Se pilot fra kunstfilm om HAPPY END

Pilot170910HappyEnd from Engeli Broberg on Vimeo.

Den svenske filmdokumentarist, Engeli Broberg, har fulgt HAPPY END processen helt tæt på. Hun skaber et kunstnerisk portræt af mennesker med rynker i huden og livsenergi i kroppen. Se den rørende og smukke pilot her.

Fotografiet: En lille sprække ind til et menneske

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Fotograf Per Morten Abrahamsen har set de ældre kroppe i Happy End gennem kameralinsen. Han følger projektet rundt i Norden og har en anerkendt baggrund som både kunst- og kommerciel fotograf. Når han går i gang med sin fotografiske undersøgelse af et menneske eller en situation, så leder han altid efter historier, der vækker en genklang i ham selv. Noget, som rører noget i hans egen historie. ”Det er kun en lille sprække ind til et menneske, som jeg finder med fotografiet.”

Kunstfotograf Per Morten Abrahamsen følger og fotograferer HAPPY END. Foto: per Morten Abrahamsen
Kunstfotograf Per Morten Abrahamsen følger og fotograferer HAPPY END. Foto: per Morten Abrahamsen

Overrasket over hvilken forskel HAPPY END gør

”There is a crack in everything. That’s where the light comes in,” synger Leonard Cohen. Og Per Morten Abrahamsen formår at fange den sprække af livsgnist, som HAPPY END projektet vækker hos de ældre mennesker. ”Jeg er mest overrasket over, at jeg blev meget rørt over at se den forandring, der skete med de ældre mennesker under forestillingen. Jeg plejer ikke at være sentimental. Først tænkte jeg, at projektet måske var lidt meningsløst. Men da jeg så hvilken forskel HAPPY END gjorde, at det både bragte livsgnisten frem i de ældre og inspirerede personalet, så kunne jeg se projektets betydning. I forestillingerne så jeg en inderlighed og en enorm glæde ved det fysiske nærvær og empatien med de ældre var altafgørende. Den der følelse af, at nogle andre stadig glæder sig over en, er betydningsfuld”.

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Man kan se folks karakter i deres krop

Som fotograf ser Per Morten Abrahamsen kroppen som det udvidede ansigt. ”Man kan se meget i folks karakter ved at se på deres krop. Hvordan de bevæger sig, deres holdning. Det er lige gyldigt om man er ung eller gammel. Det er nærmest banalt at sige, at man ser et liv, når man ser en aldrende krop. Men man kan se et strejf af, hvem de har været og reelt set stadigvæk er – bare på et meget lavere blus. Hvis man ikke bliver stimuleret mentalt og kropsligt forfalder man.” Som pårørende er det trist at besøge sine nære på et plejehjem. Man skal over en tærskel, hvor man accepterer den der duft af forfald – nogle der skal dø.

Ikke plads til dem der er langsomme og eftertænksomme

Mange ældre har et ekstremt mindreværd, selv om de har været helt store. Fordi vores kultur ikke har plads til dem, der er langsomme og eftertænksomme. Reelt set burde alle generationer i vores samfund blandes meget mere. Hvorfor bygger man ikke boliger til de mange forskellige behov, der er. F.eks. her på Islands Brygge (hvor Per Morten Abrahamsen har fotostudie, red.) bliver alt bygget til familier med to børn. Hvorfor ikke lave nogle ældre kollektiver omkring boligblokke?” foreslår Per Morten Abrahamsen. Der var ikke stor forskel på at blive ældre i de nordiske byer – København, Reykjavik og Torshavn. ”Måske var der lidt mere nærhedsfølelse i Torshavn,” reflekterer Per Morten Abrahamsen. ”I det lille samfund kendte alle hinanden fra tidligere. I København har beboerne ikke en relation med hinanden fra tidligere. Efter hele vores liv selv at have bestemt hvilke relationer, vi ville dyrke, så får man pludselig et tæt fællesskab med mennesker, man måske ikke har andet tilfælles med, end at man er blevet ældre og har brug for hjælp.”

