Se pilot fra kunstfilm om HAPPY END

Pilot170910HappyEnd from Engeli Broberg on Vimeo.

Den svenske filmdokumentarist, Engeli Broberg, har fulgt HAPPY END processen helt tæt på. Hun skaber et kunstnerisk portræt af mennesker med rynker i huden og livsenergi i kroppen. Se den rørende og smukke pilot her.

TV-stationen NRK kom forbi HAPPY END i Tromsø

Den norske TV-station NRK kom forbi prøverne HAPPY END, da projektet var i Tromsø i forbindelse med Vårscenefestivalen. De talte med de ældre og kunstnerisk leder Ingrid Tranum Velasquez.

HappyEnd_NRK
NRK interviewede ældre og kunstnerisk leder Ingrid Tranum Velasquez om HAPPY END i Tromsø. Klik på billede og se indslaget.

– Vi er jo litt stive, men de prøver å få det til og hjelper oss. Vi får jo vist at vi teller med. Selv om vi er gamle, så er vi her. Det vil jeg ha frem, sier Pauline Dahl.

Arne Pettersen er en annen av sprekingene som deltar i det nye kunstprosjektet.

– Det er sosialt, så får man jo litt bevegelsestrening, skryter han.

[Kunstnerisk leder] Ingrid Tranum Velásques mener de eldre har mange viktige historier å fortelle.

– Fordi de har levd så lenge som de har. På Island var de veldig opptatte av naturen, fordi den betød så mye for deres måte å leve på. I Finland handlet det mer om det sosiale i å danse. Her har vi bare vært i to dager, så vi vet mer om litt, sier hun.

Se hele artiklen her

Fotografiet: En lille sprække ind til et menneske

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Fotograf Per Morten Abrahamsen har set de ældre kroppe i Happy End gennem kameralinsen. Han følger projektet rundt i Norden og har en anerkendt baggrund som både kunst- og kommerciel fotograf. Når han går i gang med sin fotografiske undersøgelse af et menneske eller en situation, så leder han altid efter historier, der vækker en genklang i ham selv. Noget, som rører noget i hans egen historie. ”Det er kun en lille sprække ind til et menneske, som jeg finder med fotografiet.”

Kunstfotograf Per Morten Abrahamsen følger og fotograferer HAPPY END. Foto: per Morten Abrahamsen
Kunstfotograf Per Morten Abrahamsen følger og fotograferer HAPPY END. Foto: per Morten Abrahamsen

Overrasket over hvilken forskel HAPPY END gør

”There is a crack in everything. That’s where the light comes in,” synger Leonard Cohen. Og Per Morten Abrahamsen formår at fange den sprække af livsgnist, som HAPPY END projektet vækker hos de ældre mennesker. ”Jeg er mest overrasket over, at jeg blev meget rørt over at se den forandring, der skete med de ældre mennesker under forestillingen. Jeg plejer ikke at være sentimental. Først tænkte jeg, at projektet måske var lidt meningsløst. Men da jeg så hvilken forskel HAPPY END gjorde, at det både bragte livsgnisten frem i de ældre og inspirerede personalet, så kunne jeg se projektets betydning. I forestillingerne så jeg en inderlighed og en enorm glæde ved det fysiske nærvær og empatien med de ældre var altafgørende. Den der følelse af, at nogle andre stadig glæder sig over en, er betydningsfuld”.

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Man kan se folks karakter i deres krop

Som fotograf ser Per Morten Abrahamsen kroppen som det udvidede ansigt. ”Man kan se meget i folks karakter ved at se på deres krop. Hvordan de bevæger sig, deres holdning. Det er lige gyldigt om man er ung eller gammel. Det er nærmest banalt at sige, at man ser et liv, når man ser en aldrende krop. Men man kan se et strejf af, hvem de har været og reelt set stadigvæk er – bare på et meget lavere blus. Hvis man ikke bliver stimuleret mentalt og kropsligt forfalder man.” Som pårørende er det trist at besøge sine nære på et plejehjem. Man skal over en tærskel, hvor man accepterer den der duft af forfald – nogle der skal dø.

Ikke plads til dem der er langsomme og eftertænksomme

Mange ældre har et ekstremt mindreværd, selv om de har været helt store. Fordi vores kultur ikke har plads til dem, der er langsomme og eftertænksomme. Reelt set burde alle generationer i vores samfund blandes meget mere. Hvorfor bygger man ikke boliger til de mange forskellige behov, der er. F.eks. her på Islands Brygge (hvor Per Morten Abrahamsen har fotostudie, red.) bliver alt bygget til familier med to børn. Hvorfor ikke lave nogle ældre kollektiver omkring boligblokke?” foreslår Per Morten Abrahamsen. Der var ikke stor forskel på at blive ældre i de nordiske byer – København, Reykjavik og Torshavn. ”Måske var der lidt mere nærhedsfølelse i Torshavn,” reflekterer Per Morten Abrahamsen. ”I det lille samfund kendte alle hinanden fra tidligere. I København har beboerne ikke en relation med hinanden fra tidligere. Efter hele vores liv selv at have bestemt hvilke relationer, vi ville dyrke, så får man pludselig et tæt fællesskab med mennesker, man måske ikke har andet tilfælles med, end at man er blevet ældre og har brug for hjælp.”

