Se pilot fra kunstfilm om HAPPY END

Pilot170910HappyEnd from Engeli Broberg on Vimeo.

Den svenske filmdokumentarist, Engeli Broberg, har fulgt HAPPY END processen helt tæt på. Hun skaber et kunstnerisk portræt af mennesker med rynker i huden og livsenergi i kroppen. Se den rørende og smukke pilot her.

TV-stationen NRK kom forbi HAPPY END i Tromsø

Den norske TV-station NRK kom forbi prøverne HAPPY END, da projektet var i Tromsø i forbindelse med Vårscenefestivalen. De talte med de ældre og kunstnerisk leder Ingrid Tranum Velasquez.

HappyEnd_NRK
NRK interviewede ældre og kunstnerisk leder Ingrid Tranum Velasquez om HAPPY END i Tromsø. Klik på billede og se indslaget.

– Vi er jo litt stive, men de prøver å få det til og hjelper oss. Vi får jo vist at vi teller med. Selv om vi er gamle, så er vi her. Det vil jeg ha frem, sier Pauline Dahl.

Arne Pettersen er en annen av sprekingene som deltar i det nye kunstprosjektet.

– Det er sosialt, så får man jo litt bevegelsestrening, skryter han.

[Kunstnerisk leder] Ingrid Tranum Velásques mener de eldre har mange viktige historier å fortelle.

– Fordi de har levd så lenge som de har. På Island var de veldig opptatte av naturen, fordi den betød så mye for deres måte å leve på. I Finland handlet det mer om det sosiale i å danse. Her har vi bare vært i to dager, så vi vet mer om litt, sier hun.

Se hele artiklen her

Slottets ældre stemmer og kroppe

Plejehjemmet Slottet ligger i De Gamles By i København. Det var det første plejehjem, projektet HAPPY END besøgte i november 2015. Det var her, projektet gjorde sine første erfaringer, inden det var i Reykjavik (marts 2016) og Torshavn (maj 2016). Nu her i september 2016 er projektet tilbage på Slottet. Flemming var med første gang og han er med igen. Han har godt humør, sklerose, sidder i rullestol og har mange minder om dengang, han kørte stock car racing. Vi taler sammen ved kaffebordet efter forestillingen.

Flemming
Flemming på Slottet. Foto: Per Morten Abrahamsen

”Jeg har mit gode humør endnu”
Flemming fortæller om at være med i projektet: ”Det har sgu’ været meget sjovt. Selvom jeg har været meget genert. Jeg har aldrig kunnet rejse mig op og tale for et publikum. Men nu har det jo hjulpet. Det er sgu’ gået meget godt. For de har jo været skide søde at arbejde sammen med. Jeg glemte også at sige noget. Vi skal jo være glade for, at der er nogen mennesker, der gider at tage den uddannelse og som passer på os. På den måde er det jo dejligt at blive gammel. Jeg har det skide godt. Jeg har mit gode humør endnu. Det vil jeg sgu’ ikke af med.”

Flemming har været automekaniker og på et tidspunkt var han med i et projekt, hvor halvkriminelle unge skulle have støtte: ”Jeg har jo selv arbejdet med unge mennesker og jeg har selv fået tilbagemeldinger om at de har været glade og tilfredse med min hjælp og er kommet videre. Det er jo dejligt at få en tilbagemelding om, at der er noget, der er lykkedes. Det varmer sgu’ en.”

”Jeg har fire børn med tre damer”
Så er der mere kaffe og kage,” gentager en klar stemme i baggrunden. Vi fortsætter samtalen ved kaffebordet. ”Jeg har fire børn med tre damer,” siger Flemming med et skælmsk smil. ”Og jeg har ti børnebørn. Så jeg mangler ikke noget.” Hans råd til andre, der skal være en del af HAPPY END projektet er at være ”åben og ærlig – så kan folk selv sortere fra og til. Og så lytte til den musik, man godt kan lide.” Flemming fortsætter: ”Jeg har sgu’ danset mange gange. Jeg har gået meget på diskotek i tidernes morgen, men der er jo mange forskellige former for dans. Jeg har også gået på danseskole, men det var ikke noget, der hang rigtigt fast. Det her [Happy End] er jo mere moderne dans.”

Rita på Slottet.
Rita på Slottet.

”Det er livsbekræftende at danse”
Rita er 93 år. Hun har arbejdet som sekretær for en politifuldmægtig inden hun blev hjemmegående hustru. Hun har et foto, som betyder noget helt særligt for hende. Det er et gulnet foto af Rita som pige i balletkjole. Hun var med på et ballethold i Ringsted. Det betød meget for hende. ”Ballettrinene er jo ikke så graciøse, når man er en gammel slidt kone. Men de bløde bevægelser er der endnu. Det er livsbekræftende, når man kan danse. Der er mange, der siger nej, det er ikke noget for dem og så bliver det ikke til noget.”

