Den danske avis Information anmelder “Happy End”

Anne Middelboe Christensen fra Information har kun rosende ord om projektet “Happy End”. Hun ligger især vægt på, hvordan de gamle performere udtrykker deres glæde ved livet gennem dansen, og hvordan netop dansen er i centrum i stykket. At de formår at få en kunstnerisk gnist, samtidig med at deres bevægelser og historier indgår i noget større.

_MX_4818 copy
Happy End på plejehjem i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Uddrag fra artiklen:

“Hun er klædt i en diskret, hvid kedeldragt, omtrent som en slags ’livsglædehåndværker’, og han sidder i sit bløde kørestolstøj, som om han var på vej til træning. Men snart danser de, som om de var et ligeværdigt par – og som om de var klædt i det vildeste festtøj. Kvinden lægger drilsk Jørgens hånd på sit ene knæ, og han tager opfordringen op og skubber med sin hånd til knæet af al kraft. Kvinden snurrer vildt rundt i elegante piruetter, inden hun søger ind mod ham igen. Jørgens anden arm ligger slapt ned langs siden på ham. Men det gør ingenting. For det er hans samlede krop og personlighed, der danser denne tango med hende. De to sammen.”

“Det er Ingrid Tranum Velásquez, der står bag Happy End. Som koreograf vil hun undersøge, hvordan ældre mennesker kan udtrykke sig gennem kroppen, og hvad kroppe husker efter et langt liv – også hos mennesker, der har tabt dele af deres erindring eller sprog på grund af sygdom. Projektet handler altså ikke om gymnastik eller funktionalitet. Det handler om dans. Netop dansetrangen er det overbevisende ved projektet. Og fordi de ældre indgår i koreografi en sammen med professionelle dansere, skabes der et kunstnerisk udtryk, der langt overgår de mekaniske bevægelser”

avisudklip-happy-end-information

“De ældre indleder forestillingen ved at sidde i en lille cirkel sammen med danserne. Her danser de synkront med armene – en sart og udtryksfuld dans med krogede hænder og slidte håndled. Komponisten Trondur Bogason sidder selv i en plyssofa og afvikler sin stemningsfyldte musik, der spænder fra underskøn korsang til popstrejf og blide akkorder”

“Forestillingen slutter med samme armkoreografi som indledningsscenen. Men de ældre har nu en anden rankhed over sig – som om deres kroppe har fået genvakt en erindring. De tager stolte imod applaus. Disse plejehjemsbeboere har ikke været til ergoterapi. De har været til dans. Og Happy End har tydeligvis tændt deres kunstneriske gnist, så deres bevægelser er blevet til noget større. Tak for dansen.”

 

Hvis du abonnerer på Information kan du læse hele artiklen på information.dk.

 

Slottets ældre stemmer og kroppe

Plejehjemmet Slottet ligger i De Gamles By i København. Det var det første plejehjem, projektet HAPPY END besøgte i november 2015. Det var her, projektet gjorde sine første erfaringer, inden det var i Reykjavik (marts 2016) og Torshavn (maj 2016). Nu her i september 2016 er projektet tilbage på Slottet. Flemming var med første gang og han er med igen. Han har godt humør, sklerose, sidder i rullestol og har mange minder om dengang, han kørte stock car racing. Vi taler sammen ved kaffebordet efter forestillingen.

Flemming
Flemming på Slottet. Foto: Per Morten Abrahamsen

”Jeg har mit gode humør endnu”
Flemming fortæller om at være med i projektet: ”Det har sgu’ været meget sjovt. Selvom jeg har været meget genert. Jeg har aldrig kunnet rejse mig op og tale for et publikum. Men nu har det jo hjulpet. Det er sgu’ gået meget godt. For de har jo været skide søde at arbejde sammen med. Jeg glemte også at sige noget. Vi skal jo være glade for, at der er nogen mennesker, der gider at tage den uddannelse og som passer på os. På den måde er det jo dejligt at blive gammel. Jeg har det skide godt. Jeg har mit gode humør endnu. Det vil jeg sgu’ ikke af med.”

Flemming har været automekaniker og på et tidspunkt var han med i et projekt, hvor halvkriminelle unge skulle have støtte: ”Jeg har jo selv arbejdet med unge mennesker og jeg har selv fået tilbagemeldinger om at de har været glade og tilfredse med min hjælp og er kommet videre. Det er jo dejligt at få en tilbagemelding om, at der er noget, der er lykkedes. Det varmer sgu’ en.”

”Jeg har fire børn med tre damer”
Så er der mere kaffe og kage,” gentager en klar stemme i baggrunden. Vi fortsætter samtalen ved kaffebordet. ”Jeg har fire børn med tre damer,” siger Flemming med et skælmsk smil. ”Og jeg har ti børnebørn. Så jeg mangler ikke noget.” Hans råd til andre, der skal være en del af HAPPY END projektet er at være ”åben og ærlig – så kan folk selv sortere fra og til. Og så lytte til den musik, man godt kan lide.” Flemming fortsætter: ”Jeg har sgu’ danset mange gange. Jeg har gået meget på diskotek i tidernes morgen, men der er jo mange forskellige former for dans. Jeg har også gået på danseskole, men det var ikke noget, der hang rigtigt fast. Det her [Happy End] er jo mere moderne dans.”

Rita på Slottet.
Rita på Slottet.