Fotoudstilling

Du kan se Per Morten Abrahamsens HAPPY END fotos på fotoudstilling i København i forbindelse med HAPPY END forestillingerne den 22. – 25. september på Slottet, Agnes Henningsens vej 7 – De Gamles By i København. Udstillingen skal også rundt i de nordiske lande, hvor projektet har været og tager hen næste år.

Husker kroppen bedre end hukommelsen?

Interview med iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez
I dag er HAPPY END-holdet rejst til Reykjavik, hvor de rykker ind på plejehjemmet Soltún. De næste 14 dage foregår den kunstneriske undersøgelse i Islands hovedstad. Her er der fokus på det fysiske – kroppens fortælling. Den 10. – 12. marts vil der være visninger for offentligheden.

Iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez har på baggrund af erfaringerne i København besluttet at lave forskellige foci på den kunstneriske undersøgelse. ”Jeg vil gerne have mere erfaring med, hvordan dementes hukommelsesudfordring spiller ind på kropshukommelsen? Husker kroppen bedre end hukommelsen? Det skal vi helt klart udforske. I Reykjavik sætter vi fokus på den fysiske ikke-verbale kommunikation og jeg tror måske, vi i Torshavn sætter fokus på demens.”

Iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez (til venstre) taler med beboeren Solveig. Foto: Per Morten Abrahamsen
Iscenesætter og danser Ingrid Tranum Velásquez (til venstre) taler med beboeren Solveig. Foto: Per Morten Abrahamsen

Tiden går langsomt på et plejehjem
Holdet kunne konstatere at tiden går afsindigt hurtig på et plejehjem, fordi tingene foregår i et andet tempo. ”Alle processer og undersøgelser tager tid, hvis ikke man bare skal troppe op som et maskinelt teaterproduktionsapparat.  Det må og skal tage den tid, som de ældres tempo dikterer. Derfor er det vigtigt at skærpe sit fokus i undersøgelsen. På det første sted, plejehjemmet Slottet i København, havde jeg oprindeligt en idé om, at vi skulle nå igennem mange forskellige undersøgelser, men det stod hurtigt klart, at det var meget bedre at grave dybere ind i ét bestemt aspekt af alderdommen, en bestemt fortælling eller tilstand. Vi erfarede også nogle helt konkrete praktiske ting, som f.eks., at det ikke er realistisk med en forestilling hver dag i en uge. De ældre har behov for en hviledag, hver anden dag.”

Hold da kæft hvor går vi glip af meget
I HAPPY END-undersøgelsens første fase på plejehjemmet SLOTTET i København tænkte Ingrid: ”Hold da kæft hvor går vi glip af meget ved ikke at få de ældres erfaring og livsklogskab med. Det er jo lige meget, at der ikke var iPads, dengang de var børn. Alt det eksistentielle er jo fuldstændigt det samme, som det altid har været. I vores samfund skaber vi nogle helt unødvendige skel, hvor vi misser den menneskelige erfaring, som de ældre bærer på.”

Ingrid blev overrasket over, hvor åbne og hurtige de ældre var til at relatere sig til en ret abstrakt måde at arbejde på. ”De var forbløffende åbne over for at arbejde med en kunstnerisk proces, som jo godt, hvis man ikke er vant til det, kan være en ret mærkelig måde at gribe tingene an på. Jeg var imponeret over hvor meget de mødte det med åbenhed, nysgerrighed og humor. Vi var også meget heldige med aktivitetsarbejderne Catlen og Iben. De var gode til at hjælpe og lytte til der, hvor vi var undervejs i hele processen. Måske fordi de netop selv har en kunstnerisk baggrund.”

Det levede liv fylder mere end nuet
I samarbejdet med beboere på plejehjemmene Slottet og Aftensolen lagde Ingrid mærke til, at det levede liv, som kroppen har i sig, fylder meget hos de ældre.
Det har overrasket mig, i hvor høj grad mange af beboerne identificerer sig mere med deres levede liv end det liv, de har nu på plejehjemmet. Det er måske ikke så mærkeligt, for deres levede liv har jo fyldt mere og varet meget længere end det stadie af livet de er i nu. Jeg har jo også et levet liv, men jeg fortæller mest om, hvordan jeg har det nu, ” fortæller Ingrid, der er 34 år.

