Se pilot fra kunstfilm om HAPPY END

Pilot170910HappyEnd from Engeli Broberg on Vimeo.

Den svenske filmdokumentarist, Engeli Broberg, har fulgt HAPPY END processen helt tæt på. Hun skaber et kunstnerisk portræt af mennesker med rynker i huden og livsenergi i kroppen. Se den rørende og smukke pilot her.

TV-stationen NRK kom forbi HAPPY END i Tromsø

Den norske TV-station NRK kom forbi prøverne HAPPY END, da projektet var i Tromsø i forbindelse med Vårscenefestivalen. De talte med de ældre og kunstnerisk leder Ingrid Tranum Velasquez.

HappyEnd_NRK
NRK interviewede ældre og kunstnerisk leder Ingrid Tranum Velasquez om HAPPY END i Tromsø. Klik på billede og se indslaget.

– Vi er jo litt stive, men de prøver å få det til og hjelper oss. Vi får jo vist at vi teller med. Selv om vi er gamle, så er vi her. Det vil jeg ha frem, sier Pauline Dahl.

Arne Pettersen er en annen av sprekingene som deltar i det nye kunstprosjektet.

– Det er sosialt, så får man jo litt bevegelsestrening, skryter han.

[Kunstnerisk leder] Ingrid Tranum Velásques mener de eldre har mange viktige historier å fortelle.

– Fordi de har levd så lenge som de har. På Island var de veldig opptatte av naturen, fordi den betød så mye for deres måte å leve på. I Finland handlet det mer om det sosiale i å danse. Her har vi bare vært i to dager, så vi vet mer om litt, sier hun.

Se hele artiklen her

Den danske avis Information anmelder “Happy End”

Anne Middelboe Christensen fra Information har kun rosende ord om projektet “Happy End”. Hun ligger især vægt på, hvordan de gamle performere udtrykker deres glæde ved livet gennem dansen, og hvordan netop dansen er i centrum i stykket. At de formår at få en kunstnerisk gnist, samtidig med at deres bevægelser og historier indgår i noget større.

_MX_4818 copy
Happy End på plejehjem i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Uddrag fra artiklen:

“Hun er klædt i en diskret, hvid kedeldragt, omtrent som en slags ’livsglædehåndværker’, og han sidder i sit bløde kørestolstøj, som om han var på vej til træning. Men snart danser de, som om de var et ligeværdigt par – og som om de var klædt i det vildeste festtøj. Kvinden lægger drilsk Jørgens hånd på sit ene knæ, og han tager opfordringen op og skubber med sin hånd til knæet af al kraft. Kvinden snurrer vildt rundt i elegante piruetter, inden hun søger ind mod ham igen. Jørgens anden arm ligger slapt ned langs siden på ham. Men det gør ingenting. For det er hans samlede krop og personlighed, der danser denne tango med hende. De to sammen.”

“Det er Ingrid Tranum Velásquez, der står bag Happy End. Som koreograf vil hun undersøge, hvordan ældre mennesker kan udtrykke sig gennem kroppen, og hvad kroppe husker efter et langt liv – også hos mennesker, der har tabt dele af deres erindring eller sprog på grund af sygdom. Projektet handler altså ikke om gymnastik eller funktionalitet. Det handler om dans. Netop dansetrangen er det overbevisende ved projektet. Og fordi de ældre indgår i koreografi en sammen med professionelle dansere, skabes der et kunstnerisk udtryk, der langt overgår de mekaniske bevægelser”

avisudklip-happy-end-information

“De ældre indleder forestillingen ved at sidde i en lille cirkel sammen med danserne. Her danser de synkront med armene – en sart og udtryksfuld dans med krogede hænder og slidte håndled. Komponisten Trondur Bogason sidder selv i en plyssofa og afvikler sin stemningsfyldte musik, der spænder fra underskøn korsang til popstrejf og blide akkorder”

“Forestillingen slutter med samme armkoreografi som indledningsscenen. Men de ældre har nu en anden rankhed over sig – som om deres kroppe har fået genvakt en erindring. De tager stolte imod applaus. Disse plejehjemsbeboere har ikke været til ergoterapi. De har været til dans. Og Happy End har tydeligvis tændt deres kunstneriske gnist, så deres bevægelser er blevet til noget større. Tak for dansen.”

