Publikum: Overraskende at de ældre viste så stor tillid

Da HAPPY END besøgte plejehjemmet Lágargarður i Torshavn var den færøske skuespiller Beinta Clothier blandt publikum. Beinta har oplevet, at det at se de ældre fortælle deres historier gennem performance, har gjort hende rigere. Hun var meget overrasket over, at der kunne komme en så fin fortælling ud af et møde mellem kunstnere og plejehjemsbeboere. Det overraskede hende, at de ældre var så villige til at deltage og udvise stor tillid til performerne i forhold til den korte tid, de havde haft til projektet.

_MG_4949 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Nysgerrighed, mod og stor kunstnerisk sans
Beinta er ikke i tvivl om, at projektets styrke er, at der er blevet lavet et ordentligt forarbejde af performerne. Det skinnede tydeligt igennem, og gav en flot enkelhed til projektet, som kun ordentlig forberedelse kan give. Det finder hun selv meget inspirerende.

”Det at kunne være hjælpere til en historie i et menneskes liv som ingen har hørt før er ufattelig smukt. Det kræver nysgerrighed, mod og stor kunstnerisk sans.”

_MG_5127 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Performerne var gode til at give de ældre tryghed
Derudover bemærkede Beinta også en stor udvikling hos de ældre, som deltog i projektet.

”I starten kunne jeg se, at de var meget nervøse og overraskede over alle de mennesker, der kom og så forestillingen. Men performerne var meget gode til at give dem tryghed. Det var meget tydeligt at se. De blev mere og mere modige. Når de så pludselig havde glemt noget eller sagde noget andet end det der var aftalt, var performerne gode til at gribe det og dem. Meget smukt!”

_MG_5014 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Jeg kunne sagtens have siddet to timer mere
Beinta kan sagtens se, at projektet kan fange folk uden for Norden, fordi der er så mange store fortællinger i projektet. En god fortælling fanger altid folk. HAPPY END giver et værdifuldt indblik i en verden, som man normalt ikke ser, men som mange kunne have interesse i.

”Jeg kunne sagtens have siddet to timer mere – lyttet og set på. Musikken var meget flot, den måde den forvandlede sig fra original melodi over i en mere fremmed og mystisk verden var meget flot.”

Begyndelsen på HAPPY END

Plejehjemsbeboere fra Aftensolen og Slottet
Plejehjemsbeboere fra Aftensolen og Slottet – fra venstre er det Flemming, Tove og Solveig samt kunstnerisk leder Ingrid Tranum Velásquez og yderst til højre sidder John.

HAPPY END er en kunstnerisk undersøgelse af alderdom og kroppe, der ældes. Undersøgelsen begyndte den 2. november i København og fortsætter i Reykjavik og Tórshavn i 2016. En sådan undersøgelse begynder og udføres selvfølgelig hos virkelighedens eksperter i alderdom – ældre på plejehjem.

Iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez har samlet et stærkt team til at finde den bedste måde at gøre det på. Da holdet kommer ind på plejehjemmet SLOTTET bliver det hurtigt klart, at de må gå endnu langsommere frem, end de havde regnet med. Vi valgte derfor hurtigt at lukke billetsalget til forestillinger den 23. – 29. november. Det var en alt for skrøbelig proces at lukke et forventningsfuldt publikum ind i. I stedet er der visninger for pårørende og andre plejehjem i den periode. Til gengæld åbner vi op for publikum i august 2016. Her kommer forestillingen til at fungere sammen med en visning af en dokumentarfilm af dokumentarist Engeli Broberg fra processen og en fotoudstilling med aldrende kroppe af kunstfotograf Per Morten Abrahamsen.

Processen er det vigtigste

Det er processen, som er den vigtigste for at finde den bedste måde at undersøge aldommen og den aldrende krop – i et stimulerende samarbjede med ældre mennesker på plejehjem i Norden. Det er en meget lærerig proces, hvor det for eksempel bliver meget tydeligt at der har stor indvirkning på fremgangsmåden, når demente ældre deltager i projektet.

