunstnerisk leder Ingrid Tranum Velasquez om HAPPY END i Tromsø. Klik på billede og se indslaget.

– Vi er jo litt stive, men de prøver å få det til og hjelper oss. Vi får jo vist at vi teller med. Selv om vi er gamle, så er vi her. Det vil jeg ha frem, sier Pauline Dahl.

Arne Pettersen er en annen av sprekingene som deltar i det nye kunstprosjektet.

– Det er sosialt, så får man jo litt bevegelsestrening, skryter han.

[Kunstnerisk leder] Ingrid Tranum Velásques mener de eldre har mange viktige historier å fortelle.

– Fordi de har levd så lenge som de har. På Island var de veldig opptatte av naturen, fordi den betød så mye for deres måte å leve på. I Finland handlet det mer om det sosiale i å danse. Her har vi bare vært i to dager, så vi vet mer om litt, sier hun.

Se hele artiklen her

The impact of art and culture on our health and well-being (Helsinki)

Happy End by NextDoor Project in Helsinki. Photo: Per Morten Abrahamsen
Dancing makes you rediscover joy of life. Photo: Per Morten Abrahamsen

Through extensive research in care units with elderly and mentally ill, Hanna-Liisa Liikanen (FIN) in her doctoral dissertation concluded that there are four elements in art and cultural activities that have an impact on a person’s health and well-being. In short:

  1. Art provides artistic sensations and meaningful aesthetic experiences.
  2. People in contact with art usually express a better self-rated health and feel they are leading more satisfactory life.
  3. Artistic activities (like dancing, playing music with others, painting in the group etc.) create communality and social networks, giving friendships and better control over one´s life.
  4. Art makes living and working surroundings more enjoyable and attractive. Art is seen as part of everyone´s life, needs and rights.

 

Hanna-Liisa Liikanen was in the audience when Happy End was performed at the care center Käpyrinne Ry in Helsinki, and said afterwards: [the performance] was a fantastic example of artistic activity implemented by professional dancers (…) It gave the elderly persons an artistic experience but most of all impacted their wellbeing.

"We should remember to see old people without their "old mask". Photo: Per Morten Abrahamsen
“We should remember to see old people without their “old mask”. Photo: Per Morten Abrahamsen

“WE MUST REMEMBER TO SEE OLD PEOPLE WITHOUT THEIR “OLD MASK”
Executive director of Käpyrinne Ry, Päivi Tiittula, is delighted to have had the possibility to give the residents of the care center such an “unforgettable experience” and furthermore notes that it was really healthy for the elderly people to be reminded of the fact, that even though old ages has claimed some of their abilities, there are still lots of things, that they are capable of.

We, who have to care for people, often only see where old people need help, and what kind of care they need. This project showed us that we have to see old people without their “old mask”, we have to see the entire person, and help the elderly people have the courage to believe in themselves and use their abilities.” says Päivi Tiittula. She also notes, that the staff were very proud to take part in the project.

Through art and dance the elderly people were revitalized, and reminded both themselves and their caregivers to focus on the possibilities, and not the obstacles of old age.

CAN ART HELP US ACHIEVE BETTER ATTITUDES TOWARDS AGING?
Through the Happy End Project Hanna-Liisa Liikanens conclusions of her doctoral dissertation has been seen in real life. According to Päivi Tiittula the elderly people cherish the memory of the process and the performance, they felt it reminded them of what they could still do (despite their age), they formed new bonds (even without speaking the same languages as the dancers they worked with), and finally, the project seems to have made the residents more content.

Päivi Tiittula encourages all of us to start drastically changing the way we as a society view eldercare and how we treat elderly people, and says: I hope that projects like this will help change the fact that we tend to look negatively on aging, and bring along lots of alternative methods and ways of thinking regarding eldercare. I hope that we in the future will be able to make it even more possible for elderly people to achieve more for themselves.

We hope so too.