Jeg gik kun til dans i nogle få år og så flyttede mine forældre og jeg til en anden by, hvor der ikke var noget ballethold. Det var en epoke for sig. Jeg har ikke danset siden. Men der er nogle ting, man kan huske og så prøver man de der bevægelser igen så meget, som man kan.” Rita har været glad for at mindes og gentage barndommens balletbevægelser i HAPPY END. ”Det har været spændende og godt, at man ikke er alt for stivbenet at se på. Det bliver man jo med årene. Når man er så gammel, så kan man ikke forlange alverden af ens krop. Når bare jeg får noget at støtte mig til, en stok, så kan jeg sagtens klare det.”

Rita som balletpige.
Rita som balletpige.

Når man ser tilbage i tiden, så betyder et foto utroligt meget. Det hjælper hukommelsen og når man ser tingene, så er det som om, man lever tilbage i tiden. Det er det også med alle billeder for en. Hvis de har en betydning for en, så lever man tilbage i den tid.”

”Dans vækker noget inde i en”
Rita synes, det er godt med et projekt som HAPPY END, fordi ”dans vækker noget inde i en. Det er i det hele taget livsbekræftende, når man får inspiration og input. Det kan også være noget, man læser eller hører i fjernsynet. Så længe man kan følge med, betyder det meget for en at være aktiv. Det er jo ikke alle, der kan det. Men det er vigtigt, for så er man en del af nuet. Man lever. Hvis man sætter sig hen, så er det lige som om, livet går forbi en. Det går videre uden at man deltager i det. Man går i stå. Jeg kan gå på mine ben og jeg kan huske en del. Og så kan jeg altså også danse en lille smule. Det betyder utroligt meget, at man kan bevæge sig i hverdagen.” Rita trisser afsted med et gyldent foto af en ung balletpige i rollatorens kurv.

Emma på Slottet.
Emma på Slottet.

”Vi kan stadig bruge vores hænder”
Emma er uddannet psykolog og har været en del af Skt. Joseph Søstrenes Orden. Hun synes, det har været sjovt at være med i HAPPY END. ”Jeg har taget det som en fornøjelse, for jeg kan godt lide, at der sker noget. Det har jo været morsomt.” Hun smiler. ”Ved du hvad, jeg ved jo godt, at jeg er lidt stiv i kroppen, men jeg synes, det er meget sjovt at være med til noget, hvor man bevæger sig lidt og giver et par dansetrin. Og også det at man bare vender sig rundt til hinanden og lader hænderne gå op og ned. Der var flere forskellige måder at vise samhørighed på. Og det, synes jeg, var fikst nok, for der er jo mange af os, der bliver stive kroppen. Men vi kan stadig bruge vores hænder. Det har været et friskt pust i hverdagen. Det er godt for både kroppen og sjælen. Jeg synes, det er sjovt at man kan lave noget sammen med mennesker, man ikke kender. Det åbner nogle nye muligheder for fællesskaber og samhørighed.”

”Samhørighed er noget af det, der giver mig livsenergi”
Hvad betyder samhørighed for dig?” Spørger jeg Emma, der lyser klart op: ”Samhørighed er noget af det, der giver mig livsenergi. Og noget af det, der giver mig tryghed. Jeg ville ikke bryde mig om at leve alene. Derfor er jeg også meget glad for, at jeg har været en del af Søster-fællesskabet [Skt. Joseph Søstrenes Orden]. Det er samtidigt venskab og man søger en målsætning sammen, arbejder på et fælles mål og prøver på at være med til at skabe en vis form for fred i de omgivelser, man befinder sig i. Det har været et meget berigende liv, fordi vi var sammen om tingene med fælles målsætninger om at hjælpe. Og så har jeg rejst jorden rundt og boet seks år i Rom, fordi jeg også har siddet i ledelsen. Alle steder arbejder vi på at komme de svage og de fattige til hjælp. Det, synes jeg, har været meget meningsfuldt. Men nu bliver vi ældre og nu må vi finde det meningsfulde i bønnens side. Vi kan blive ved at bede for hinanden og for dem, der er ude i det pulserende liv, og dem, der har det svært. Bønnen er en stærk kraft. Det har været et liv værd at leve og værd at have det fælles mål at hjælpe.”

Nyd det og prøv at lægge mærke til, hvad det er som gør, at vi kan lave noget sammen. Jeg tror godt, at vi kan lide at optræde,” griner Emma hjerteligt, da jeg spørger om hvilket råd, hun vil give til andre, der skal deltage i HAPPY END. Og så kommer hendes medsøstre fra Skt. Joseph Søstrenes Orden. De vil gerne se hendes lejlighed. De går sammen i et roligt tempo og jeg bilder mig ind, at jeg kan se samhørigheden i den måde, de hensynsfuldt bevæger sig i forhold til hinanden ned af plejehjemmets lange gang.