”Det er livsbekræftende at danse”
Rita er 93 år. Hun har arbejdet som sekretær for en politifuldmægtig inden hun blev hjemmegående hustru. Hun har et foto, som betyder noget helt særligt for hende. Det er et gulnet foto af Rita som pige i balletkjole. Hun var med på et ballethold i Ringsted. Det betød meget for hende. ”Ballettrinene er jo ikke så graciøse, når man er en gammel slidt kone. Men de bløde bevægelser er der endnu. Det er livsbekræftende, når man kan danse. Der er mange, der siger nej, det er ikke noget for dem og så bliver det ikke til noget.”

Jeg gik kun til dans i nogle få år og så flyttede mine forældre og jeg til en anden by, hvor der ikke var noget ballethold. Det var en epoke for sig. Jeg har ikke danset siden. Men der er nogle ting, man kan huske og så prøver man de der bevægelser igen så meget, som man kan.” Rita har været glad for at mindes og gentage barndommens balletbevægelser i HAPPY END. ”Det har været spændende og godt, at man ikke er alt for stivbenet at se på. Det bliver man jo med årene. Når man er så gammel, så kan man ikke forlange alverden af ens krop. Når bare jeg får noget at støtte mig til, en stok, så kan jeg sagtens klare det.”

Rita som balletpige.
Rita som balletpige.

Når man ser tilbage i tiden, så betyder et foto utroligt meget. Det hjælper hukommelsen og når man ser tingene, så er det som om, man lever tilbage i tiden. Det er det også med alle billeder for en. Hvis de har en betydning for en, så lever man tilbage i den tid.”

”Dans vækker noget inde i en”
Rita synes, det er godt med et projekt som HAPPY END, fordi ”dans vækker noget inde i en. Det er i det hele taget livsbekræftende, når man får inspiration og input. Det kan også være noget, man læser eller hører i fjernsynet. Så længe man kan følge med, betyder det meget for en at være aktiv. Det er jo ikke alle, der kan det. Men det er vigtigt, for så er man en del af nuet. Man lever. Hvis man sætter sig hen, så er det lige som om, livet går forbi en. Det går videre uden at man deltager i det. Man går i stå. Jeg kan gå på mine ben og jeg kan huske en del. Og så kan jeg altså også danse en lille smule. Det betyder utroligt meget, at man kan bevæge sig i hverdagen.” Rita trisser afsted med et gyldent foto af en ung balletpige i rollatorens kurv.

Emma på Slottet.
Emma på Slottet.

”Vi kan stadig bruge vores hænder”
Emma er uddannet psykolog og har været en del af Skt. Joseph Søstrenes Orden. Hun synes, det har været sjovt at være med i HAPPY END. ”Jeg har taget det som en fornøjelse, for jeg kan godt lide, at der sker noget. Det har jo været morsomt.” Hun smiler. ”Ved du hvad, jeg ved jo godt, at jeg er lidt stiv i kroppen, men jeg synes, det er meget sjovt at være med til noget, hvor man bevæger sig lidt og giver et par dansetrin. Og også det at man bare vender sig rundt til hinanden og lader hænderne gå op og ned. Der var flere forskellige måder at vise samhørighed på. Og det, synes jeg, var fikst nok, for der er jo mange af os, der bliver stive kroppen. Men vi kan stadig bruge vores hænder. Det har været et friskt pust i hverdagen. Det er godt for både kroppen og sjælen. Jeg synes, det er sjovt at man kan lave noget sammen med mennesker, man ikke kender. Det åbner nogle nye muligheder for fællesskaber og samhørighed.”

”Samhørighed er noget af det, der giver mig livsenergi”
Hvad betyder samhørighed for dig?” Spørger jeg Emma, der lyser klart op: ”Samhørighed er noget af det, der giver mig livsenergi. Og noget af det, der giver mig tryghed. Jeg ville ikke bryde mig om at leve alene. Derfor er jeg også meget glad for, at jeg har været en del af Søster-fællesskabet [Skt. Joseph Søstrenes Orden]. Det er samtidigt venskab og man søger en målsætning sammen, arbejder på et fælles mål og prøver på at være med til at skabe en vis form for fred i de omgivelser, man befinder sig i. Det har været et meget berigende liv, fordi vi var sammen om tingene med fælles målsætninger om at hjælpe. Og så har jeg rejst jorden rundt og boet seks år i Rom, fordi jeg også har siddet i ledelsen. Alle steder arbejder vi på at komme de svage og de fattige til hjælp. Det, synes jeg, har været meget meningsfuldt. Men nu bliver vi ældre og nu må vi finde det meningsfulde i bønnens side. Vi kan blive ved at bede for hinanden og for dem, der er ude i det pulserende liv, og dem, der har det svært. Bønnen er en stærk kraft. Det har været et liv værd at leve og værd at have det fælles mål at hjælpe.”

Nyd det og prøv at lægge mærke til, hvad det er som gør, at vi kan lave noget sammen. Jeg tror godt, at vi kan lide at optræde,” griner Emma hjerteligt, da jeg spørger om hvilket råd, hun vil give til andre, der skal deltage i HAPPY END. Og så kommer hendes medsøstre fra Skt. Joseph Søstrenes Orden. De vil gerne se hendes lejlighed. De går sammen i et roligt tempo og jeg bilder mig ind, at jeg kan se samhørigheden i den måde, de hensynsfuldt bevæger sig i forhold til hinanden ned af plejehjemmets lange gang.