Through art and dance the elderly people were revitalized. Photo: Per Morten Abrahamsen
Through art and dance the elderly people were revitalized. Photo: Per Morten Abrahamsen

Dancing is to be alive [Helsinki]

Happy End i Helsinki. Foto: Per Morten Abrahamsen
Hands touching while dancing at the carecenter Käpyrinne Ry in Helsinki. Photo: Per Morten Abranhamsen

We’re getting older than ever before. And often the old age is described by all the abilities that we loose. However the project Happy End reframes old age and insists on asking “What kind of freedom does old age bring you?” This approach compels both elderly people, and the families and caregivers to look at what makes life worth living, and to focus on the advantages of old age.

After participating in the Happy End project at their home, the carecenter Käpyrinne Ry in Helsinki, the residents still talk fondly about the experience.

Happy End by NextDoorProject in Helsinki
All the participants at the carecenter Käpyrinne Ry in Helsinki. Photo: Per Morten Abrahamsen

To do something new and at the same time familiar

Aino, an elderly woman who participated in the project, mentioned that she always liked dancing, but that this type of dancing was “different – modern and fun“. And her fellow residents agreed strongly that “to be part of this project means to be alive. To do something new and at the same time familiar.

Even though the performers  did not speak Finnish as the residents of Käpyrinne Ry, somehow they made the communication work. They figured out how to understand and get to know each other through signs and body language – and dancing, not least.

Happy End by NextDoor Project in Helsinki. Photo: Per Morten Abrahamsen
Dance can make you feel like flying. Photo: Per Morten Abrahamsen

It is never too late to learn something new

It has become an important memory for the elderly people to be part of this project. To work with “lovely and friendly people”, and to experience the process becoming an actual performance – more of the residents thought that to be “quite magical”. “It was fun to realize that it is never too late to learn something new,” Aino says.

Happy End has managed to meet the residents of Käpyrinne Ry and other carecenters with at curiosity, love and devotion, that has allowed them to use dancing to express themselves and to rediscover life.

If nobody asks you to dance, will you sit there silently, or will you dance on your own? Hopefully after being asked, the elderly people involved in this project will have remembered, rediscovered or learned anew how much life dancing brings, and maybe they will even start dancing on their own.

At the very least they now have the physical memory of the challenging and exciting process, and the knowledge that they accomplished something magical.

Den danske avis Information anmelder “Happy End”

Anne Middelboe Christensen fra Information har kun rosende ord om projektet “Happy End”. Hun ligger især vægt på, hvordan de gamle performere udtrykker deres glæde ved livet gennem dansen, og hvordan netop dansen er i centrum i stykket. At de formår at få en kunstnerisk gnist, samtidig med at deres bevægelser og historier indgår i noget større.

_MX_4818 copy
Happy End på plejehjem i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Uddrag fra artiklen:

“Hun er klædt i en diskret, hvid kedeldragt, omtrent som en slags ’livsglædehåndværker’, og han sidder i sit bløde kørestolstøj, som om han var på vej til træning. Men snart danser de, som om de var et ligeværdigt par – og som om de var klædt i det vildeste festtøj. Kvinden lægger drilsk Jørgens hånd på sit ene knæ, og han tager opfordringen op og skubber med sin hånd til knæet af al kraft. Kvinden snurrer vildt rundt i elegante piruetter, inden hun søger ind mod ham igen. Jørgens anden arm ligger slapt ned langs siden på ham. Men det gør ingenting. For det er hans samlede krop og personlighed, der danser denne tango med hende. De to sammen.”

“Det er Ingrid Tranum Velásquez, der står bag Happy End. Som koreograf vil hun undersøge, hvordan ældre mennesker kan udtrykke sig gennem kroppen, og hvad kroppe husker efter et langt liv – også hos mennesker, der har tabt dele af deres erindring eller sprog på grund af sygdom. Projektet handler altså ikke om gymnastik eller funktionalitet. Det handler om dans. Netop dansetrangen er det overbevisende ved projektet. Og fordi de ældre indgår i koreografi en sammen med professionelle dansere, skabes der et kunstnerisk udtryk, der langt overgår de mekaniske bevægelser”

avisudklip-happy-end-information

“De ældre indleder forestillingen ved at sidde i en lille cirkel sammen med danserne. Her danser de synkront med armene – en sart og udtryksfuld dans med krogede hænder og slidte håndled. Komponisten Trondur Bogason sidder selv i en plyssofa og afvikler sin stemningsfyldte musik, der spænder fra underskøn korsang til popstrejf og blide akkorder”

“Forestillingen slutter med samme armkoreografi som indledningsscenen. Men de ældre har nu en anden rankhed over sig – som om deres kroppe har fået genvakt en erindring. De tager stolte imod applaus. Disse plejehjemsbeboere har ikke været til ergoterapi. De har været til dans. Og Happy End har tydeligvis tændt deres kunstneriske gnist, så deres bevægelser er blevet til noget større. Tak for dansen.”

