Billeder fra HAPPY ENDS besøg på Færøerne

_MG_4992 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen
_MG_5108 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen
_MG_5095 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen
_MX_4818 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen
PMX_4260 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Publikum: Overraskende at de ældre viste så stor tillid

Da HAPPY END besøgte plejehjemmet Lágargarður i Torshavn var den færøske skuespiller Beinta Clothier blandt publikum. Beinta har oplevet, at det at se de ældre fortælle deres historier gennem performance, har gjort hende rigere. Hun var meget overrasket over, at der kunne komme en så fin fortælling ud af et møde mellem kunstnere og plejehjemsbeboere. Det overraskede hende, at de ældre var så villige til at deltage og udvise stor tillid til performerne i forhold til den korte tid, de havde haft til projektet.

_MG_4949 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Nysgerrighed, mod og stor kunstnerisk sans
Beinta er ikke i tvivl om, at projektets styrke er, at der er blevet lavet et ordentligt forarbejde af performerne. Det skinnede tydeligt igennem, og gav en flot enkelhed til projektet, som kun ordentlig forberedelse kan give. Det finder hun selv meget inspirerende.

”Det at kunne være hjælpere til en historie i et menneskes liv som ingen har hørt før er ufattelig smukt. Det kræver nysgerrighed, mod og stor kunstnerisk sans.”

_MG_5127 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Performerne var gode til at give de ældre tryghed
Derudover bemærkede Beinta også en stor udvikling hos de ældre, som deltog i projektet.

”I starten kunne jeg se, at de var meget nervøse og overraskede over alle de mennesker, der kom og så forestillingen. Men performerne var meget gode til at give dem tryghed. Det var meget tydeligt at se. De blev mere og mere modige. Når de så pludselig havde glemt noget eller sagde noget andet end det der var aftalt, var performerne gode til at gribe det og dem. Meget smukt!”

_MG_5014 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Jeg kunne sagtens have siddet to timer mere
Beinta kan sagtens se, at projektet kan fange folk uden for Norden, fordi der er så mange store fortællinger i projektet. En god fortælling fanger altid folk. HAPPY END giver et værdifuldt indblik i en verden, som man normalt ikke ser, men som mange kunne have interesse i.

”Jeg kunne sagtens have siddet to timer mere – lyttet og set på. Musikken var meget flot, den måde den forvandlede sig fra original melodi over i en mere fremmed og mystisk verden var meget flot.”

Trailer Happy End

Dokumentarfilm-instruktør Engeli Broberg har klippet bidder fra København og Reykjavik sammen i en kort trailer for projektet HAPPY END – se med.

Hun laver en længere dokumentarfilm om projektet, der vises sammen med en fotoudstilling af fotograf Per Morten Abrahamsen. Den midlertidige scenekunst lever videre i andre kunstformer som fotografiet og dokumentarfilmen. Så flere mennesker kan få glæde af projektet.

KVF laver tv-indslag om HAPPY END i Torshavn

Færøernes tv-station KVF var forbi plejehjemmet Lágargarður i Torshavn i går. De tog optagelser fra HAPPY END projektet og talte med iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez.

Se hele interviewet og billeder fra projektet her

KVF_HappyEnd_Torshavn_2

Iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez fortæller i interview til KVF: “De ældre rummer jo et helt levet liv både i deres krop og i deres sind. De har så meget at fortælle. Vi oplever også, at de virkelig har et behov for og en lyst til at dele alt det de gemmer inden i.”

KVF_HappyEnd_Torshavn

 

Livsgnisten sidder i kroppen

København 4

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Livsgnist på et dybere kropsligt plan
Plejehjemmet Sóltún i Reykjavik er det første af sin slags på Island – ”a Private Public Initiative” i den islandske sundhedssektor. De har det nyeste udstyr og en filosofi om at nære de ældres livsgnist. Denne filosofi gav de allerbedste rammer for, at HAPPY END virkelig kunne folde sig ud. For dette projekts helt særlige styrke er, at det nærer og styrker de ældre mennesker i et rum af anelse, erindring og nærvær.

Vi kunne også kalde det ”empowerment af ældre”, men det mangler den poetiske storhed og kraft, der rent faktisk ligger i projektet. Det beskriver ikke rigtigt den livsgnist på et dybere kropsligt plan, som HAPPY END vækker hos de mennesker, der deltager og oplever det.