 

Hvis du abonnerer på Information kan du læse hele artiklen på information.dk.

 

Slottets ældre stemmer og kroppe

Plejehjemmet Slottet ligger i De Gamles By i København. Det var det første plejehjem, projektet HAPPY END besøgte i november 2015. Det var her, projektet gjorde sine første erfaringer, inden det var i Reykjavik (marts 2016) og Torshavn (maj 2016). Nu her i september 2016 er projektet tilbage på Slottet. Flemming var med første gang og han er med igen. Han har godt humør, sklerose, sidder i rullestol og har mange minder om dengang, han kørte stock car racing. Vi taler sammen ved kaffebordet efter forestillingen.

Flemming
Flemming på Slottet. Foto: Per Morten Abrahamsen

”Jeg har mit gode humør endnu”
Flemming fortæller om at være med i projektet: ”Det har sgu’ været meget sjovt. Selvom jeg har været meget genert. Jeg har aldrig kunnet rejse mig op og tale for et publikum. Men nu har det jo hjulpet. Det er sgu’ gået meget godt. For de har jo været skide søde at arbejde sammen med. Jeg glemte også at sige noget. Vi skal jo være glade for, at der er nogen mennesker, der gider at tage den uddannelse og som passer på os. På den måde er det jo dejligt at blive gammel. Jeg har det skide godt. Jeg har mit gode humør endnu. Det vil jeg sgu’ ikke af med.”

Flemming har været automekaniker og på et tidspunkt var han med i et projekt, hvor halvkriminelle unge skulle have støtte: ”Jeg har jo selv arbejdet med unge mennesker og jeg har selv fået tilbagemeldinger om at de har været glade og tilfredse med min hjælp og er kommet videre. Det er jo dejligt at få en tilbagemelding om, at der er noget, der er lykkedes. Det varmer sgu’ en.”

”Jeg har fire børn med tre damer”
Så er der mere kaffe og kage,” gentager en klar stemme i baggrunden. Vi fortsætter samtalen ved kaffebordet. ”Jeg har fire børn med tre damer,” siger Flemming med et skælmsk smil. ”Og jeg har ti børnebørn. Så jeg mangler ikke noget.” Hans råd til andre, der skal være en del af HAPPY END projektet er at være ”åben og ærlig – så kan folk selv sortere fra og til. Og så lytte til den musik, man godt kan lide.” Flemming fortsætter: ”Jeg har sgu’ danset mange gange. Jeg har gået meget på diskotek i tidernes morgen, men der er jo mange forskellige former for dans. Jeg har også gået på danseskole, men det var ikke noget, der hang rigtigt fast. Det her [Happy End] er jo mere moderne dans.”

Rita på Slottet.
Rita på Slottet.

”Det er livsbekræftende at danse”
Rita er 93 år. Hun har arbejdet som sekretær for en politifuldmægtig inden hun blev hjemmegående hustru. Hun har et foto, som betyder noget helt særligt for hende. Det er et gulnet foto af Rita som pige i balletkjole. Hun var med på et ballethold i Ringsted. Det betød meget for hende. ”Ballettrinene er jo ikke så graciøse, når man er en gammel slidt kone. Men de bløde bevægelser er der endnu. Det er livsbekræftende, når man kan danse. Der er mange, der siger nej, det er ikke noget for dem og så bliver det ikke til noget.”

Jeg gik kun til dans i nogle få år og så flyttede mine forældre og jeg til en anden by, hvor der ikke var noget ballethold. Det var en epoke for sig. Jeg har ikke danset siden. Men der er nogle ting, man kan huske og så prøver man de der bevægelser igen så meget, som man kan.” Rita har været glad for at mindes og gentage barndommens balletbevægelser i HAPPY END. ”Det har været spændende og godt, at man ikke er alt for stivbenet at se på. Det bliver man jo med årene. Når man er så gammel, så kan man ikke forlange alverden af ens krop. Når bare jeg får noget at støtte mig til, en stok, så kan jeg sagtens klare det.”

Rita som balletpige.
Rita som balletpige.