 

Hvis du abonnerer på Information kan du læse hele artiklen på information.dk.

 

Slottets ældre stemmer og kroppe

Plejehjemmet Slottet ligger i De Gamles By i København. Det var det første plejehjem, projektet HAPPY END besøgte i november 2015. Det var her, projektet gjorde sine første erfaringer, inden det var i Reykjavik (marts 2016) og Torshavn (maj 2016). Nu her i september 2016 er projektet tilbage på Slottet. Flemming var med første gang og han er med igen. Han har godt humør, sklerose, sidder i rullestol og har mange minder om dengang, han kørte stock car racing. Vi taler sammen ved kaffebordet efter forestillingen.

Flemming
Flemming på Slottet. Foto: Per Morten Abrahamsen

”Jeg har mit gode humør endnu”
Flemming fortæller om at være med i projektet: ”Det har sgu’ været meget sjovt. Selvom jeg har været meget genert. Jeg har aldrig kunnet rejse mig op og tale for et publikum. Men nu har det jo hjulpet. Det er sgu’ gået meget godt. For de har jo været skide søde at arbejde sammen med. Jeg glemte også at sige noget. Vi skal jo være glade for, at der er nogen mennesker, der gider at tage den uddannelse og som passer på os. På den måde er det jo dejligt at blive gammel. Jeg har det skide godt. Jeg har mit gode humør endnu. Det vil jeg sgu’ ikke af med.”

Flemming har været automekaniker og på et tidspunkt var han med i et projekt, hvor halvkriminelle unge skulle have støtte: ”Jeg har jo selv arbejdet med unge mennesker og jeg har selv fået tilbagemeldinger om at de har været glade og tilfredse med min hjælp og er kommet videre. Det er jo dejligt at få en tilbagemelding om, at der er noget, der er lykkedes. Det varmer sgu’ en.”

”Jeg har fire børn med tre damer”
Så er der mere kaffe og kage,” gentager en klar stemme i baggrunden. Vi fortsætter samtalen ved kaffebordet. ”Jeg har fire børn med tre damer,” siger Flemming med et skælmsk smil. ”Og jeg har ti børnebørn. Så jeg mangler ikke noget.” Hans råd til andre, der skal være en del af HAPPY END projektet er at være ”åben og ærlig – så kan folk selv sortere fra og til. Og så lytte til den musik, man godt kan lide.” Flemming fortsætter: ”Jeg har sgu’ danset mange gange. Jeg har gået meget på diskotek i tidernes morgen, men der er jo mange forskellige former for dans. Jeg har også gået på danseskole, men det var ikke noget, der hang rigtigt fast. Det her [Happy End] er jo mere moderne dans.”

Rita på Slottet.
Rita på Slottet.

”Det er livsbekræftende at danse”
Rita er 93 år. Hun har arbejdet som sekretær for en politifuldmægtig inden hun blev hjemmegående hustru. Hun har et foto, som betyder noget helt særligt for hende. Det er et gulnet foto af Rita som pige i balletkjole. Hun var med på et ballethold i Ringsted. Det betød meget for hende. ”Ballettrinene er jo ikke så graciøse, når man er en gammel slidt kone. Men de bløde bevægelser er der endnu. Det er livsbekræftende, når man kan danse. Der er mange, der siger nej, det er ikke noget for dem og så bliver det ikke til noget.”

Jeg gik kun til dans i nogle få år og så flyttede mine forældre og jeg til en anden by, hvor der ikke var noget ballethold. Det var en epoke for sig. Jeg har ikke danset siden. Men der er nogle ting, man kan huske og så prøver man de der bevægelser igen så meget, som man kan.” Rita har været glad for at mindes og gentage barndommens balletbevægelser i HAPPY END. ”Det har været spændende og godt, at man ikke er alt for stivbenet at se på. Det bliver man jo med årene. Når man er så gammel, så kan man ikke forlange alverden af ens krop. Når bare jeg får noget at støtte mig til, en stok, så kan jeg sagtens klare det.”