Fotografiet: En lille sprække ind til et menneske

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Fotograf Per Morten Abrahamsen har set de ældre kroppe i Happy End gennem kameralinsen. Han følger projektet rundt i Norden og har en anerkendt baggrund som både kunst- og kommerciel fotograf. Når han går i gang med sin fotografiske undersøgelse af et menneske eller en situation, så leder han altid efter historier, der vækker en genklang i ham selv. Noget, som rører noget i hans egen historie. ”Det er kun en lille sprække ind til et menneske, som jeg finder med fotografiet.”

Kunstfotograf Per Morten Abrahamsen følger og fotograferer HAPPY END. Foto: per Morten Abrahamsen
Kunstfotograf Per Morten Abrahamsen følger og fotograferer HAPPY END. Foto: per Morten Abrahamsen

Overrasket over hvilken forskel HAPPY END gør

”There is a crack in everything. That’s where the light comes in,” synger Leonard Cohen. Og Per Morten Abrahamsen formår at fange den sprække af livsgnist, som HAPPY END projektet vækker hos de ældre mennesker. ”Jeg er mest overrasket over, at jeg blev meget rørt over at se den forandring, der skete med de ældre mennesker under forestillingen. Jeg plejer ikke at være sentimental. Først tænkte jeg, at projektet måske var lidt meningsløst. Men da jeg så hvilken forskel HAPPY END gjorde, at det både bragte livsgnisten frem i de ældre og inspirerede personalet, så kunne jeg se projektets betydning. I forestillingerne så jeg en inderlighed og en enorm glæde ved det fysiske nærvær og empatien med de ældre var altafgørende. Den der følelse af, at nogle andre stadig glæder sig over en, er betydningsfuld”.

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Man kan se folks karakter i deres krop

Som fotograf ser Per Morten Abrahamsen kroppen som det udvidede ansigt. ”Man kan se meget i folks karakter ved at se på deres krop. Hvordan de bevæger sig, deres holdning. Det er lige gyldigt om man er ung eller gammel. Det er nærmest banalt at sige, at man ser et liv, når man ser en aldrende krop. Men man kan se et strejf af, hvem de har været og reelt set stadigvæk er – bare på et meget lavere blus. Hvis man ikke bliver stimuleret mentalt og kropsligt forfalder man.” Som pårørende er det trist at besøge sine nære på et plejehjem. Man skal over en tærskel, hvor man accepterer den der duft af forfald – nogle der skal dø.

Ikke plads til dem der er langsomme og eftertænksomme

Mange ældre har et ekstremt mindreværd, selv om de har været helt store. Fordi vores kultur ikke har plads til dem, der er langsomme og eftertænksomme. Reelt set burde alle generationer i vores samfund blandes meget mere. Hvorfor bygger man ikke boliger til de mange forskellige behov, der er. F.eks. her på Islands Brygge (hvor Per Morten Abrahamsen har fotostudie, red.) bliver alt bygget til familier med to børn. Hvorfor ikke lave nogle ældre kollektiver omkring boligblokke?” foreslår Per Morten Abrahamsen. Der var ikke stor forskel på at blive ældre i de nordiske byer – København, Reykjavik og Torshavn. ”Måske var der lidt mere nærhedsfølelse i Torshavn,” reflekterer Per Morten Abrahamsen. ”I det lille samfund kendte alle hinanden fra tidligere. I København har beboerne ikke en relation med hinanden fra tidligere. Efter hele vores liv selv at have bestemt hvilke relationer, vi ville dyrke, så får man pludselig et tæt fællesskab med mennesker, man måske ikke har andet tilfælles med, end at man er blevet ældre og har brug for hjælp.”

Fotoudstilling

Du kan se Per Morten Abrahamsens HAPPY END fotos på fotoudstilling i København i forbindelse med HAPPY END forestillingerne den 22. – 25. september på Slottet, Agnes Henningsens vej 7 – De Gamles By i København. Udstillingen skal også rundt i de nordiske lande, hvor projektet har været og tager hen næste år.

Trailer Happy End

Dokumentarfilm-instruktør Engeli Broberg har klippet bidder fra København og Reykjavik sammen i en kort trailer for projektet HAPPY END – se med.

Hun laver en længere dokumentarfilm om projektet, der vises sammen med en fotoudstilling af fotograf Per Morten Abrahamsen. Den midlertidige scenekunst lever videre i andre kunstformer som fotografiet og dokumentarfilmen. Så flere mennesker kan få glæde af projektet.

Husker kroppen bedre end hukommelsen?

Interview med iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez
I dag er HAPPY END-holdet rejst til Reykjavik, hvor de rykker ind på plejehjemmet Soltún. De næste 14 dage foregår den kunstneriske undersøgelse i Islands hovedstad. Her er der fokus på det fysiske – kroppens fortælling. Den 10. – 12. marts vil der være visninger for offentligheden.

Iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez har på baggrund af erfaringerne i København besluttet at lave forskellige foci på den kunstneriske undersøgelse. ”Jeg vil gerne have mere erfaring med, hvordan dementes hukommelsesudfordring spiller ind på kropshukommelsen? Husker kroppen bedre end hukommelsen? Det skal vi helt klart udforske. I Reykjavik sætter vi fokus på den fysiske ikke-verbale kommunikation og jeg tror måske, vi i Torshavn sætter fokus på demens.”

Iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez (til venstre) taler med beboeren Solveig. Foto: Per Morten Abrahamsen
Iscenesætter og danser Ingrid Tranum Velásquez (til venstre) taler med beboeren Solveig. Foto: Per Morten Abrahamsen

Tiden går langsomt på et plejehjem
Holdet kunne konstatere at tiden går afsindigt hurtig på et plejehjem, fordi tingene foregår i et andet tempo. ”Alle processer og undersøgelser tager tid, hvis ikke man bare skal troppe op som et maskinelt teaterproduktionsapparat.  Det må og skal tage den tid, som de ældres tempo dikterer. Derfor er det vigtigt at skærpe sit fokus i undersøgelsen. På det første sted, plejehjemmet Slottet i København, havde jeg oprindeligt en idé om, at vi skulle nå igennem mange forskellige undersøgelser, men det stod hurtigt klart, at det var meget bedre at grave dybere ind i ét bestemt aspekt af alderdommen, en bestemt fortælling eller tilstand. Vi erfarede også nogle helt konkrete praktiske ting, som f.eks., at det ikke er realistisk med en forestilling hver dag i en uge. De ældre har behov for en hviledag, hver anden dag.”

Hold da kæft hvor går vi glip af meget
I HAPPY END-undersøgelsens første fase på plejehjemmet SLOTTET i København tænkte Ingrid: ”Hold da kæft hvor går vi glip af meget ved ikke at få de ældres erfaring og livsklogskab med. Det er jo lige meget, at der ikke var iPads, dengang de var børn. Alt det eksistentielle er jo fuldstændigt det samme, som det altid har været. I vores samfund skaber vi nogle helt unødvendige skel, hvor vi misser den menneskelige erfaring, som de ældre bærer på.”

Ingrid blev overrasket over, hvor åbne og hurtige de ældre var til at relatere sig til en ret abstrakt måde at arbejde på. ”De var forbløffende åbne over for at arbejde med en kunstnerisk proces, som jo godt, hvis man ikke er vant til det, kan være en ret mærkelig måde at gribe tingene an på. Jeg var imponeret over hvor meget de mødte det med åbenhed, nysgerrighed og humor. Vi var også meget heldige med aktivitetsarbejderne Catlen og Iben. De var gode til at hjælpe og lytte til der, hvor vi var undervejs i hele processen. Måske fordi de netop selv har en kunstnerisk baggrund.”

Det levede liv fylder mere end nuet
I samarbejdet med beboere på plejehjemmene Slottet og Aftensolen lagde Ingrid mærke til, at det levede liv, som kroppen har i sig, fylder meget hos de ældre.
Det har overrasket mig, i hvor høj grad mange af beboerne identificerer sig mere med deres levede liv end det liv, de har nu på plejehjemmet. Det er måske ikke så mærkeligt, for deres levede liv har jo fyldt mere og varet meget længere end det stadie af livet de er i nu. Jeg har jo også et levet liv, men jeg fortæller mest om, hvordan jeg har det nu, ” fortæller Ingrid, der er 34 år.

Ingrid Tranum Velásquez lagde mærke til at de ældre var afklaret med at deres krop havde ændret sig. Foto: Per Morten Abrahamsen
Ingrid Tranum Velásquez lagde mærke til at mange af de ældre var helt afklarede med, at deres krop havde ændret sig. Foto: Per Morten Abrahamsen

”De ældre er jo stadig lige så forskellige, som de har været hele deres liv. Dem der har responderet på projektet er måske også dem, der ville have responderet på projektet for 40 år siden. Man kommer nemt til at antage, at i den alder gider man ikke kaste sig ud i noget nyt. Men måske er de ældre netop meget mindre tilbøjelige til at afskære en mulighed?”
Hvis jeg ikke kan bevæge mig – hvem er jeg så?
”Jeg havde forestillet mig, at smerten ved ikke at kunne det samme mere, ville fylde mere, end det vi oplevede. Personligt synes jeg, det er meget svært at forholde sig til. For hvis jeg ikke kan bevæge mig fysisk længere, hvem er jeg så? Der er noget enormt smukt og stærkt i den afklarethed, vi mødte.

Selvom smerten over tabet af noget man har kunnet, begrænsningen af ens frihed selvfølgelig var tilstede, så var der fra de fleste en afklarethed med det som jeg synes var meget smuk og beundringsværdig. Nu hvor processen er i gang har det skabt vildt mange tanker. F.eks. når Solvej fortæller, at hun skal op i himlen og spille med Kong David. Det er vildt smukt at opleve hendes ro og afklaring, uanset om jeg forstår den eller ej. At møde og mærke den, er stærkt. Jeg tror, vi i vores samfund har så svært ved at forholde os til alderdommen, fordi vi har meget lidt berøring med ældre. De ældre har meget få besøgende, selvom de har pårørende.” Og når man ikke selv er tæt på ældre, så opstår der en masse forestillinger om, hvad alderdom vil sige, og som ikke har så meget bund i virkeligheden. ”Bare efter det første samarbejde er jeg blevet udfordret i rigtig mange af mine forestillinger,” smiler Ingrid med sin sædvanlige ro.