Når man ser tilbage i tiden, så betyder et foto utroligt meget. Det hjælper hukommelsen og når man ser tingene, så er det som om, man lever tilbage i tiden. Det er det også med alle billeder for en. Hvis de har en betydning for en, så lever man tilbage i den tid.”

”Dans vækker noget inde i en”
Rita synes, det er godt med et projekt som HAPPY END, fordi ”dans vækker noget inde i en. Det er i det hele taget livsbekræftende, når man får inspiration og input. Det kan også være noget, man læser eller hører i fjernsynet. Så længe man kan følge med, betyder det meget for en at være aktiv. Det er jo ikke alle, der kan det. Men det er vigtigt, for så er man en del af nuet. Man lever. Hvis man sætter sig hen, så er det lige som om, livet går forbi en. Det går videre uden at man deltager i det. Man går i stå. Jeg kan gå på mine ben og jeg kan huske en del. Og så kan jeg altså også danse en lille smule. Det betyder utroligt meget, at man kan bevæge sig i hverdagen.” Rita trisser afsted med et gyldent foto af en ung balletpige i rollatorens kurv.

Emma på Slottet.
Emma på Slottet.

”Vi kan stadig bruge vores hænder”
Emma er uddannet psykolog og har været en del af Skt. Joseph Søstrenes Orden. Hun synes, det har været sjovt at være med i HAPPY END. ”Jeg har taget det som en fornøjelse, for jeg kan godt lide, at der sker noget. Det har jo været morsomt.” Hun smiler. ”Ved du hvad, jeg ved jo godt, at jeg er lidt stiv i kroppen, men jeg synes, det er meget sjovt at være med til noget, hvor man bevæger sig lidt og giver et par dansetrin. Og også det at man bare vender sig rundt til hinanden og lader hænderne gå op og ned. Der var flere forskellige måder at vise samhørighed på. Og det, synes jeg, var fikst nok, for der er jo mange af os, der bliver stive kroppen. Men vi kan stadig bruge vores hænder. Det har været et friskt pust i hverdagen. Det er godt for både kroppen og sjælen. Jeg synes, det er sjovt at man kan lave noget sammen med mennesker, man ikke kender. Det åbner nogle nye muligheder for fællesskaber og samhørighed.”

”Samhørighed er noget af det, der giver mig livsenergi”
Hvad betyder samhørighed for dig?” Spørger jeg Emma, der lyser klart op: ”Samhørighed er noget af det, der giver mig livsenergi. Og noget af det, der giver mig tryghed. Jeg ville ikke bryde mig om at leve alene. Derfor er jeg også meget glad for, at jeg har været en del af Søster-fællesskabet [Skt. Joseph Søstrenes Orden]. Det er samtidigt venskab og man søger en målsætning sammen, arbejder på et fælles mål og prøver på at være med til at skabe en vis form for fred i de omgivelser, man befinder sig i. Det har været et meget berigende liv, fordi vi var sammen om tingene med fælles målsætninger om at hjælpe. Og så har jeg rejst jorden rundt og boet seks år i Rom, fordi jeg også har siddet i ledelsen. Alle steder arbejder vi på at komme de svage og de fattige til hjælp. Det, synes jeg, har været meget meningsfuldt. Men nu bliver vi ældre og nu må vi finde det meningsfulde i bønnens side. Vi kan blive ved at bede for hinanden og for dem, der er ude i det pulserende liv, og dem, der har det svært. Bønnen er en stærk kraft. Det har været et liv værd at leve og værd at have det fælles mål at hjælpe.”

Nyd det og prøv at lægge mærke til, hvad det er som gør, at vi kan lave noget sammen. Jeg tror godt, at vi kan lide at optræde,” griner Emma hjerteligt, da jeg spørger om hvilket råd, hun vil give til andre, der skal deltage i HAPPY END. Og så kommer hendes medsøstre fra Skt. Joseph Søstrenes Orden. De vil gerne se hendes lejlighed. De går sammen i et roligt tempo og jeg bilder mig ind, at jeg kan se samhørigheden i den måde, de hensynsfuldt bevæger sig i forhold til hinanden ned af plejehjemmets lange gang.