Ingrid Tranum Velásquez lagde mærke til at de ældre var afklaret med at deres krop havde ændret sig. Foto: Per Morten Abrahamsen
Ingrid Tranum Velásquez lagde mærke til at mange af de ældre var helt afklarede med, at deres krop havde ændret sig. Foto: Per Morten Abrahamsen

”De ældre er jo stadig lige så forskellige, som de har været hele deres liv. Dem der har responderet på projektet er måske også dem, der ville have responderet på projektet for 40 år siden. Man kommer nemt til at antage, at i den alder gider man ikke kaste sig ud i noget nyt. Men måske er de ældre netop meget mindre tilbøjelige til at afskære en mulighed?”
Hvis jeg ikke kan bevæge mig – hvem er jeg så?
”Jeg havde forestillet mig, at smerten ved ikke at kunne det samme mere, ville fylde mere, end det vi oplevede. Personligt synes jeg, det er meget svært at forholde sig til. For hvis jeg ikke kan bevæge mig fysisk længere, hvem er jeg så? Der er noget enormt smukt og stærkt i den afklarethed, vi mødte.

Selvom smerten over tabet af noget man har kunnet, begrænsningen af ens frihed selvfølgelig var tilstede, så var der fra de fleste en afklarethed med det som jeg synes var meget smuk og beundringsværdig. Nu hvor processen er i gang har det skabt vildt mange tanker. F.eks. når Solvej fortæller, at hun skal op i himlen og spille med Kong David. Det er vildt smukt at opleve hendes ro og afklaring, uanset om jeg forstår den eller ej. At møde og mærke den, er stærkt. Jeg tror, vi i vores samfund har så svært ved at forholde os til alderdommen, fordi vi har meget lidt berøring med ældre. De ældre har meget få besøgende, selvom de har pårørende.” Og når man ikke selv er tæt på ældre, så opstår der en masse forestillinger om, hvad alderdom vil sige, og som ikke har så meget bund i virkeligheden. ”Bare efter det første samarbejde er jeg blevet udfordret i rigtig mange af mine forestillinger,” smiler Ingrid med sin sædvanlige ro.

Vi skal vide mere om demens
I projektet på Slottet deltog både demente og ikke-demente plejehjemsbeboere. ”Vi skal helt klart vide mere om demens, og undersøge mere hvad bevægelse kan gøre for demente ,” fortæller Ingrid. ”Det er to vidt forskellige måder at arbejde på, når det gælder demente og ikke-demente. Med dem der er ikke er demente kan vi sagtens opbygge en fortrolig relation. Vi kan snakke videre derfra, hvor vi slap ved sidste samtale osv. Det kan vi ikke på samme måde med demente. Deres præmis er jo, at de hver dag har glemt, hvad det er for et projekt, vi laver sammen.

Men vi fandt ud af, at de demente alligevel hurtigt genkendte os, og blev trygge ved os som mennesker, selvom de ikke erindrede hvad projektet gik ud på, så huskede de at vi havde et projekt sammen. De mærkede, at nogen kendte deres historie, når vi talte med dem og vi genfortalte til dem, hvad vi havde snakket om sidst osv. Det var derfor vigtigt, at forestillingen havde en genkendelig struktur, som man hurtigt kunne gennemskue og føle sig tryg i, også selvom man ikke kan huske, hvilke aftaler, der er lavet eller hvad vi plejede at gøre. Men netop i det der ‘plejer’ ligger et interessant undersøgelsesfelt… For vi oplevede, at når vi havde lavet det samme forløb med dem flere gange, begyndte det at vække en genkendelse hos selv de mest demente og en forventning hos dem om, hvad der skulle ske. Vi skal helt klart undersøge mere, hvad den måde at arbejde på kan gøre for de demente.”

Påvirker demens også kropshukommelsen?
“Demente er helt i nuet. Det er derfor, jeg overvejer at arbejde udelukkende med demente et af de næste steder, for at blive skarpere på det. Det uforudsigelige i samarbejdet med demente kan være en enorm gave, hvis man vil arbejde med improvisation. Det er nogle andre grundprincipper med dem, der ikke er demente. Her er det en rækkefølge og nogle aftaler, som giver tryghed. Med de demente må vi gå med deres flow og sørge for at vi kender det de gerne vil fortælle i forestillingen så godt at vi kan skabe en tydelig ramme for dem at formidle det i. Jeg bliver i alt det her meget nysgerrig på deres bevægelseshukommelse. Går demensen også ind og påvirker kropshukommelsen?”