Fotoudstilling

Du kan se Per Morten Abrahamsens HAPPY END fotos på fotoudstilling i København i forbindelse med HAPPY END forestillingerne den 22. – 25. september på Slottet, Agnes Henningsens vej 7 – De Gamles By i København. Udstillingen skal også rundt i de nordiske lande, hvor projektet har været og tager hen næste år.

Trailer Happy End

Dokumentarfilm-instruktør Engeli Broberg har klippet bidder fra København og Reykjavik sammen i en kort trailer for projektet HAPPY END – se med.

Hun laver en længere dokumentarfilm om projektet, der vises sammen med en fotoudstilling af fotograf Per Morten Abrahamsen. Den midlertidige scenekunst lever videre i andre kunstformer som fotografiet og dokumentarfilmen. Så flere mennesker kan få glæde af projektet.

Livsgnisten sidder i kroppen

København 4

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Livsgnist på et dybere kropsligt plan
Plejehjemmet Sóltún i Reykjavik er det første af sin slags på Island – ”a Private Public Initiative” i den islandske sundhedssektor. De har det nyeste udstyr og en filosofi om at nære de ældres livsgnist. Denne filosofi gav de allerbedste rammer for, at HAPPY END virkelig kunne folde sig ud. For dette projekts helt særlige styrke er, at det nærer og styrker de ældre mennesker i et rum af anelse, erindring og nærvær.

Vi kunne også kalde det ”empowerment af ældre”, men det mangler den poetiske storhed og kraft, der rent faktisk ligger i projektet. Det beskriver ikke rigtigt den livsgnist på et dybere kropsligt plan, som HAPPY END vækker hos de mennesker, der deltager og oplever det.

 

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Den kropslige hukommelse er stærkere end den kognitive
På Sóltún deltog 5 ældre mennesker i HAPPY END. Fire af dem er demente, og kunne ikke huske hvad de var med i. Men de kunne huske bevægelserne, som de havde aftalt med danserne. Dermed blev den sammenhæng tydelig, som Ingrid Tranum Velásquez havde anet forinden. At den kropslige hukommelse var stærkere end den kognitive.

Læs interview med Ingrid Tranum Velásquez: HUSKER KROPPEN BEDRE END DEN KOGNITIVE HUKOMMELSE?”

Den femte person, Áslaug var meget åndsfrisk. Hun beskriver her, hvordan hun netop følte livsgnist ved at være med i projektet.

 

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Kropslig erindring og et helt basalt fysisk nærvær
Projektets kunstnere arbejder med kropslig erindring og et helt basalt fysisk nærvær, som vi ofte underkender i vores samfund. Selvom vi taler om ”varme hænder” i plejesektoren, så ved vi godt, at hænderne oftest ikke har tid til at være varme. Hvorfor ikke netop sætte menneskers livsgnist i fokus, som de gør på Sóltún?

Læs interview med Sóltúns leder Anna Birna Jensdottir

Udtryk dine følelser uden tøven

Áslaug G. Harðardóttir var med i HAPPY END. Hendes råd til andre, der skal deltage i projektet er: Express your feelings with no hesitation. Foto: Per Morten Abrahamsen
Áslaug G. Harðardóttir var med i HAPPY END. Hendes råd til andre, der skal deltage i projektet er: “Udtryk dine følelser uden tøven.” Foto: Per Morten Abrahamsen

[á íslensku – scroll down]

Áslaug G. Harðardóttir var en del af HAPPY END projektet på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Det var en stor oplevelse for hende at være med i projektet. Pludselig følte hun ikke skam over at sidde i rullestol efter to store operationer. Hun beskriver, at det var på grund af nærheden med performerne, at hun og de andre deltagere turde: “Vi turde, fordi vi oplevede en nærhed. Performerne talte hele tiden med os og støttede os venligt med deres berøringer. Det var den fysiske forbindelse, der gjorde, at vi følte os meget trygge.” Nærheden gjorde, at Áslaug kunne give slip på sin følelse af klodsethed. Hun havde ikke forestillet sig at hun kunne bevæge sin krop på den måde. Hun havde altid godt kunnet lide at danse, men efter operationerne var det ikke længere en mulighed – troede hun.