Fotografiet: En lille sprække ind til et menneske

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Fotograf Per Morten Abrahamsen har set de ældre kroppe i Happy End gennem kameralinsen. Han følger projektet rundt i Norden og har en anerkendt baggrund som både kunst- og kommerciel fotograf. Når han går i gang med sin fotografiske undersøgelse af et menneske eller en situation, så leder han altid efter historier, der vækker en genklang i ham selv. Noget, som rører noget i hans egen historie. ”Det er kun en lille sprække ind til et menneske, som jeg finder med fotografiet.”

Kunstfotograf Per Morten Abrahamsen følger og fotograferer HAPPY END. Foto: per Morten Abrahamsen
Kunstfotograf Per Morten Abrahamsen følger og fotograferer HAPPY END. Foto: per Morten Abrahamsen

Overrasket over hvilken forskel HAPPY END gør

”There is a crack in everything. That’s where the light comes in,” synger Leonard Cohen. Og Per Morten Abrahamsen formår at fange den sprække af livsgnist, som HAPPY END projektet vækker hos de ældre mennesker. ”Jeg er mest overrasket over, at jeg blev meget rørt over at se den forandring, der skete med de ældre mennesker under forestillingen. Jeg plejer ikke at være sentimental. Først tænkte jeg, at projektet måske var lidt meningsløst. Men da jeg så hvilken forskel HAPPY END gjorde, at det både bragte livsgnisten frem i de ældre og inspirerede personalet, så kunne jeg se projektets betydning. I forestillingerne så jeg en inderlighed og en enorm glæde ved det fysiske nærvær og empatien med de ældre var altafgørende. Den der følelse af, at nogle andre stadig glæder sig over en, er betydningsfuld”.

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Man kan se folks karakter i deres krop

Som fotograf ser Per Morten Abrahamsen kroppen som det udvidede ansigt. ”Man kan se meget i folks karakter ved at se på deres krop. Hvordan de bevæger sig, deres holdning. Det er lige gyldigt om man er ung eller gammel. Det er nærmest banalt at sige, at man ser et liv, når man ser en aldrende krop. Men man kan se et strejf af, hvem de har været og reelt set stadigvæk er – bare på et meget lavere blus. Hvis man ikke bliver stimuleret mentalt og kropsligt forfalder man.” Som pårørende er det trist at besøge sine nære på et plejehjem. Man skal over en tærskel, hvor man accepterer den der duft af forfald – nogle der skal dø.

Ikke plads til dem der er langsomme og eftertænksomme

Mange ældre har et ekstremt mindreværd, selv om de har været helt store. Fordi vores kultur ikke har plads til dem, der er langsomme og eftertænksomme. Reelt set burde alle generationer i vores samfund blandes meget mere. Hvorfor bygger man ikke boliger til de mange forskellige behov, der er. F.eks. her på Islands Brygge (hvor Per Morten Abrahamsen har fotostudie, red.) bliver alt bygget til familier med to børn. Hvorfor ikke lave nogle ældre kollektiver omkring boligblokke?” foreslår Per Morten Abrahamsen. Der var ikke stor forskel på at blive ældre i de nordiske byer – København, Reykjavik og Torshavn. ”Måske var der lidt mere nærhedsfølelse i Torshavn,” reflekterer Per Morten Abrahamsen. ”I det lille samfund kendte alle hinanden fra tidligere. I København har beboerne ikke en relation med hinanden fra tidligere. Efter hele vores liv selv at have bestemt hvilke relationer, vi ville dyrke, så får man pludselig et tæt fællesskab med mennesker, man måske ikke har andet tilfælles med, end at man er blevet ældre og har brug for hjælp.”

Fotoudstilling

Du kan se Per Morten Abrahamsens HAPPY END fotos på fotoudstilling i København i forbindelse med HAPPY END forestillingerne den 22. – 25. september på Slottet, Agnes Henningsens vej 7 – De Gamles By i København. Udstillingen skal også rundt i de nordiske lande, hvor projektet har været og tager hen næste år.