Flere af de ældre - både medvirkende og beboere har bemærket at det gjorde dem glade at se de unge kroppe bevæge sig. Nu hvor de ikke selv længere kan så meget med kroppen længere.
Flere af de ældre – både medvirkende og beboere har bemærket, at det gør dem glade at se de unge kroppe bevæge sig. Nu hvor de ikke selv længere kan så meget med kroppen længere.

Jeg har lavet alt det skæg, jeg overhovedet kunne. Tove

Når ældre fortæller

I samarbejdet med beboere på plejehjemmene Slottet og Aftensolen er de ældres fortællinger kommet til at spille en central rolle. Jeg holdt meget af som barn og ung at høre mine bedsteforældre fortælle om deres liv. Derfor er det også med en stor nydelse, jeg lytter til de ældre stemmer og erfaringer. Når Tove slår fast at hun fik “tre drenge og den sødeste mand i verden – vi havde det så rart. Jeg har lavet alt det skæg, jeg overhovedet kunne”. Når Solveig fortæller at “musik betyder at man kan ånde. Jeg har fået at vide, at jeg skal spille på ti-strenget harpe, når jeg kommer i himlen.” Hun slutter sin mundharmonika version af salmen “Nærmere Gud, til dig” med konstateringen “det bliver hørt oppe i himlen”. Jeg tror på hende.

Ebba fortæller, at da hun var ung, var der en kvinde med meget tykt hår, som fik det stjålet af tarvelig person, der solgte det videre til parykmager. John insisterer: “Vi er slet ikke gamle. Vi er bare blevet ældre uden på. Inden i er vi stadig som børn.” Det er et rent skattekammer af fortællinger, når man tager sig tid til at lytte. Og det gør performerne. De tager sig tid og de skaber en ramme, hvor vi kan høre alle fortællingerne.

Performerne har udviklet en særlig måde at støtte de ældre medvirkende

Når jeg ser på performerne sammen med de ældre mennesker kan jeg se, at de har udviklet en særlig måde at støtte de ældre medvirkende. Flere af dem er demente, og det betyder, at det kunstneriske hold har kendt dem i 3 uger, mens de hver dag spørger “hvem er du?”. Performerne kommer med støttende ledetråde, der hjælper de ældre med at fortælle om deres liv: “Er der noget med, at du godt kan lide tinsoldater?”, “Hvordan var det nu at du boede sammen med din familie?”, “Og der er en salme, som du godt kan lide?”

Performer Anette Asp Christensen skaber en dans - en kropslig bevægelse, der illustrerer Jørgens fortælling om at rejse ud i verden.
Performer Anette Asp Christensen skaber en dans – en kropslig bevægelse, der illustrerer Jørgens fortælling om at rejse ud i verden. Her synger Jørgen (i den røde ternede skjorte) “Wienerblod”. Samtidigt beroliger performeren Kristina Solveig, der gerne vil spille sin sang nu.

Hvad fanden er det, du laver mand?

Og når der kommer drillende provokationer fra de ældre som f.eks. når Flemming i rullestol spørger danseren foran ham: “Hvad fanden er det, du laver mand?” Danseren Christian From svarer roligt med et glimt i øjet: “Jeg laver en motor”, mens han illustrativt danser videre til Flemmings farverige fortælling om stockcar-løb i hans ungdom.

Holdet ser sådan her ud:

Producent: NextDoor Project

Iscenesættelse, koreografi og performance: Kristina Sørensen Ougaard (FO), Anette Asp Christensen (DK), Christian From(DK), Ingrid Tranum Velásquez (DK)
Medvirkende:
beboere fra plejehjemmene Slottet og Aftensolen i Købehavn.
Kunstnerisk leder: Ingrid Tranum Velásquez (DK)
Komponist: Trondur Bogason (FO)
Scenografi: Icelandic Love Corporation (IS)
Dokumentarist: Engeli Broberg (SE)
Fotograf: Per Morten Abrahamsen (DK)
Blog-redaktør: Karen Toftegaard