Vi skal vide mere om demens
I projektet på Slottet deltog både demente og ikke-demente plejehjemsbeboere. ”Vi skal helt klart vide mere om demens, og undersøge mere hvad bevægelse kan gøre for demente ,” fortæller Ingrid. ”Det er to vidt forskellige måder at arbejde på, når det gælder demente og ikke-demente. Med dem der er ikke er demente kan vi sagtens opbygge en fortrolig relation. Vi kan snakke videre derfra, hvor vi slap ved sidste samtale osv. Det kan vi ikke på samme måde med demente. Deres præmis er jo, at de hver dag har glemt, hvad det er for et projekt, vi laver sammen.

Men vi fandt ud af, at de demente alligevel hurtigt genkendte os, og blev trygge ved os som mennesker, selvom de ikke erindrede hvad projektet gik ud på, så huskede de at vi havde et projekt sammen. De mærkede, at nogen kendte deres historie, når vi talte med dem og vi genfortalte til dem, hvad vi havde snakket om sidst osv. Det var derfor vigtigt, at forestillingen havde en genkendelig struktur, som man hurtigt kunne gennemskue og føle sig tryg i, også selvom man ikke kan huske, hvilke aftaler, der er lavet eller hvad vi plejede at gøre. Men netop i det der ‘plejer’ ligger et interessant undersøgelsesfelt… For vi oplevede, at når vi havde lavet det samme forløb med dem flere gange, begyndte det at vække en genkendelse hos selv de mest demente og en forventning hos dem om, hvad der skulle ske. Vi skal helt klart undersøge mere, hvad den måde at arbejde på kan gøre for de demente.”

Påvirker demens også kropshukommelsen?
“Demente er helt i nuet. Det er derfor, jeg overvejer at arbejde udelukkende med demente et af de næste steder, for at blive skarpere på det. Det uforudsigelige i samarbejdet med demente kan være en enorm gave, hvis man vil arbejde med improvisation. Det er nogle andre grundprincipper med dem, der ikke er demente. Her er det en rækkefølge og nogle aftaler, som giver tryghed. Med de demente må vi gå med deres flow og sørge for at vi kender det de gerne vil fortælle i forestillingen så godt at vi kan skabe en tydelig ramme for dem at formidle det i. Jeg bliver i alt det her meget nysgerrig på deres bevægelseshukommelse. Går demensen også ind og påvirker kropshukommelsen?”

 

Plejehjems erfaringer: Meningsfuld og nærværende proces

Happy End er en kunstnerisk undersøgelse af alderdom og alderdommens kroppe i Norden. Her billeder fra projektets begyndelse på plejehjemmet Slottet i København, november 2015. Foto: Per Morten Abrahamsen
Den kunstnerisk undersøgelse HAPPY END begynder på plejehjemmet Slottet i København, november 2015. Her er en af visningerne for plejehjemmets beboere og pårørende. Foto: Per Morten Abrahamsen

Iben Munnecke og Catlen Gjøl er aktivitetsmedarbejdere på plejehjemmene Slottet og Aftensolen. De har begge haft en meget positiv oplevelse af samarbejdet med NextDoor Project-holdet på HAPPY END. Her deler de deres erfaringer set fra plejehjemmets side.

Deres erfaringer kan samles i 7 råd til andre plejehjem:

  1. Forsøg at være så åben som muligt over for kreative projekter
    Forsøg at være så åben som muligt, sige ja og lad tingene ske på en naturlig måde. ”Det er bare at åbne armene, fordi HAPPY END-ensemblet er meget velfungerende.”
  2. Sæt tid af
    Sæt tid af til at I kan lade projektet folde sig ud. Og sæt tid af til at dialog omkring projektet.
  3. Find ud af hvordan I kan involvere så mange beboere som muligt
    Prøv at finde en måde så projektet kommer så mange beboere til gode som muligt.
  4. Find ud af hvordan I kan involvere personalet i de kreative processer
    Find måder hvor I kan involvere personalet i den kreative proces – f.eks. ved at koncentrere projektet til en bestemt afdeling. Find den måde der passer jeres sted bedst.
  5. Skab direkte kontakt mellem ældre og kreative
    Sørg for at der er direkte kontakt mellem de ældre og de kreative, der laver projektet. På den måde giver det en meget tættere samarbejde og dialog.
  6. Ansæt personale, der forstår de kreative processer
    Ansæt personale der forstår den kreative proces og naturligt kan fungere som brobyggere og oversætter mellem sundhedsbranchen og den kreative verden. Begge aktivitetsmedarbejdere Iben Munnecke og Catlen Gjøl har en kunstnerisk baggrund.
  7. Kommuniker, kommuniker, kommuniker – især internt i organisationen
    Undervurder aldrig behovet for intern kommunikation om et kreativt projekt, hvor samarbejdspartnere rykker ind ude fra. Selvom man tænker, at man har sagt det mange gange og har skrevet mange mails, så skal mennesker med pressede skemaer have det ”at vide 12 gange, inden det trænger igennem alle de andre informationer”.

Meningsfuld og nærværende proces

Catlen Gjøl fra Aftensolen beskriver samarbejdet med holdet bag HAPPY END som ”meget hjerteligt, meget nærværende, som jo er det, der er balsam for sjælen for de ældre. Det var en meningsfuld og nærværende proces. Jeg hæftede mig meget ved det, fordi det er det, det hele handler om – at være tilstede. Og så var det positivt, at de ældre kunne se, at de var med til at skabe kunstværk i deres samarbejde med kunstnerne.”