Publikum: Overraskende at de ældre viste så stor tillid

Da HAPPY END besøgte plejehjemmet Lágargarður i Torshavn var den færøske skuespiller Beinta Clothier blandt publikum. Beinta har oplevet, at det at se de ældre fortælle deres historier gennem performance, har gjort hende rigere. Hun var meget overrasket over, at der kunne komme en så fin fortælling ud af et møde mellem kunstnere og plejehjemsbeboere. Det overraskede hende, at de ældre var så villige til at deltage og udvise stor tillid til performerne i forhold til den korte tid, de havde haft til projektet.

_MG_4949 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Nysgerrighed, mod og stor kunstnerisk sans
Beinta er ikke i tvivl om, at projektets styrke er, at der er blevet lavet et ordentligt forarbejde af performerne. Det skinnede tydeligt igennem, og gav en flot enkelhed til projektet, som kun ordentlig forberedelse kan give. Det finder hun selv meget inspirerende.

”Det at kunne være hjælpere til en historie i et menneskes liv som ingen har hørt før er ufattelig smukt. Det kræver nysgerrighed, mod og stor kunstnerisk sans.”

_MG_5127 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Performerne var gode til at give de ældre tryghed
Derudover bemærkede Beinta også en stor udvikling hos de ældre, som deltog i projektet.

”I starten kunne jeg se, at de var meget nervøse og overraskede over alle de mennesker, der kom og så forestillingen. Men performerne var meget gode til at give dem tryghed. Det var meget tydeligt at se. De blev mere og mere modige. Når de så pludselig havde glemt noget eller sagde noget andet end det der var aftalt, var performerne gode til at gribe det og dem. Meget smukt!”

_MG_5014 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Jeg kunne sagtens have siddet to timer mere
Beinta kan sagtens se, at projektet kan fange folk uden for Norden, fordi der er så mange store fortællinger i projektet. En god fortælling fanger altid folk. HAPPY END giver et værdifuldt indblik i en verden, som man normalt ikke ser, men som mange kunne have interesse i.

”Jeg kunne sagtens have siddet to timer mere – lyttet og set på. Musikken var meget flot, den måde den forvandlede sig fra original melodi over i en mere fremmed og mystisk verden var meget flot.”

Trailer Happy End

Dokumentarfilm-instruktør Engeli Broberg har klippet bidder fra København og Reykjavik sammen i en kort trailer for projektet HAPPY END – se med.

Hun laver en længere dokumentarfilm om projektet, der vises sammen med en fotoudstilling af fotograf Per Morten Abrahamsen. Den midlertidige scenekunst lever videre i andre kunstformer som fotografiet og dokumentarfilmen. Så flere mennesker kan få glæde af projektet.

Begyndelsen på HAPPY END

Plejehjemsbeboere fra Aftensolen og Slottet
Plejehjemsbeboere fra Aftensolen og Slottet – fra venstre er det Flemming, Tove og Solveig samt kunstnerisk leder Ingrid Tranum Velásquez og yderst til højre sidder John.

HAPPY END er en kunstnerisk undersøgelse af alderdom og kroppe, der ældes. Undersøgelsen begyndte den 2. november i København og fortsætter i Reykjavik og Tórshavn i 2016. En sådan undersøgelse begynder og udføres selvfølgelig hos virkelighedens eksperter i alderdom – ældre på plejehjem.

Iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez har samlet et stærkt team til at finde den bedste måde at gøre det på. Da holdet kommer ind på plejehjemmet SLOTTET bliver det hurtigt klart, at de må gå endnu langsommere frem, end de havde regnet med. Vi valgte derfor hurtigt at lukke billetsalget til forestillinger den 23. – 29. november. Det var en alt for skrøbelig proces at lukke et forventningsfuldt publikum ind i. I stedet er der visninger for pårørende og andre plejehjem i den periode. Til gengæld åbner vi op for publikum i august 2016. Her kommer forestillingen til at fungere sammen med en visning af en dokumentarfilm af dokumentarist Engeli Broberg fra processen og en fotoudstilling med aldrende kroppe af kunstfotograf Per Morten Abrahamsen.

Processen er det vigtigste

Det er processen, som er den vigtigste for at finde den bedste måde at undersøge aldommen og den aldrende krop – i et stimulerende samarbjede med ældre mennesker på plejehjem i Norden. Det er en meget lærerig proces, hvor det for eksempel bliver meget tydeligt at der har stor indvirkning på fremgangsmåden, når demente ældre deltager i projektet.

Flere af de ældre - både medvirkende og beboere har bemærket at det gjorde dem glade at se de unge kroppe bevæge sig. Nu hvor de ikke selv længere kan så meget med kroppen længere.
Flere af de ældre – både medvirkende og beboere har bemærket, at det gør dem glade at se de unge kroppe bevæge sig. Nu hvor de ikke selv længere kan så meget med kroppen længere.

Jeg har lavet alt det skæg, jeg overhovedet kunne. Tove

Når ældre fortæller

I samarbejdet med beboere på plejehjemmene Slottet og Aftensolen er de ældres fortællinger kommet til at spille en central rolle. Jeg holdt meget af som barn og ung at høre mine bedsteforældre fortælle om deres liv. Derfor er det også med en stor nydelse, jeg lytter til de ældre stemmer og erfaringer. Når Tove slår fast at hun fik “tre drenge og den sødeste mand i verden – vi havde det så rart. Jeg har lavet alt det skæg, jeg overhovedet kunne”. Når Solveig fortæller at “musik betyder at man kan ånde. Jeg har fået at vide, at jeg skal spille på ti-strenget harpe, når jeg kommer i himlen.” Hun slutter sin mundharmonika version af salmen “Nærmere Gud, til dig” med konstateringen “det bliver hørt oppe i himlen”. Jeg tror på hende.

Ebba fortæller, at da hun var ung, var der en kvinde med meget tykt hår, som fik det stjålet af tarvelig person, der solgte det videre til parykmager. John insisterer: “Vi er slet ikke gamle. Vi er bare blevet ældre uden på. Inden i er vi stadig som børn.” Det er et rent skattekammer af fortællinger, når man tager sig tid til at lytte. Og det gør performerne. De tager sig tid og de skaber en ramme, hvor vi kan høre alle fortællingerne.

Performerne har udviklet en særlig måde at støtte de ældre medvirkende

Når jeg ser på performerne sammen med de ældre mennesker kan jeg se, at de har udviklet en særlig måde at støtte de ældre medvirkende. Flere af dem er demente, og det betyder, at det kunstneriske hold har kendt dem i 3 uger, mens de hver dag spørger “hvem er du?”. Performerne kommer med støttende ledetråde, der hjælper de ældre med at fortælle om deres liv: “Er der noget med, at du godt kan lide tinsoldater?”, “Hvordan var det nu at du boede sammen med din familie?”, “Og der er en salme, som du godt kan lide?”

Performer Anette Asp Christensen skaber en dans - en kropslig bevægelse, der illustrerer Jørgens fortælling om at rejse ud i verden.
Performer Anette Asp Christensen skaber en dans – en kropslig bevægelse, der illustrerer Jørgens fortælling om at rejse ud i verden. Her synger Jørgen (i den røde ternede skjorte) “Wienerblod”. Samtidigt beroliger performeren Kristina Solveig, der gerne vil spille sin sang nu.

Hvad fanden er det, du laver mand?

Og når der kommer drillende provokationer fra de ældre som f.eks. når Flemming i rullestol spørger danseren foran ham: “Hvad fanden er det, du laver mand?” Danseren Christian From svarer roligt med et glimt i øjet: “Jeg laver en motor”, mens han illustrativt danser videre til Flemmings farverige fortælling om stockcar-løb i hans ungdom.

Holdet ser sådan her ud:

Producent: NextDoor Project

Iscenesættelse, koreografi og performance: Kristina Sørensen Ougaard (FO), Anette Asp Christensen (DK), Christian From(DK), Ingrid Tranum Velásquez (DK)
Medvirkende:
beboere fra plejehjemmene Slottet og Aftensolen i Købehavn.
Kunstnerisk leder: Ingrid Tranum Velásquez (DK)
Komponist: Trondur Bogason (FO)
Scenografi: Icelandic Love Corporation (IS)
Dokumentarist: Engeli Broberg (SE)
Fotograf: Per Morten Abrahamsen (DK)
Blog-redaktør: Karen Toftegaard