 

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Den kropslige hukommelse er stærkere end den kognitive
På Sóltún deltog 5 ældre mennesker i HAPPY END. Fire af dem er demente, og kunne ikke huske hvad de var med i. Men de kunne huske bevægelserne, som de havde aftalt med danserne. Dermed blev den sammenhæng tydelig, som Ingrid Tranum Velásquez havde anet forinden. At den kropslige hukommelse var stærkere end den kognitive.

Læs interview med Ingrid Tranum Velásquez: HUSKER KROPPEN BEDRE END DEN KOGNITIVE HUKOMMELSE?”

Den femte person, Áslaug var meget åndsfrisk. Hun beskriver her, hvordan hun netop følte livsgnist ved at være med i projektet.

 

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Kropslig erindring og et helt basalt fysisk nærvær
Projektets kunstnere arbejder med kropslig erindring og et helt basalt fysisk nærvær, som vi ofte underkender i vores samfund. Selvom vi taler om ”varme hænder” i plejesektoren, så ved vi godt, at hænderne oftest ikke har tid til at være varme. Hvorfor ikke netop sætte menneskers livsgnist i fokus, som de gør på Sóltún?

Læs interview med Sóltúns leder Anna Birna Jensdottir

Udtryk dine følelser uden tøven

Áslaug G. Harðardóttir var med i HAPPY END. Hendes råd til andre, der skal deltage i projektet er: Express your feelings with no hesitation. Foto: Per Morten Abrahamsen
Áslaug G. Harðardóttir var med i HAPPY END. Hendes råd til andre, der skal deltage i projektet er: “Udtryk dine følelser uden tøven.” Foto: Per Morten Abrahamsen

[á íslensku – scroll down]

Áslaug G. Harðardóttir var en del af HAPPY END projektet på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Det var en stor oplevelse for hende at være med i projektet. Pludselig følte hun ikke skam over at sidde i rullestol efter to store operationer. Hun beskriver, at det var på grund af nærheden med performerne, at hun og de andre deltagere turde: “Vi turde, fordi vi oplevede en nærhed. Performerne talte hele tiden med os og støttede os venligt med deres berøringer. Det var den fysiske forbindelse, der gjorde, at vi følte os meget trygge.” Nærheden gjorde, at Áslaug kunne give slip på sin følelse af klodsethed. Hun havde ikke forestillet sig at hun kunne bevæge sin krop på den måde. Hun havde altid godt kunnet lide at danse, men efter operationerne var det ikke længere en mulighed – troede hun.

 

”Vi har al tid i verden”
I Happy End projektet fik Áslaug oplevelsen af at kunne bevæge sig igen: ”Jeg følte mig i stand til at udtrykke mig og give af mig selv.” Det er tydeligt, at det er nærheden med danserne, som gør hele forskellen. Danserne samarbejdede hver med en beboer og de aftalte indbyrdes små signaler i deres dans sammen. ”Christian hjalp mig med at stå op – uden rullestol. Det er ikke meningen, at jeg skal være i en rullestol, men det gør ondt, når jeg går. Pludselig var det ikke længere pinligt, at jeg sad i rullestol. Christian gjorde mig tryg ved situationen ved at sige ”vi har al tid i verden”. Han gav mig følelsen af, at vi var sammen om at danse.”

 

“Udtryk dine følelser uden tøven”
Jeg spørger Áslaug, hvilket råd hun vil give til andre ældre, der skal deltage i projekter. Hun svarer uden at tænke sig om: ”Udtryk dine følelser uden tøven.”


 

Á íslensku:

Tjáðu tilfinningar þínar án þess að hika

Áslaug G. Harðardóttir var þátttakandi í HAPPY END verkefninu, sem fram fór á hjúkrunarheimilinu Sóltúni í Reykjavík. Það var mikil upplifun fyrir hana að taka þátt í verkefninu. Skyndilega skammaðist hún sín ekki fyrir að sitja í hjólastól, eftir að hafa farið í nokkrar skurðaðgerðir. Hún sagði að það væri vegna nærveru dansaranna að hún og hinir þátttakendurnir höfðu þorað að tjá sig: “Við þorðum að tjá okkur, þar eð við upplifðum nærveru. Dansararnir töluðu stöðugt við okkur og studdu okkur vinalega með snertingu sinni. Það var hin líkamlega tenging sem orsakaði það að okkur fannst við vera i mjög traustum höndum. Nærveran hafði þau áhrif, að Áslaugu fannst hún ekki eins bundinn hjólastól. Hún hafði ekki ímyndað sér að hún gæti hreyft líkama sinn á þennan hátt. Henni hefur alltaf þótt skemmtilegt að dansa, en eftir skurðaðgerðirnar, var það ekki lengur verið möguleiki – hélt hún.
Við höfum allan tímann í heiminum