Udtryk dine følelser uden tøven

Áslaug G. Harðardóttir var med i HAPPY END. Hendes råd til andre, der skal deltage i projektet er: Express your feelings with no hesitation. Foto: Per Morten Abrahamsen
Áslaug G. Harðardóttir var med i HAPPY END. Hendes råd til andre, der skal deltage i projektet er: “Udtryk dine følelser uden tøven.” Foto: Per Morten Abrahamsen

[á íslensku – scroll down]

Áslaug G. Harðardóttir var en del af HAPPY END projektet på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Det var en stor oplevelse for hende at være med i projektet. Pludselig følte hun ikke skam over at sidde i rullestol efter to store operationer. Hun beskriver, at det var på grund af nærheden med performerne, at hun og de andre deltagere turde: “Vi turde, fordi vi oplevede en nærhed. Performerne talte hele tiden med os og støttede os venligt med deres berøringer. Det var den fysiske forbindelse, der gjorde, at vi følte os meget trygge.” Nærheden gjorde, at Áslaug kunne give slip på sin følelse af klodsethed. Hun havde ikke forestillet sig at hun kunne bevæge sin krop på den måde. Hun havde altid godt kunnet lide at danse, men efter operationerne var det ikke længere en mulighed – troede hun.

 

”Vi har al tid i verden”
I Happy End projektet fik Áslaug oplevelsen af at kunne bevæge sig igen: ”Jeg følte mig i stand til at udtrykke mig og give af mig selv.” Det er tydeligt, at det er nærheden med danserne, som gør hele forskellen. Danserne samarbejdede hver med en beboer og de aftalte indbyrdes små signaler i deres dans sammen. ”Christian hjalp mig med at stå op – uden rullestol. Det er ikke meningen, at jeg skal være i en rullestol, men det gør ondt, når jeg går. Pludselig var det ikke længere pinligt, at jeg sad i rullestol. Christian gjorde mig tryg ved situationen ved at sige ”vi har al tid i verden”. Han gav mig følelsen af, at vi var sammen om at danse.”

 

“Udtryk dine følelser uden tøven”
Jeg spørger Áslaug, hvilket råd hun vil give til andre ældre, der skal deltage i projekter. Hun svarer uden at tænke sig om: ”Udtryk dine følelser uden tøven.”


 

Á íslensku:

Tjáðu tilfinningar þínar án þess að hika

Áslaug G. Harðardóttir var þátttakandi í HAPPY END verkefninu, sem fram fór á hjúkrunarheimilinu Sóltúni í Reykjavík. Það var mikil upplifun fyrir hana að taka þátt í verkefninu. Skyndilega skammaðist hún sín ekki fyrir að sitja í hjólastól, eftir að hafa farið í nokkrar skurðaðgerðir. Hún sagði að það væri vegna nærveru dansaranna að hún og hinir þátttakendurnir höfðu þorað að tjá sig: “Við þorðum að tjá okkur, þar eð við upplifðum nærveru. Dansararnir töluðu stöðugt við okkur og studdu okkur vinalega með snertingu sinni. Það var hin líkamlega tenging sem orsakaði það að okkur fannst við vera i mjög traustum höndum. Nærveran hafði þau áhrif, að Áslaugu fannst hún ekki eins bundinn hjólastól. Hún hafði ekki ímyndað sér að hún gæti hreyft líkama sinn á þennan hátt. Henni hefur alltaf þótt skemmtilegt að dansa, en eftir skurðaðgerðirnar, var það ekki lengur verið möguleiki – hélt hún.
Við höfum allan tímann í heiminum

Í HAPPY END verkefninu upplifði Áslaug að geta hreyft sig á nýjan leik. “Mér fannst ég vera tilbúin til þess að tjá mig og gefa af sjálfri mér”. Það er augljóslega nærveran við dansarana sem gerði greinarmuninn. Dansararnir dönsuðu hver við sinn íbúa og þeir sendu smá skilaboð innbyrðis hver til annars meðan á dansinum stóð. “Christian hjálpaði mér við að standa upp – án hjólastóls. Það er ekki meiningin að ég þurfi að vera í hjólastól, en það er mjög erfitt fyrir mig að ganga eins og er. Allt í einu var það ekki lengur pínlegt að ég sæti í hjólastól. Nálægð Christians var mitt öryggi í dansinum, með því að segja “við höfum allan tímann í heiminum” og gaf mér þá tilfinningu að við værum að dansa saman”.
Gefðu tilfinningum þínum lausan tauminn án þess að hika.

Ég spyr Áslaugu, hvað hún myndi ráðleggja öðrum eldri borgurum, sem taka þátt í verkefnum. Hún svarar án þess að hugsa sig um: “gefðu tilfinningum þínum lausan tauminn án þess að hika”.