 

”Vi har al tid i verden”
I Happy End projektet fik Áslaug oplevelsen af at kunne bevæge sig igen: ”Jeg følte mig i stand til at udtrykke mig og give af mig selv.” Det er tydeligt, at det er nærheden med danserne, som gør hele forskellen. Danserne samarbejdede hver med en beboer og de aftalte indbyrdes små signaler i deres dans sammen. ”Christian hjalp mig med at stå op – uden rullestol. Det er ikke meningen, at jeg skal være i en rullestol, men det gør ondt, når jeg går. Pludselig var det ikke længere pinligt, at jeg sad i rullestol. Christian gjorde mig tryg ved situationen ved at sige ”vi har al tid i verden”. Han gav mig følelsen af, at vi var sammen om at danse.”

 

“Udtryk dine følelser uden tøven”
Jeg spørger Áslaug, hvilket råd hun vil give til andre ældre, der skal deltage i projekter. Hun svarer uden at tænke sig om: ”Udtryk dine følelser uden tøven.”


 

Á íslensku:

Tjáðu tilfinningar þínar án þess að hika

Áslaug G. Harðardóttir var þátttakandi í HAPPY END verkefninu, sem fram fór á hjúkrunarheimilinu Sóltúni í Reykjavík. Það var mikil upplifun fyrir hana að taka þátt í verkefninu. Skyndilega skammaðist hún sín ekki fyrir að sitja í hjólastól, eftir að hafa farið í nokkrar skurðaðgerðir. Hún sagði að það væri vegna nærveru dansaranna að hún og hinir þátttakendurnir höfðu þorað að tjá sig: “Við þorðum að tjá okkur, þar eð við upplifðum nærveru. Dansararnir töluðu stöðugt við okkur og studdu okkur vinalega með snertingu sinni. Það var hin líkamlega tenging sem orsakaði það að okkur fannst við vera i mjög traustum höndum. Nærveran hafði þau áhrif, að Áslaugu fannst hún ekki eins bundinn hjólastól. Hún hafði ekki ímyndað sér að hún gæti hreyft líkama sinn á þennan hátt. Henni hefur alltaf þótt skemmtilegt að dansa, en eftir skurðaðgerðirnar, var það ekki lengur verið möguleiki – hélt hún.
Við höfum allan tímann í heiminum

Í HAPPY END verkefninu upplifði Áslaug að geta hreyft sig á nýjan leik. “Mér fannst ég vera tilbúin til þess að tjá mig og gefa af sjálfri mér”. Það er augljóslega nærveran við dansarana sem gerði greinarmuninn. Dansararnir dönsuðu hver við sinn íbúa og þeir sendu smá skilaboð innbyrðis hver til annars meðan á dansinum stóð. “Christian hjálpaði mér við að standa upp – án hjólastóls. Það er ekki meiningin að ég þurfi að vera í hjólastól, en það er mjög erfitt fyrir mig að ganga eins og er. Allt í einu var það ekki lengur pínlegt að ég sæti í hjólastól. Nálægð Christians var mitt öryggi í dansinum, með því að segja “við höfum allan tímann í heiminum” og gaf mér þá tilfinningu að við værum að dansa saman”.
Gefðu tilfinningum þínum lausan tauminn án þess að hika.

Ég spyr Áslaugu, hvað hún myndi ráðleggja öðrum eldri borgurum, sem taka þátt í verkefnum. Hún svarar án þess að hugsa sig um: “gefðu tilfinningum þínum lausan tauminn án þess að hika”.


 

Reykjavik – Vi skal nære de ældres livsgnist

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Plejehjemmet Soltún i Reykjavik er det første af sin slags på Island. Og man mærker den rummelige og hjertelige atmosfære, så snart man træder inden for på plejehjemmet. Det prægede både det kunstneriske hold og hvad der kom ud af det kunstneriske samarbejde med stedets beboere. 5 ældre mennesker fik en stor oplevelse. Fire af dem er demente, og kunne ikke huske hvad de var med i, men deres kroppe kunne huske bevægelserne, som de havde øvet med danserne.

 

Det ægte nærvær

Filosofien på Sóltún er, at de vil nære de ældres ’livsgnist’. De ældre skal begejstres, så de kan føle glæde og ikke mindst mærke dem selv. Plejehjemmets leder, Anna Birna Jensdóttir, siger, at det drejer sig om ”det ægte nærvær, hvor man lytter, rører og føler sammen”. Derfor gør plejehjemmet også meget ud af lave ting med beboerne. De sørger for at få livet uden for plejehjemmet ind, så de ældre kan føle, at de stadig kan opleve de samme ting som andre mennesker.

Derfor var Anna Birna heller ikke i tvivl om, at HAPPY END har været en stor gave for dem. ”Projektet falder ind under vores syn på tingene, hvordan samvær og medmenneskelighed skal være.” Anna Birna har også kun positive ting at sige om projektet. ”Man kan egentlig sige, at resultatet næsten er utroligt. For vi kender jo personerne, og de har vist nye sider. Og man kunne se, at de pårørende var forundrede over, hvad deres bedsteforældre kunne gøre. De fik nye sider af mennesket at se.”

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Følelsen i mennesker dør ikke

Projektet formåede at holde de dementes fokus i de tre kvarter forestillingen varer, hvilket er meget usædvanligt. Anna Birna er ikke i tvivl om, at succesen især skyldes performerne, og deres høje grad af professionalisme og respekt for beboerne. ”Det har smittet af på beboerne, at performerne har et så stærkt nærvær, og at respekten stråler ud af hver eneste handling. Det er en gave at få nogle mennesker ind i plejehjemmet, som forstår at følelsen i mennesker ikke dør, selvom de måske ikke længere husker, taler, rører sig eller udtrykker sig klart. Det er den største sejr, at de har givet de ældre muligheden for at få følelsen eller livsgnisten ind i livet igen”.

 

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Ældre lærer nyt i trygge og tillidsfulde rammer

Projektet viser, hvor vigtigt det er udvise nærvær og støtte, når de ældre skal udtrykke sig, hvilket er noget Sóltún tager med sig som en erfaring fra projektet. Når der er trygge og tillidsfulde rammer kan de ældre lære helt nye ting, som man ofte ikke har fantasi til at forestille sig i en hverdag med plejerutiner. På Sóltún tog performerne udgangspunkt i de ældres minder om den islandske natur, og derefter hjalp performernes deres kroppe dem med at huske bevægelserne. Derudover skabte forestillingen også et fællesskab mellem de involverede beboere. Samarbejdet imellem dem gjorde, at de havde overskud til at hjælpe hinanden. Det sker ellers sjældent.
[Læs interview med beboer Àslaug: ”UDTRYK DINE FØLELSER UDEN TØVEN”]

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Reykjavik – fra ergoterapeutens vinkel

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

I et lille kontor med vindue ud til fællesarealet sidder ergoterapeut Hildur Þráinsdóttir. Hun arbejder på Sóltún og har fulgt med i HAPPY END processen både som professionel og som pårørende til en af de deltagende beboere. Hendes mor har deltaget i projektet.

Som ergoterapeut oplever Hildur, at der er flere ældre, der har ”opgivet at bruge kræfter på de praktiske ting.” Derfor undrede det hende lidt, at de ældre beboere sagde ja til at deltage i projektet. ”Jeg kan se, at det betød meget, at de kunne møde nogle andre og få et fællesskab. At de fik mulighed for at udtrykke sig på en skabende måde.” De ældre synes, det er spændende og de bliver interesserede i hinanden og får en følelse af glade. ”Jeg havde aldrig troet, at min mor ville deltage i sådan noget. Det er på grund af den tryghed, hun oplever hos danserne og gruppen. Det er følelsen af en værdifuld og tillidsfuld relation. Det er fantastisk at se, hvordan de ældre følger med og folder sig ud.”

 

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Arbejdet med kroppen er inspirerende

Hildur mener, at det er vigtigt, at der er flere projekter som HAPPY END: ”Det giver de gamle en følelse af, at de er mere værd. Det giver dem mere glæde, fordi de skaber og føler et samvær, et fællesskab, ja en interesse for hinanden. De nyder at være med. Det giver også os der arbejder her, en mulighed for at lære de ældre bedre at kende. Og for at blive mindet om, at der er flere strenge at spille på i forhold til nærvær med de ældre. Det har været meget inspirerende for mig som ergoterapeut at følge arbejdet med kroppen.”

Hildur føler sig meget inspireret af Happy End-projektet: ”Jeg kunne godt tænke mig at udvikle vores arbejde med demente og bruge det, vi har set virke i HAPPY END. Vi har talt om, at vi vil lave en gruppe med demente. Her vil vi etablere tillid og nær kontakt. Det er ikke altid, at jeg giver mig selv tid til den nære kontakt.”

Kroppene husker, mens hjernen glemmet
Hildur lægger mærke til, hvordan de demente deltagere folder sig ud i samarbejde: ”Jeg ved, at de ikke husker så meget. Om et minut har de måske glemt, hvad de er i gang med, men kroppen husker. Man kan tydeligt se, at når de danser her sammen, så kan deres kroppe huske, hvilke bevægelser de har gjort, men de kan ikke huske, hvad de er med i.” Hildur finder en artikel frem om, hvordan ældre kroppe husker, og at deres sanser er langt mere vågne, end man umiddelbart tror. Derfor er berøring, bevægelse og lugtesansen essentielle. Derfor giver det også mening at lave maden på plejehjemmene, så duften af mad stimulerer lugtesansen. I stedet for at få leveret maden fra central-køkkener.

 

 

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

HAPPY END nedbryder samfundets fordomme mod ældre

HAPPY END åbner muligheden for, at samfundet ikke har så mange fordomme over for ældre. Det åbner for indblik i de ældres livlige tanker, som man har mistet troen på. Men der er liv og man skal bare søge det på en anden måde end at tale. Det kan man også gøre med at male, synge og bevæge kroppen.”

 

Der var nogle der græd og nogle der smilede

Ofte er der en forståelse af, at ældre ikke længere kan bruge kroppen. ”Men HAPPY END byder de ældre op til dans med ro og kraft.” Som publikum er man vidne til ”et fantastisk samspil hvor man også kan føle sine egne sanser og følelser meget stærkt. Der var nogle der græd og nogle der smilede. Min søn er 35 år og han talte om, hvor stærkt det påvirkede ham at se på den store ømhed i projektet. Indblik inde under huden med både glæde, sorg, længsel. Kunstnerne har formået at få de ældre til at udtrykke sig på en måde, så det giver indblik ind under huden – med både glæde, sorg og længsel. De har givet de ældre til at kunne fordybe sig i det at udtrykke sig.” Hildur slutter med at tænke højt: ”Hvad ville der mon ske, hvis de var mere sammen? Kunne de så nå endnu dybere?

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Husker kroppen bedre end hukommelsen?

Interview med iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez
I dag er HAPPY END-holdet rejst til Reykjavik, hvor de rykker ind på plejehjemmet Soltún. De næste 14 dage foregår den kunstneriske undersøgelse i Islands hovedstad. Her er der fokus på det fysiske – kroppens fortælling. Den 10. – 12. marts vil der være visninger for offentligheden.

Iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez har på baggrund af erfaringerne i København besluttet at lave forskellige foci på den kunstneriske undersøgelse. ”Jeg vil gerne have mere erfaring med, hvordan dementes hukommelsesudfordring spiller ind på kropshukommelsen? Husker kroppen bedre end hukommelsen? Det skal vi helt klart udforske. I Reykjavik sætter vi fokus på den fysiske ikke-verbale kommunikation og jeg tror måske, vi i Torshavn sætter fokus på demens.”

Iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez (til venstre) taler med beboeren Solveig. Foto: Per Morten Abrahamsen
Iscenesætter og danser Ingrid Tranum Velásquez (til venstre) taler med beboeren Solveig. Foto: Per Morten Abrahamsen

Tiden går langsomt på et plejehjem
Holdet kunne konstatere at tiden går afsindigt hurtig på et plejehjem, fordi tingene foregår i et andet tempo. ”Alle processer og undersøgelser tager tid, hvis ikke man bare skal troppe op som et maskinelt teaterproduktionsapparat.  Det må og skal tage den tid, som de ældres tempo dikterer. Derfor er det vigtigt at skærpe sit fokus i undersøgelsen. På det første sted, plejehjemmet Slottet i København, havde jeg oprindeligt en idé om, at vi skulle nå igennem mange forskellige undersøgelser, men det stod hurtigt klart, at det var meget bedre at grave dybere ind i ét bestemt aspekt af alderdommen, en bestemt fortælling eller tilstand. Vi erfarede også nogle helt konkrete praktiske ting, som f.eks., at det ikke er realistisk med en forestilling hver dag i en uge. De ældre har behov for en hviledag, hver anden dag.”

Hold da kæft hvor går vi glip af meget
I HAPPY END-undersøgelsens første fase på plejehjemmet SLOTTET i København tænkte Ingrid: ”Hold da kæft hvor går vi glip af meget ved ikke at få de ældres erfaring og livsklogskab med. Det er jo lige meget, at der ikke var iPads, dengang de var børn. Alt det eksistentielle er jo fuldstændigt det samme, som det altid har været. I vores samfund skaber vi nogle helt unødvendige skel, hvor vi misser den menneskelige erfaring, som de ældre bærer på.”

Ingrid blev overrasket over, hvor åbne og hurtige de ældre var til at relatere sig til en ret abstrakt måde at arbejde på. ”De var forbløffende åbne over for at arbejde med en kunstnerisk proces, som jo godt, hvis man ikke er vant til det, kan være en ret mærkelig måde at gribe tingene an på. Jeg var imponeret over hvor meget de mødte det med åbenhed, nysgerrighed og humor. Vi var også meget heldige med aktivitetsarbejderne Catlen og Iben. De var gode til at hjælpe og lytte til der, hvor vi var undervejs i hele processen. Måske fordi de netop selv har en kunstnerisk baggrund.”

Det levede liv fylder mere end nuet
I samarbejdet med beboere på plejehjemmene Slottet og Aftensolen lagde Ingrid mærke til, at det levede liv, som kroppen har i sig, fylder meget hos de ældre.
Det har overrasket mig, i hvor høj grad mange af beboerne identificerer sig mere med deres levede liv end det liv, de har nu på plejehjemmet. Det er måske ikke så mærkeligt, for deres levede liv har jo fyldt mere og varet meget længere end det stadie af livet de er i nu. Jeg har jo også et levet liv, men jeg fortæller mest om, hvordan jeg har det nu, ” fortæller Ingrid, der er 34 år.

Ingrid Tranum Velásquez lagde mærke til at de ældre var afklaret med at deres krop havde ændret sig. Foto: Per Morten Abrahamsen
Ingrid Tranum Velásquez lagde mærke til at mange af de ældre var helt afklarede med, at deres krop havde ændret sig. Foto: Per Morten Abrahamsen

”De ældre er jo stadig lige så forskellige, som de har været hele deres liv. Dem der har responderet på projektet er måske også dem, der ville have responderet på projektet for 40 år siden. Man kommer nemt til at antage, at i den alder gider man ikke kaste sig ud i noget nyt. Men måske er de ældre netop meget mindre tilbøjelige til at afskære en mulighed?”
Hvis jeg ikke kan bevæge mig – hvem er jeg så?
”Jeg havde forestillet mig, at smerten ved ikke at kunne det samme mere, ville fylde mere, end det vi oplevede. Personligt synes jeg, det er meget svært at forholde sig til. For hvis jeg ikke kan bevæge mig fysisk længere, hvem er jeg så? Der er noget enormt smukt og stærkt i den afklarethed, vi mødte.

Selvom smerten over tabet af noget man har kunnet, begrænsningen af ens frihed selvfølgelig var tilstede, så var der fra de fleste en afklarethed med det som jeg synes var meget smuk og beundringsværdig. Nu hvor processen er i gang har det skabt vildt mange tanker. F.eks. når Solvej fortæller, at hun skal op i himlen og spille med Kong David. Det er vildt smukt at opleve hendes ro og afklaring, uanset om jeg forstår den eller ej. At møde og mærke den, er stærkt. Jeg tror, vi i vores samfund har så svært ved at forholde os til alderdommen, fordi vi har meget lidt berøring med ældre. De ældre har meget få besøgende, selvom de har pårørende.” Og når man ikke selv er tæt på ældre, så opstår der en masse forestillinger om, hvad alderdom vil sige, og som ikke har så meget bund i virkeligheden. ”Bare efter det første samarbejde er jeg blevet udfordret i rigtig mange af mine forestillinger,” smiler Ingrid med sin sædvanlige ro.

Vi skal vide mere om demens
I projektet på Slottet deltog både demente og ikke-demente plejehjemsbeboere. ”Vi skal helt klart vide mere om demens, og undersøge mere hvad bevægelse kan gøre for demente ,” fortæller Ingrid. ”Det er to vidt forskellige måder at arbejde på, når det gælder demente og ikke-demente. Med dem der er ikke er demente kan vi sagtens opbygge en fortrolig relation. Vi kan snakke videre derfra, hvor vi slap ved sidste samtale osv. Det kan vi ikke på samme måde med demente. Deres præmis er jo, at de hver dag har glemt, hvad det er for et projekt, vi laver sammen.

Men vi fandt ud af, at de demente alligevel hurtigt genkendte os, og blev trygge ved os som mennesker, selvom de ikke erindrede hvad projektet gik ud på, så huskede de at vi havde et projekt sammen. De mærkede, at nogen kendte deres historie, når vi talte med dem og vi genfortalte til dem, hvad vi havde snakket om sidst osv. Det var derfor vigtigt, at forestillingen havde en genkendelig struktur, som man hurtigt kunne gennemskue og føle sig tryg i, også selvom man ikke kan huske, hvilke aftaler, der er lavet eller hvad vi plejede at gøre. Men netop i det der ‘plejer’ ligger et interessant undersøgelsesfelt… For vi oplevede, at når vi havde lavet det samme forløb med dem flere gange, begyndte det at vække en genkendelse hos selv de mest demente og en forventning hos dem om, hvad der skulle ske. Vi skal helt klart undersøge mere, hvad den måde at arbejde på kan gøre for de demente.”

Påvirker demens også kropshukommelsen?
“Demente er helt i nuet. Det er derfor, jeg overvejer at arbejde udelukkende med demente et af de næste steder, for at blive skarpere på det. Det uforudsigelige i samarbejdet med demente kan være en enorm gave, hvis man vil arbejde med improvisation. Det er nogle andre grundprincipper med dem, der ikke er demente. Her er det en rækkefølge og nogle aftaler, som giver tryghed. Med de demente må vi gå med deres flow og sørge for at vi kender det de gerne vil fortælle i forestillingen så godt at vi kan skabe en tydelig ramme for dem at formidle det i. Jeg bliver i alt det her meget nysgerrig på deres bevægelseshukommelse. Går demensen også ind og påvirker kropshukommelsen?”