Í HAPPY END verkefninu upplifði Áslaug að geta hreyft sig á nýjan leik. “Mér fannst ég vera tilbúin til þess að tjá mig og gefa af sjálfri mér”. Það er augljóslega nærveran við dansarana sem gerði greinarmuninn. Dansararnir dönsuðu hver við sinn íbúa og þeir sendu smá skilaboð innbyrðis hver til annars meðan á dansinum stóð. “Christian hjálpaði mér við að standa upp – án hjólastóls. Það er ekki meiningin að ég þurfi að vera í hjólastól, en það er mjög erfitt fyrir mig að ganga eins og er. Allt í einu var það ekki lengur pínlegt að ég sæti í hjólastól. Nálægð Christians var mitt öryggi í dansinum, með því að segja “við höfum allan tímann í heiminum” og gaf mér þá tilfinningu að við værum að dansa saman”.
Gefðu tilfinningum þínum lausan tauminn án þess að hika.

Ég spyr Áslaugu, hvað hún myndi ráðleggja öðrum eldri borgurum, sem taka þátt í verkefnum. Hún svarar án þess að hugsa sig um: “gefðu tilfinningum þínum lausan tauminn án þess að hika”.


 

Reykjavik – Vi skal nære de ældres livsgnist

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Plejehjemmet Soltún i Reykjavik er det første af sin slags på Island. Og man mærker den rummelige og hjertelige atmosfære, så snart man træder inden for på plejehjemmet. Det prægede både det kunstneriske hold og hvad der kom ud af det kunstneriske samarbejde med stedets beboere. 5 ældre mennesker fik en stor oplevelse. Fire af dem er demente, og kunne ikke huske hvad de var med i, men deres kroppe kunne huske bevægelserne, som de havde øvet med danserne.

 

Det ægte nærvær

Filosofien på Sóltún er, at de vil nære de ældres ’livsgnist’. De ældre skal begejstres, så de kan føle glæde og ikke mindst mærke dem selv. Plejehjemmets leder, Anna Birna Jensdóttir, siger, at det drejer sig om ”det ægte nærvær, hvor man lytter, rører og føler sammen”. Derfor gør plejehjemmet også meget ud af lave ting med beboerne. De sørger for at få livet uden for plejehjemmet ind, så de ældre kan føle, at de stadig kan opleve de samme ting som andre mennesker.

Derfor var Anna Birna heller ikke i tvivl om, at HAPPY END har været en stor gave for dem. ”Projektet falder ind under vores syn på tingene, hvordan samvær og medmenneskelighed skal være.” Anna Birna har også kun positive ting at sige om projektet. ”Man kan egentlig sige, at resultatet næsten er utroligt. For vi kender jo personerne, og de har vist nye sider. Og man kunne se, at de pårørende var forundrede over, hvad deres bedsteforældre kunne gøre. De fik nye sider af mennesket at se.”

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Følelsen i mennesker dør ikke

Projektet formåede at holde de dementes fokus i de tre kvarter forestillingen varer, hvilket er meget usædvanligt. Anna Birna er ikke i tvivl om, at succesen især skyldes performerne, og deres høje grad af professionalisme og respekt for beboerne. ”Det har smittet af på beboerne, at performerne har et så stærkt nærvær, og at respekten stråler ud af hver eneste handling. Det er en gave at få nogle mennesker ind i plejehjemmet, som forstår at følelsen i mennesker ikke dør, selvom de måske ikke længere husker, taler, rører sig eller udtrykker sig klart. Det er den største sejr, at de har givet de ældre muligheden for at få følelsen eller livsgnisten ind i livet igen”.