Solveig spiller salmen "Nærmere, Gud, til dig". Foto: Per Morten Abrahamsen
Solveig spiller salmen “Nærmere, Gud, til dig”. Foto: Per Morten Abrahamsen

Ældre med demens fik stimuleret hjerneaktivitet i processen
Catlen Gjøl har en baggrund som operasanger, så hun kender de kunstneriske processer. Måske er det også derfor, hun genkender og værdsætter den påvirkning en kreativ proces har på mennesker. ”De 4 medvirkende beboere fra Aftensolen har fået en gave for livet. Gaven består i at være en del af en kreativ, skabende proces. Ingen af dem havde prøvet det. Det er en gave, som jeg ikke ved om de husker, fordi de 4 medvirkende fra Aftensolen har en form for demens, men deres hjerneaktivitet blev stimuleret meget i den proces. Det var en meget flot, kreativ og nærværende måde at blive stimuleret på.”

Flere ældre beskrev, hvordan de var glad for, at der blev sat krop på deres personlige fortællinger. Foto: Per Morten Abrahamsen
Flere ældre beskrev, hvordan de var glad for, at der blev sat krop på deres personlige fortællinger. Foto: Per Morten Abrahamsen

Nærvær og personlig kontakt gør en forskel
Iben Munnecke fra Slottet oplevede også samarbejdet godt: ”HAPPY END projektet gav de ældre tryghed ved, at der var nogen hele tiden, som koncentrerede sig om dem og lyttede til dem. Det gav sådan en højskolefornemmelse med de kognitivt friske fra Slottet. Holdets kontinuerlige arbejde med de ældre viste os, at det var nogle ting, de kunne huske. Den personlige kontakt er desværre underprioriteret i plejehjemmets hverdag. Det var vigtigt med nærvær og en personlig kontakt, der handlede om dem – det var ikke pleje.”

 

Man er træt, men man er ikke færdig
Iben fremhæver også at mennesket ikke holder op, bare fordi de er gamle. ”Man vil stadig gerne skabe og vide, hvad der sker i verden – og bidrage med noget selv. Der er stadig en videbegærlighed. Man er træt men man er ikke færdig. Nogle gange vil man selvfølgelig også bare gerne have ro. Holdet håndterede det rigtigt godt, da de indså, at der skulle pauser til. Det var så fint, at de ikke prøvede at presse de ældre. Holdet havde den der fine empatiske fornemmelse, uden at de gav op. De kunne sagtens navigere og tackle rytmerne på plejehjemmet.”

Der er stort nærvær i samarbejdet mellem kunstnere og beboere på plejehjemmet. Det kunstneriske hold følger op på indsatsen og besøger beboerne efterfølgende. Foto: Per Morten Abrahamsen
Der er stort nærvær i samarbejdet mellem kunstnere og beboere på plejehjemmet. Det kunstneriske hold følger op på indsatsen og besøger beboerne efterfølgende. Foto: Per Morten Abrahamsen

God dialog om beboerne og processen
Især når man prøver at lave nye former for samarbejde er det vigtigt med god kommunikation. Og det oplevede både Catlen og Iben. ”Der har været en god dialog om, hvordan det er gået med beboerne og om processen. Den måde holdet talte med beboerne og de oplysninger, de er kommet med om, hvordan beboerne har det og hvilke fortællinger, de indeholder. Det er altid svært at få folk ind ude fra – og det følte jeg slet ikke. Der er måske nogen, der har følt, holdet fyldte for meget. Men HAPPY END-holdet var meget fleksible og flyttede sig bare, hvis der var nogle, der skulle bruge opholdsrummet,” fortæller Iben.

John fortæller bl.a. om hvordan han sombarn lavede tinsoldater og sov i en skuffe i kommoden med sine søskende. Foto: Per Morten Abrahamsen
John fortæller om, hvordan han som barn lavede tinsoldater og sov i en skuffe i kommoden med sine søskende. Foto: Per Morten Abrahamsen

Stort potentiale i kreative samarbejder for plejehjem
Hele personalet på plejehjemmet ser en stor værdi i nærvær, fordi det er akilleshælen i det stadigt mere pressede plejeområde. Men det kreative samarbejde kan være en udfordring, når ikke alle i personalet kan genkende værdien i det kreative arbejde. Helt enkelt fordi de ikke selv har været involveret i kreative processer.

 

”Lidt mere kaos i rutinerne”
Det kan være svært at tackle sådan et samarbejde, hvis man ikke selv er kreativ, fordi det er en forstyrrelse af rutinerne. Der er selvfølgelig også nogen, der gerne ville være med, hvis de havde tid. I en sygehjælpers verden tænker man pleje hele tiden og passer på beboerne på en anden måde,” fortæller Iben Munnecke. ”Min første leder sagde: ”Det er rart, at der også er nogen, der ikke har en sundhedsfaglig baggrund, for så er er nogen, der kan lave lidt mere kaos i rutinerne og det skaber liv.”

 

Brobygning mellem sundhedsbranchen og kreative samarbejdspartnere
Iben og Catlen har begge en kunstnerisk baggrund som henholdsvis billedkunstner og operasanger. De har i praksis fungeret som gode brobyggere mellem sundhedsbranchen og de kreative samarbejdspartnere. ”Hvis jeg skulle lave plejehjem, så ville jeg ansætte nogen, der havde en kreativ vinkel og nogle der var gode til det koordinerende med en god kommunikationsbaggrund samt nogle der er mere filosofiske. Det ville være både en støtte og en udfordring til det sundhedsfaglige personale,” forklarer Iben.

De ældres tilstand bliver forbedret, når de bruger deres kreativitet
Når man bruger sin kreativitet bliver hele ens energiniveau løftet. ”De ældres tilstand bliver forbedret og fra den videnskabelige side ved man, at når man beskæftiger sig med kunst, så dannes der en masse nye synapser (forbindelse mellem to nerveceller, red.). Det er fantastisk terapi for demente, fordi når fornuft og erindring sætter ud, er kroppen nødt til at lukke op for nye hjerneveje. Og så sætter processen endorfiner fri, der giver en følelse af god energi i kroppen og humøret. Hele systemet bliver højnet,” beskriver Catlen.

På tværs af generationer har hele holdet på HAPPY END i København, november 2015, fundet melodien sammen. Foto: Per Morten Abrahamsen
På tværs af generationer har hele holdet på HAPPY END i København, november 2015, fundet melodien sammen. For både de ældre og kunstnerne gør projektet en forskel. Foto: Per Morten Abrahamsen

Hvorfor isolerer vi de ældre på plejehjemmene?
Iben har et atelier på Slottet. Her kan de ældre komme på besøg. Samtidigt er det en god udnyttelse af rummene i den store bygning. Iben kunne også forestille sig, at der kom andre kunstnere i nogle af de andre tomme rum, der ikke rigtigt passer til plejehjemmets indsatser. ”Det kunne være godt med et fælles plejehjem på tværs af generationer, sammen med kunstnere og andre kreative, samt f.eks. en 7Eleven, for der er så mange, der lige mangler et sted at kunne købe en pakke smøger. I det hele taget gøre noget for at komme væk fra den isolationstankegang med plejehjemmene, hvor vi isolerer de ældre fra det omgivende samfund.”

Vi er ikke gamle – vi er ældre

Anne Katrine Møller Haase fra Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning var forbi HAPPY END på plejehjemmet SLOTTET. Hun har lavet en kort reportage til Københavns Kommunes intranet. Her er et uddrag af hendes betragtninger:
Anne Katrine Møller Haase fra Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning var forbi HAPPY END på plejehjemmet SLOTTET. Hun har lavet en kort reportage til Københavns Kommunes intranet. Her er et uddrag af hendes betragtninger:

”Vi er ikke gamle – vi er ældre”
De er blevet gamle og flyttet på plejehjem, men har stadig masser at byde på. Det viste beboere fra plejecentrene Aftensol og Slottet, da de var med til at opføre et danseteater på Slottet. De delte historier om rejser, at sove i en kommodeskuffe som barn og køre stockcar som ung.

”Vi er ikke gamle. Vi er blevet ældre. Vi er stadigvæk unge indeni. Men kroppen kan ikke følge med. Det er der, problemet opstår,” lyder det ud gennem højtaleren. Det er John Egelund Hansen, der snakker. Han er beboer på Slottet og med i danseteatret Happy End.

Syv ældre beboere fortæller deres historie

Stuen på fjerde sal på Slottet er indrettet med gamle sofaer og lænestole, og på bordene står kaffe og småkager. Syv ældre beboere sidder i stuen og fortæller på skift deres historie. Nogle er optaget på forhånd, mens andre selv fortæller om deres liv guidet af unge dansere, som stiller spørgsmål, mens de bevæger sig rundt om de ældre og fortæller historierne gennem dans.

Humøret kan de ikke tage fra mig

”Man skiller hele bilen ad, og så bygger man den op med jern ind- og udvendigt,” siger Flemming Martini, som i sine unge dage kørte stockcar. Imens han fortæller, piller danser Christian From dele af Flemming Martinis elektriske kørestol af. Flemming Martini fortæller om et liv, der har budt på stockcarkørsel, men også fem maveoperationer og en sclerosediagnose – alligevel smiler han.

”Humøret kan de ikke tage fra mig,” siger han, inden det bliver den næste beboers tur til at fortælle. Vi hører Tove fortælle om sit sommerhus, Jørgen fortælle om sine mange rejser og John fortæller, at han som lille sov i den nederste kommodeskuffe.

“Det er skægt at fortælle”

Beboerne, som deltog, var glade for at fortælle deres historier. Flere fortsatte efter forestillingen med at fortælle flere historier til dem, der ville høre mere. For Flemming Martini var det også en god oplevelse at få lov til at fortælle.
”Det var sjovt at være med i. Ellers har man jo ikke været med i noget siden skolekomedien. Jeg har det ikke godt med at optræde for folk, men det er skægt at fortælle,” siger han.

Begyndelsen på HAPPY END

Plejehjemsbeboere fra Aftensolen og Slottet
Plejehjemsbeboere fra Aftensolen og Slottet – fra venstre er det Flemming, Tove og Solveig samt kunstnerisk leder Ingrid Tranum Velásquez og yderst til højre sidder John.

HAPPY END er en kunstnerisk undersøgelse af alderdom og kroppe, der ældes. Undersøgelsen begyndte den 2. november i København og fortsætter i Reykjavik og Tórshavn i 2016. En sådan undersøgelse begynder og udføres selvfølgelig hos virkelighedens eksperter i alderdom – ældre på plejehjem.

Iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez har samlet et stærkt team til at finde den bedste måde at gøre det på. Da holdet kommer ind på plejehjemmet SLOTTET bliver det hurtigt klart, at de må gå endnu langsommere frem, end de havde regnet med. Vi valgte derfor hurtigt at lukke billetsalget til forestillinger den 23. – 29. november. Det var en alt for skrøbelig proces at lukke et forventningsfuldt publikum ind i. I stedet er der visninger for pårørende og andre plejehjem i den periode. Til gengæld åbner vi op for publikum i august 2016. Her kommer forestillingen til at fungere sammen med en visning af en dokumentarfilm af dokumentarist Engeli Broberg fra processen og en fotoudstilling med aldrende kroppe af kunstfotograf Per Morten Abrahamsen.

Processen er det vigtigste

Det er processen, som er den vigtigste for at finde den bedste måde at undersøge aldommen og den aldrende krop – i et stimulerende samarbjede med ældre mennesker på plejehjem i Norden. Det er en meget lærerig proces, hvor det for eksempel bliver meget tydeligt at der har stor indvirkning på fremgangsmåden, når demente ældre deltager i projektet.

Flere af de ældre - både medvirkende og beboere har bemærket at det gjorde dem glade at se de unge kroppe bevæge sig. Nu hvor de ikke selv længere kan så meget med kroppen længere.
Flere af de ældre – både medvirkende og beboere har bemærket, at det gør dem glade at se de unge kroppe bevæge sig. Nu hvor de ikke selv længere kan så meget med kroppen længere.

Jeg har lavet alt det skæg, jeg overhovedet kunne. Tove

Når ældre fortæller

I samarbejdet med beboere på plejehjemmene Slottet og Aftensolen er de ældres fortællinger kommet til at spille en central rolle. Jeg holdt meget af som barn og ung at høre mine bedsteforældre fortælle om deres liv. Derfor er det også med en stor nydelse, jeg lytter til de ældre stemmer og erfaringer. Når Tove slår fast at hun fik “tre drenge og den sødeste mand i verden – vi havde det så rart. Jeg har lavet alt det skæg, jeg overhovedet kunne”. Når Solveig fortæller at “musik betyder at man kan ånde. Jeg har fået at vide, at jeg skal spille på ti-strenget harpe, når jeg kommer i himlen.” Hun slutter sin mundharmonika version af salmen “Nærmere Gud, til dig” med konstateringen “det bliver hørt oppe i himlen”. Jeg tror på hende.

Ebba fortæller, at da hun var ung, var der en kvinde med meget tykt hår, som fik det stjålet af tarvelig person, der solgte det videre til parykmager. John insisterer: “Vi er slet ikke gamle. Vi er bare blevet ældre uden på. Inden i er vi stadig som børn.” Det er et rent skattekammer af fortællinger, når man tager sig tid til at lytte. Og det gør performerne. De tager sig tid og de skaber en ramme, hvor vi kan høre alle fortællingerne.

Performerne har udviklet en særlig måde at støtte de ældre medvirkende

Når jeg ser på performerne sammen med de ældre mennesker kan jeg se, at de har udviklet en særlig måde at støtte de ældre medvirkende. Flere af dem er demente, og det betyder, at det kunstneriske hold har kendt dem i 3 uger, mens de hver dag spørger “hvem er du?”. Performerne kommer med støttende ledetråde, der hjælper de ældre med at fortælle om deres liv: “Er der noget med, at du godt kan lide tinsoldater?”, “Hvordan var det nu at du boede sammen med din familie?”, “Og der er en salme, som du godt kan lide?”

Performer Anette Asp Christensen skaber en dans - en kropslig bevægelse, der illustrerer Jørgens fortælling om at rejse ud i verden.
Performer Anette Asp Christensen skaber en dans – en kropslig bevægelse, der illustrerer Jørgens fortælling om at rejse ud i verden. Her synger Jørgen (i den røde ternede skjorte) “Wienerblod”. Samtidigt beroliger performeren Kristina Solveig, der gerne vil spille sin sang nu.

Hvad fanden er det, du laver mand?

Og når der kommer drillende provokationer fra de ældre som f.eks. når Flemming i rullestol spørger danseren foran ham: “Hvad fanden er det, du laver mand?” Danseren Christian From svarer roligt med et glimt i øjet: “Jeg laver en motor”, mens han illustrativt danser videre til Flemmings farverige fortælling om stockcar-løb i hans ungdom.

Holdet ser sådan her ud:

Producent: NextDoor Project

Iscenesættelse, koreografi og performance: Kristina Sørensen Ougaard (FO), Anette Asp Christensen (DK), Christian From(DK), Ingrid Tranum Velásquez (DK)
Medvirkende:
beboere fra plejehjemmene Slottet og Aftensolen i Købehavn.
Kunstnerisk leder: Ingrid Tranum Velásquez (DK)
Komponist: Trondur Bogason (FO)
Scenografi: Icelandic Love Corporation (IS)
Dokumentarist: Engeli Broberg (SE)
Fotograf: Per Morten Abrahamsen (DK)
Blog-redaktør: Karen Toftegaard