Rita som balletpige.
Rita som balletpige.

Når man ser tilbage i tiden, så betyder et foto utroligt meget. Det hjælper hukommelsen og når man ser tingene, så er det som om, man lever tilbage i tiden. Det er det også med alle billeder for en. Hvis de har en betydning for en, så lever man tilbage i den tid.”

”Dans vækker noget inde i en”
Rita synes, det er godt med et projekt som HAPPY END, fordi ”dans vækker noget inde i en. Det er i det hele taget livsbekræftende, når man får inspiration og input. Det kan også være noget, man læser eller hører i fjernsynet. Så længe man kan følge med, betyder det meget for en at være aktiv. Det er jo ikke alle, der kan det. Men det er vigtigt, for så er man en del af nuet. Man lever. Hvis man sætter sig hen, så er det lige som om, livet går forbi en. Det går videre uden at man deltager i det. Man går i stå. Jeg kan gå på mine ben og jeg kan huske en del. Og så kan jeg altså også danse en lille smule. Det betyder utroligt meget, at man kan bevæge sig i hverdagen.” Rita trisser afsted med et gyldent foto af en ung balletpige i rollatorens kurv.

Emma på Slottet.
Emma på Slottet.

”Vi kan stadig bruge vores hænder”
Emma er uddannet psykolog og har været en del af Skt. Joseph Søstrenes Orden. Hun synes, det har været sjovt at være med i HAPPY END. ”Jeg har taget det som en fornøjelse, for jeg kan godt lide, at der sker noget. Det har jo været morsomt.” Hun smiler. ”Ved du hvad, jeg ved jo godt, at jeg er lidt stiv i kroppen, men jeg synes, det er meget sjovt at være med til noget, hvor man bevæger sig lidt og giver et par dansetrin. Og også det at man bare vender sig rundt til hinanden og lader hænderne gå op og ned. Der var flere forskellige måder at vise samhørighed på. Og det, synes jeg, var fikst nok, for der er jo mange af os, der bliver stive kroppen. Men vi kan stadig bruge vores hænder. Det har været et friskt pust i hverdagen. Det er godt for både kroppen og sjælen. Jeg synes, det er sjovt at man kan lave noget sammen med mennesker, man ikke kender. Det åbner nogle nye muligheder for fællesskaber og samhørighed.”

”Samhørighed er noget af det, der giver mig livsenergi”
Hvad betyder samhørighed for dig?” Spørger jeg Emma, der lyser klart op: ”Samhørighed er noget af det, der giver mig livsenergi. Og noget af det, der giver mig tryghed. Jeg ville ikke bryde mig om at leve alene. Derfor er jeg også meget glad for, at jeg har været en del af Søster-fællesskabet [Skt. Joseph Søstrenes Orden]. Det er samtidigt venskab og man søger en målsætning sammen, arbejder på et fælles mål og prøver på at være med til at skabe en vis form for fred i de omgivelser, man befinder sig i. Det har været et meget berigende liv, fordi vi var sammen om tingene med fælles målsætninger om at hjælpe. Og så har jeg rejst jorden rundt og boet seks år i Rom, fordi jeg også har siddet i ledelsen. Alle steder arbejder vi på at komme de svage og de fattige til hjælp. Det, synes jeg, har været meget meningsfuldt. Men nu bliver vi ældre og nu må vi finde det meningsfulde i bønnens side. Vi kan blive ved at bede for hinanden og for dem, der er ude i det pulserende liv, og dem, der har det svært. Bønnen er en stærk kraft. Det har været et liv værd at leve og værd at have det fælles mål at hjælpe.”

Nyd det og prøv at lægge mærke til, hvad det er som gør, at vi kan lave noget sammen. Jeg tror godt, at vi kan lide at optræde,” griner Emma hjerteligt, da jeg spørger om hvilket råd, hun vil give til andre, der skal deltage i HAPPY END. Og så kommer hendes medsøstre fra Skt. Joseph Søstrenes Orden. De vil gerne se hendes lejlighed. De går sammen i et roligt tempo og jeg bilder mig ind, at jeg kan se samhørigheden i den måde, de hensynsfuldt bevæger sig i forhold til hinanden ned af plejehjemmets lange gang.

Fotografiet: En lille sprække ind til et menneske

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Fotograf Per Morten Abrahamsen har set de ældre kroppe i Happy End gennem kameralinsen. Han følger projektet rundt i Norden og har en anerkendt baggrund som både kunst- og kommerciel fotograf. Når han går i gang med sin fotografiske undersøgelse af et menneske eller en situation, så leder han altid efter historier, der vækker en genklang i ham selv. Noget, som rører noget i hans egen historie. ”Det er kun en lille sprække ind til et menneske, som jeg finder med fotografiet.”

Kunstfotograf Per Morten Abrahamsen følger og fotograferer HAPPY END. Foto: per Morten Abrahamsen
Kunstfotograf Per Morten Abrahamsen følger og fotograferer HAPPY END. Foto: per Morten Abrahamsen

Overrasket over hvilken forskel HAPPY END gør

”There is a crack in everything. That’s where the light comes in,” synger Leonard Cohen. Og Per Morten Abrahamsen formår at fange den sprække af livsgnist, som HAPPY END projektet vækker hos de ældre mennesker. ”Jeg er mest overrasket over, at jeg blev meget rørt over at se den forandring, der skete med de ældre mennesker under forestillingen. Jeg plejer ikke at være sentimental. Først tænkte jeg, at projektet måske var lidt meningsløst. Men da jeg så hvilken forskel HAPPY END gjorde, at det både bragte livsgnisten frem i de ældre og inspirerede personalet, så kunne jeg se projektets betydning. I forestillingerne så jeg en inderlighed og en enorm glæde ved det fysiske nærvær og empatien med de ældre var altafgørende. Den der følelse af, at nogle andre stadig glæder sig over en, er betydningsfuld”.

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Man kan se folks karakter i deres krop

Som fotograf ser Per Morten Abrahamsen kroppen som det udvidede ansigt. ”Man kan se meget i folks karakter ved at se på deres krop. Hvordan de bevæger sig, deres holdning. Det er lige gyldigt om man er ung eller gammel. Det er nærmest banalt at sige, at man ser et liv, når man ser en aldrende krop. Men man kan se et strejf af, hvem de har været og reelt set stadigvæk er – bare på et meget lavere blus. Hvis man ikke bliver stimuleret mentalt og kropsligt forfalder man.” Som pårørende er det trist at besøge sine nære på et plejehjem. Man skal over en tærskel, hvor man accepterer den der duft af forfald – nogle der skal dø.

Ikke plads til dem der er langsomme og eftertænksomme

Mange ældre har et ekstremt mindreværd, selv om de har været helt store. Fordi vores kultur ikke har plads til dem, der er langsomme og eftertænksomme. Reelt set burde alle generationer i vores samfund blandes meget mere. Hvorfor bygger man ikke boliger til de mange forskellige behov, der er. F.eks. her på Islands Brygge (hvor Per Morten Abrahamsen har fotostudie, red.) bliver alt bygget til familier med to børn. Hvorfor ikke lave nogle ældre kollektiver omkring boligblokke?” foreslår Per Morten Abrahamsen. Der var ikke stor forskel på at blive ældre i de nordiske byer – København, Reykjavik og Torshavn. ”Måske var der lidt mere nærhedsfølelse i Torshavn,” reflekterer Per Morten Abrahamsen. ”I det lille samfund kendte alle hinanden fra tidligere. I København har beboerne ikke en relation med hinanden fra tidligere. Efter hele vores liv selv at have bestemt hvilke relationer, vi ville dyrke, så får man pludselig et tæt fællesskab med mennesker, man måske ikke har andet tilfælles med, end at man er blevet ældre og har brug for hjælp.”

Fotoudstilling

Du kan se Per Morten Abrahamsens HAPPY END fotos på fotoudstilling i København i forbindelse med HAPPY END forestillingerne den 22. – 25. september på Slottet, Agnes Henningsens vej 7 – De Gamles By i København. Udstillingen skal også rundt i de nordiske lande, hvor projektet har været og tager hen næste år.