 

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Ældre lærer nyt i trygge og tillidsfulde rammer

Projektet viser, hvor vigtigt det er udvise nærvær og støtte, når de ældre skal udtrykke sig, hvilket er noget Sóltún tager med sig som en erfaring fra projektet. Når der er trygge og tillidsfulde rammer kan de ældre lære helt nye ting, som man ofte ikke har fantasi til at forestille sig i en hverdag med plejerutiner. På Sóltún tog performerne udgangspunkt i de ældres minder om den islandske natur, og derefter hjalp performernes deres kroppe dem med at huske bevægelserne. Derudover skabte forestillingen også et fællesskab mellem de involverede beboere. Samarbejdet imellem dem gjorde, at de havde overskud til at hjælpe hinanden. Det sker ellers sjældent.
[Læs interview med beboer Àslaug: ”UDTRYK DINE FØLELSER UDEN TØVEN”]

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Reykjavik – fra ergoterapeutens vinkel

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

I et lille kontor med vindue ud til fællesarealet sidder ergoterapeut Hildur Þráinsdóttir. Hun arbejder på Sóltún og har fulgt med i HAPPY END processen både som professionel og som pårørende til en af de deltagende beboere. Hendes mor har deltaget i projektet.

Som ergoterapeut oplever Hildur, at der er flere ældre, der har ”opgivet at bruge kræfter på de praktiske ting.” Derfor undrede det hende lidt, at de ældre beboere sagde ja til at deltage i projektet. ”Jeg kan se, at det betød meget, at de kunne møde nogle andre og få et fællesskab. At de fik mulighed for at udtrykke sig på en skabende måde.” De ældre synes, det er spændende og de bliver interesserede i hinanden og får en følelse af glade. ”Jeg havde aldrig troet, at min mor ville deltage i sådan noget. Det er på grund af den tryghed, hun oplever hos danserne og gruppen. Det er følelsen af en værdifuld og tillidsfuld relation. Det er fantastisk at se, hvordan de ældre følger med og folder sig ud.”

 

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Arbejdet med kroppen er inspirerende

Hildur mener, at det er vigtigt, at der er flere projekter som HAPPY END: ”Det giver de gamle en følelse af, at de er mere værd. Det giver dem mere glæde, fordi de skaber og føler et samvær, et fællesskab, ja en interesse for hinanden. De nyder at være med. Det giver også os der arbejder her, en mulighed for at lære de ældre bedre at kende. Og for at blive mindet om, at der er flere strenge at spille på i forhold til nærvær med de ældre. Det har været meget inspirerende for mig som ergoterapeut at følge arbejdet med kroppen.”

Hildur føler sig meget inspireret af Happy End-projektet: ”Jeg kunne godt tænke mig at udvikle vores arbejde med demente og bruge det, vi har set virke i HAPPY END. Vi har talt om, at vi vil lave en gruppe med demente. Her vil vi etablere tillid og nær kontakt. Det er ikke altid, at jeg giver mig selv tid til den nære kontakt.”

Kroppene husker, mens hjernen glemmet
Hildur lægger mærke til, hvordan de demente deltagere folder sig ud i samarbejde: ”Jeg ved, at de ikke husker så meget. Om et minut har de måske glemt, hvad de er i gang med, men kroppen husker. Man kan tydeligt se, at når de danser her sammen, så kan deres kroppe huske, hvilke bevægelser de har gjort, men de kan ikke huske, hvad de er med i.” Hildur finder en artikel frem om, hvordan ældre kroppe husker, og at deres sanser er langt mere vågne, end man umiddelbart tror. Derfor er berøring, bevægelse og lugtesansen essentielle. Derfor giver det også mening at lave maden på plejehjemmene, så duften af mad stimulerer lugtesansen. I stedet for at få leveret maden fra central-køkkener.

 

 

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

HAPPY END nedbryder samfundets fordomme mod ældre

HAPPY END åbner muligheden for, at samfundet ikke har så mange fordomme over for ældre. Det åbner for indblik i de ældres livlige tanker, som man har mistet troen på. Men der er liv og man skal bare søge det på en anden måde end at tale. Det kan man også gøre med at male, synge og bevæge kroppen.”

 

Der var nogle der græd og nogle der smilede

Ofte er der en forståelse af, at ældre ikke længere kan bruge kroppen. ”Men HAPPY END byder de ældre op til dans med ro og kraft.” Som publikum er man vidne til ”et fantastisk samspil hvor man også kan føle sine egne sanser og følelser meget stærkt. Der var nogle der græd og nogle der smilede. Min søn er 35 år og han talte om, hvor stærkt det påvirkede ham at se på den store ømhed i projektet. Indblik inde under huden med både glæde, sorg, længsel. Kunstnerne har formået at få de ældre til at udtrykke sig på en måde, så det giver indblik ind under huden – med både glæde, sorg og længsel. De har givet de ældre til at kunne fordybe sig i det at udtrykke sig.” Hildur slutter med at tænke højt: ”Hvad ville der mon ske, hvis de var mere sammen? Kunne de så nå endnu dybere?

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen