Ældre i Diskobugten på Grønland

”Det har overrasket mig, at vores beboere har vist en meget positiv indstilling til noget, som de ikke rigtigt vidste, hvad var. Og at alle danserne var så dygtige til at tage hånd om de ældre. Også det at alle kan være med. Det er lige meget om du sidder i en kørestol eller at din krop knapt kan bevæge sig.”

Elisabeth Lyberth, Alderdomshjems- og hjemmehjælpsleder på Alderdoms hjemmet i Qeqertarsuaq

Alderdomshjemmet i Qeqertarsuaq ligger ved Diskobugten. Foto: Per Morten Abrahamsen
Alderdomshjemmet i Qeqertarsuaq ligger ved Diskobugten. Foto: Per Morten Abrahamsen

Naturen har stor betydning for de ældre i Diskobugten, Grønland

“Naturen har en stor betydning for vores beboere. De er meget glade, når vi tager ud til fjeldet og laver noget mad. Det er noget, man bruger meget heroppe og som de ældre har brugt hele deres liv. Vi tager hen i udkanten af byen med de ældre og laver mad ved fjeldet.
Alle der bor her er meget glade for placeringen, hvor vi kan se ud over havet og isfjelde. Vi kan se folk, der fisker. Mændenes historier er meget fangsthistorier. Kvinderne fortæller også om ture til naturen, hvor de har ligget i telt og har røget fisk. Vi kender jo alle sammen hinanden og ved godt, hvad der er sket i hinandens liv. Nogle ældre kommer selv og beder om at blive skrevet op. Der er stor anerkendelse af plejehjemmets fokus på, at mennesker skal føle sig trygge og hjemme,” fortæller plejehjemmets leder Elisabeth Lyberth.

_MS_2030

_MS_2005

_MA_4884a _MA_6265

Slottets ældre stemmer og kroppe

Plejehjemmet Slottet ligger i De Gamles By i København. Det var det første plejehjem, projektet HAPPY END besøgte i november 2015. Det var her, projektet gjorde sine første erfaringer, inden det var i Reykjavik (marts 2016) og Torshavn (maj 2016). Nu her i september 2016 er projektet tilbage på Slottet. Flemming var med første gang og han er med igen. Han har godt humør, sklerose, sidder i rullestol og har mange minder om dengang, han kørte stock car racing. Vi taler sammen ved kaffebordet efter forestillingen.

Flemming
Flemming på Slottet. Foto: Per Morten Abrahamsen

”Jeg har mit gode humør endnu”
Flemming fortæller om at være med i projektet: ”Det har sgu’ været meget sjovt. Selvom jeg har været meget genert. Jeg har aldrig kunnet rejse mig op og tale for et publikum. Men nu har det jo hjulpet. Det er sgu’ gået meget godt. For de har jo været skide søde at arbejde sammen med. Jeg glemte også at sige noget. Vi skal jo være glade for, at der er nogen mennesker, der gider at tage den uddannelse og som passer på os. På den måde er det jo dejligt at blive gammel. Jeg har det skide godt. Jeg har mit gode humør endnu. Det vil jeg sgu’ ikke af med.”

Flemming har været automekaniker og på et tidspunkt var han med i et projekt, hvor halvkriminelle unge skulle have støtte: ”Jeg har jo selv arbejdet med unge mennesker og jeg har selv fået tilbagemeldinger om at de har været glade og tilfredse med min hjælp og er kommet videre. Det er jo dejligt at få en tilbagemelding om, at der er noget, der er lykkedes. Det varmer sgu’ en.”

”Jeg har fire børn med tre damer”
Så er der mere kaffe og kage,” gentager en klar stemme i baggrunden. Vi fortsætter samtalen ved kaffebordet. ”Jeg har fire børn med tre damer,” siger Flemming med et skælmsk smil. ”Og jeg har ti børnebørn. Så jeg mangler ikke noget.” Hans råd til andre, der skal være en del af HAPPY END projektet er at være ”åben og ærlig – så kan folk selv sortere fra og til. Og så lytte til den musik, man godt kan lide.” Flemming fortsætter: ”Jeg har sgu’ danset mange gange. Jeg har gået meget på diskotek i tidernes morgen, men der er jo mange forskellige former for dans. Jeg har også gået på danseskole, men det var ikke noget, der hang rigtigt fast. Det her [Happy End] er jo mere moderne dans.”

Rita på Slottet.
Rita på Slottet.

”Det er livsbekræftende at danse”
Rita er 93 år. Hun har arbejdet som sekretær for en politifuldmægtig inden hun blev hjemmegående hustru. Hun har et foto, som betyder noget helt særligt for hende. Det er et gulnet foto af Rita som pige i balletkjole. Hun var med på et ballethold i Ringsted. Det betød meget for hende. ”Ballettrinene er jo ikke så graciøse, når man er en gammel slidt kone. Men de bløde bevægelser er der endnu. Det er livsbekræftende, når man kan danse. Der er mange, der siger nej, det er ikke noget for dem og så bliver det ikke til noget.”

Jeg gik kun til dans i nogle få år og så flyttede mine forældre og jeg til en anden by, hvor der ikke var noget ballethold. Det var en epoke for sig. Jeg har ikke danset siden. Men der er nogle ting, man kan huske og så prøver man de der bevægelser igen så meget, som man kan.” Rita har været glad for at mindes og gentage barndommens balletbevægelser i HAPPY END. ”Det har været spændende og godt, at man ikke er alt for stivbenet at se på. Det bliver man jo med årene. Når man er så gammel, så kan man ikke forlange alverden af ens krop. Når bare jeg får noget at støtte mig til, en stok, så kan jeg sagtens klare det.”

Rita som balletpige.
Rita som balletpige.

Når man ser tilbage i tiden, så betyder et foto utroligt meget. Det hjælper hukommelsen og når man ser tingene, så er det som om, man lever tilbage i tiden. Det er det også med alle billeder for en. Hvis de har en betydning for en, så lever man tilbage i den tid.”

”Dans vækker noget inde i en”
Rita synes, det er godt med et projekt som HAPPY END, fordi ”dans vækker noget inde i en. Det er i det hele taget livsbekræftende, når man får inspiration og input. Det kan også være noget, man læser eller hører i fjernsynet. Så længe man kan følge med, betyder det meget for en at være aktiv. Det er jo ikke alle, der kan det. Men det er vigtigt, for så er man en del af nuet. Man lever. Hvis man sætter sig hen, så er det lige som om, livet går forbi en. Det går videre uden at man deltager i det. Man går i stå. Jeg kan gå på mine ben og jeg kan huske en del. Og så kan jeg altså også danse en lille smule. Det betyder utroligt meget, at man kan bevæge sig i hverdagen.” Rita trisser afsted med et gyldent foto af en ung balletpige i rollatorens kurv.

Emma på Slottet.
Emma på Slottet.

”Vi kan stadig bruge vores hænder”
Emma er uddannet psykolog og har været en del af Skt. Joseph Søstrenes Orden. Hun synes, det har været sjovt at være med i HAPPY END. ”Jeg har taget det som en fornøjelse, for jeg kan godt lide, at der sker noget. Det har jo været morsomt.” Hun smiler. ”Ved du hvad, jeg ved jo godt, at jeg er lidt stiv i kroppen, men jeg synes, det er meget sjovt at være med til noget, hvor man bevæger sig lidt og giver et par dansetrin. Og også det at man bare vender sig rundt til hinanden og lader hænderne gå op og ned. Der var flere forskellige måder at vise samhørighed på. Og det, synes jeg, var fikst nok, for der er jo mange af os, der bliver stive kroppen. Men vi kan stadig bruge vores hænder. Det har været et friskt pust i hverdagen. Det er godt for både kroppen og sjælen. Jeg synes, det er sjovt at man kan lave noget sammen med mennesker, man ikke kender. Det åbner nogle nye muligheder for fællesskaber og samhørighed.”

”Samhørighed er noget af det, der giver mig livsenergi”
Hvad betyder samhørighed for dig?” Spørger jeg Emma, der lyser klart op: ”Samhørighed er noget af det, der giver mig livsenergi. Og noget af det, der giver mig tryghed. Jeg ville ikke bryde mig om at leve alene. Derfor er jeg også meget glad for, at jeg har været en del af Søster-fællesskabet [Skt. Joseph Søstrenes Orden]. Det er samtidigt venskab og man søger en målsætning sammen, arbejder på et fælles mål og prøver på at være med til at skabe en vis form for fred i de omgivelser, man befinder sig i. Det har været et meget berigende liv, fordi vi var sammen om tingene med fælles målsætninger om at hjælpe. Og så har jeg rejst jorden rundt og boet seks år i Rom, fordi jeg også har siddet i ledelsen. Alle steder arbejder vi på at komme de svage og de fattige til hjælp. Det, synes jeg, har været meget meningsfuldt. Men nu bliver vi ældre og nu må vi finde det meningsfulde i bønnens side. Vi kan blive ved at bede for hinanden og for dem, der er ude i det pulserende liv, og dem, der har det svært. Bønnen er en stærk kraft. Det har været et liv værd at leve og værd at have det fælles mål at hjælpe.”

Nyd det og prøv at lægge mærke til, hvad det er som gør, at vi kan lave noget sammen. Jeg tror godt, at vi kan lide at optræde,” griner Emma hjerteligt, da jeg spørger om hvilket råd, hun vil give til andre, der skal deltage i HAPPY END. Og så kommer hendes medsøstre fra Skt. Joseph Søstrenes Orden. De vil gerne se hendes lejlighed. De går sammen i et roligt tempo og jeg bilder mig ind, at jeg kan se samhørigheden i den måde, de hensynsfuldt bevæger sig i forhold til hinanden ned af plejehjemmets lange gang.

Publikum: Overraskende at de ældre viste så stor tillid

Da HAPPY END besøgte plejehjemmet Lágargarður i Torshavn var den færøske skuespiller Beinta Clothier blandt publikum. Beinta har oplevet, at det at se de ældre fortælle deres historier gennem performance, har gjort hende rigere. Hun var meget overrasket over, at der kunne komme en så fin fortælling ud af et møde mellem kunstnere og plejehjemsbeboere. Det overraskede hende, at de ældre var så villige til at deltage og udvise stor tillid til performerne i forhold til den korte tid, de havde haft til projektet.

_MG_4949 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Nysgerrighed, mod og stor kunstnerisk sans
Beinta er ikke i tvivl om, at projektets styrke er, at der er blevet lavet et ordentligt forarbejde af performerne. Det skinnede tydeligt igennem, og gav en flot enkelhed til projektet, som kun ordentlig forberedelse kan give. Det finder hun selv meget inspirerende.

”Det at kunne være hjælpere til en historie i et menneskes liv som ingen har hørt før er ufattelig smukt. Det kræver nysgerrighed, mod og stor kunstnerisk sans.”

_MG_5127 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Performerne var gode til at give de ældre tryghed
Derudover bemærkede Beinta også en stor udvikling hos de ældre, som deltog i projektet.

”I starten kunne jeg se, at de var meget nervøse og overraskede over alle de mennesker, der kom og så forestillingen. Men performerne var meget gode til at give dem tryghed. Det var meget tydeligt at se. De blev mere og mere modige. Når de så pludselig havde glemt noget eller sagde noget andet end det der var aftalt, var performerne gode til at gribe det og dem. Meget smukt!”

_MG_5014 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Jeg kunne sagtens have siddet to timer mere
Beinta kan sagtens se, at projektet kan fange folk uden for Norden, fordi der er så mange store fortællinger i projektet. En god fortælling fanger altid folk. HAPPY END giver et værdifuldt indblik i en verden, som man normalt ikke ser, men som mange kunne have interesse i.

”Jeg kunne sagtens have siddet to timer mere – lyttet og set på. Musikken var meget flot, den måde den forvandlede sig fra original melodi over i en mere fremmed og mystisk verden var meget flot.”

Plejehjems erfaringer: Meningsfuld og nærværende proces

Happy End er en kunstnerisk undersøgelse af alderdom og alderdommens kroppe i Norden. Her billeder fra projektets begyndelse på plejehjemmet Slottet i København, november 2015. Foto: Per Morten Abrahamsen
Den kunstnerisk undersøgelse HAPPY END begynder på plejehjemmet Slottet i København, november 2015. Her er en af visningerne for plejehjemmets beboere og pårørende. Foto: Per Morten Abrahamsen

Iben Munnecke og Catlen Gjøl er aktivitetsmedarbejdere på plejehjemmene Slottet og Aftensolen. De har begge haft en meget positiv oplevelse af samarbejdet med NextDoor Project-holdet på HAPPY END. Her deler de deres erfaringer set fra plejehjemmets side.

Deres erfaringer kan samles i 7 råd til andre plejehjem:

  1. Forsøg at være så åben som muligt over for kreative projekter
    Forsøg at være så åben som muligt, sige ja og lad tingene ske på en naturlig måde. ”Det er bare at åbne armene, fordi HAPPY END-ensemblet er meget velfungerende.”
  2. Sæt tid af
    Sæt tid af til at I kan lade projektet folde sig ud. Og sæt tid af til at dialog omkring projektet.
  3. Find ud af hvordan I kan involvere så mange beboere som muligt
    Prøv at finde en måde så projektet kommer så mange beboere til gode som muligt.
  4. Find ud af hvordan I kan involvere personalet i de kreative processer
    Find måder hvor I kan involvere personalet i den kreative proces – f.eks. ved at koncentrere projektet til en bestemt afdeling. Find den måde der passer jeres sted bedst.
  5. Skab direkte kontakt mellem ældre og kreative
    Sørg for at der er direkte kontakt mellem de ældre og de kreative, der laver projektet. På den måde giver det en meget tættere samarbejde og dialog.
  6. Ansæt personale, der forstår de kreative processer
    Ansæt personale der forstår den kreative proces og naturligt kan fungere som brobyggere og oversætter mellem sundhedsbranchen og den kreative verden. Begge aktivitetsmedarbejdere Iben Munnecke og Catlen Gjøl har en kunstnerisk baggrund.
  7. Kommuniker, kommuniker, kommuniker – især internt i organisationen
    Undervurder aldrig behovet for intern kommunikation om et kreativt projekt, hvor samarbejdspartnere rykker ind ude fra. Selvom man tænker, at man har sagt det mange gange og har skrevet mange mails, så skal mennesker med pressede skemaer have det ”at vide 12 gange, inden det trænger igennem alle de andre informationer”.

Meningsfuld og nærværende proces

Catlen Gjøl fra Aftensolen beskriver samarbejdet med holdet bag HAPPY END som ”meget hjerteligt, meget nærværende, som jo er det, der er balsam for sjælen for de ældre. Det var en meningsfuld og nærværende proces. Jeg hæftede mig meget ved det, fordi det er det, det hele handler om – at være tilstede. Og så var det positivt, at de ældre kunne se, at de var med til at skabe kunstværk i deres samarbejde med kunstnerne.”

Solveig spiller salmen "Nærmere, Gud, til dig". Foto: Per Morten Abrahamsen
Solveig spiller salmen “Nærmere, Gud, til dig”. Foto: Per Morten Abrahamsen

Ældre med demens fik stimuleret hjerneaktivitet i processen
Catlen Gjøl har en baggrund som operasanger, så hun kender de kunstneriske processer. Måske er det også derfor, hun genkender og værdsætter den påvirkning en kreativ proces har på mennesker. ”De 4 medvirkende beboere fra Aftensolen har fået en gave for livet. Gaven består i at være en del af en kreativ, skabende proces. Ingen af dem havde prøvet det. Det er en gave, som jeg ikke ved om de husker, fordi de 4 medvirkende fra Aftensolen har en form for demens, men deres hjerneaktivitet blev stimuleret meget i den proces. Det var en meget flot, kreativ og nærværende måde at blive stimuleret på.”

Flere ældre beskrev, hvordan de var glad for, at der blev sat krop på deres personlige fortællinger. Foto: Per Morten Abrahamsen
Flere ældre beskrev, hvordan de var glad for, at der blev sat krop på deres personlige fortællinger. Foto: Per Morten Abrahamsen

Nærvær og personlig kontakt gør en forskel
Iben Munnecke fra Slottet oplevede også samarbejdet godt: ”HAPPY END projektet gav de ældre tryghed ved, at der var nogen hele tiden, som koncentrerede sig om dem og lyttede til dem. Det gav sådan en højskolefornemmelse med de kognitivt friske fra Slottet. Holdets kontinuerlige arbejde med de ældre viste os, at det var nogle ting, de kunne huske. Den personlige kontakt er desværre underprioriteret i plejehjemmets hverdag. Det var vigtigt med nærvær og en personlig kontakt, der handlede om dem – det var ikke pleje.”

 

Man er træt, men man er ikke færdig
Iben fremhæver også at mennesket ikke holder op, bare fordi de er gamle. ”Man vil stadig gerne skabe og vide, hvad der sker i verden – og bidrage med noget selv. Der er stadig en videbegærlighed. Man er træt men man er ikke færdig. Nogle gange vil man selvfølgelig også bare gerne have ro. Holdet håndterede det rigtigt godt, da de indså, at der skulle pauser til. Det var så fint, at de ikke prøvede at presse de ældre. Holdet havde den der fine empatiske fornemmelse, uden at de gav op. De kunne sagtens navigere og tackle rytmerne på plejehjemmet.”

Der er stort nærvær i samarbejdet mellem kunstnere og beboere på plejehjemmet. Det kunstneriske hold følger op på indsatsen og besøger beboerne efterfølgende. Foto: Per Morten Abrahamsen
Der er stort nærvær i samarbejdet mellem kunstnere og beboere på plejehjemmet. Det kunstneriske hold følger op på indsatsen og besøger beboerne efterfølgende. Foto: Per Morten Abrahamsen

God dialog om beboerne og processen
Især når man prøver at lave nye former for samarbejde er det vigtigt med god kommunikation. Og det oplevede både Catlen og Iben. ”Der har været en god dialog om, hvordan det er gået med beboerne og om processen. Den måde holdet talte med beboerne og de oplysninger, de er kommet med om, hvordan beboerne har det og hvilke fortællinger, de indeholder. Det er altid svært at få folk ind ude fra – og det følte jeg slet ikke. Der er måske nogen, der har følt, holdet fyldte for meget. Men HAPPY END-holdet var meget fleksible og flyttede sig bare, hvis der var nogle, der skulle bruge opholdsrummet,” fortæller Iben.

John fortæller bl.a. om hvordan han sombarn lavede tinsoldater og sov i en skuffe i kommoden med sine søskende. Foto: Per Morten Abrahamsen
John fortæller om, hvordan han som barn lavede tinsoldater og sov i en skuffe i kommoden med sine søskende. Foto: Per Morten Abrahamsen

Stort potentiale i kreative samarbejder for plejehjem
Hele personalet på plejehjemmet ser en stor værdi i nærvær, fordi det er akilleshælen i det stadigt mere pressede plejeområde. Men det kreative samarbejde kan være en udfordring, når ikke alle i personalet kan genkende værdien i det kreative arbejde. Helt enkelt fordi de ikke selv har været involveret i kreative processer.

 

”Lidt mere kaos i rutinerne”
Det kan være svært at tackle sådan et samarbejde, hvis man ikke selv er kreativ, fordi det er en forstyrrelse af rutinerne. Der er selvfølgelig også nogen, der gerne ville være med, hvis de havde tid. I en sygehjælpers verden tænker man pleje hele tiden og passer på beboerne på en anden måde,” fortæller Iben Munnecke. ”Min første leder sagde: ”Det er rart, at der også er nogen, der ikke har en sundhedsfaglig baggrund, for så er er nogen, der kan lave lidt mere kaos i rutinerne og det skaber liv.”

 

Brobygning mellem sundhedsbranchen og kreative samarbejdspartnere
Iben og Catlen har begge en kunstnerisk baggrund som henholdsvis billedkunstner og operasanger. De har i praksis fungeret som gode brobyggere mellem sundhedsbranchen og de kreative samarbejdspartnere. ”Hvis jeg skulle lave plejehjem, så ville jeg ansætte nogen, der havde en kreativ vinkel og nogle der var gode til det koordinerende med en god kommunikationsbaggrund samt nogle der er mere filosofiske. Det ville være både en støtte og en udfordring til det sundhedsfaglige personale,” forklarer Iben.

De ældres tilstand bliver forbedret, når de bruger deres kreativitet
Når man bruger sin kreativitet bliver hele ens energiniveau løftet. ”De ældres tilstand bliver forbedret og fra den videnskabelige side ved man, at når man beskæftiger sig med kunst, så dannes der en masse nye synapser (forbindelse mellem to nerveceller, red.). Det er fantastisk terapi for demente, fordi når fornuft og erindring sætter ud, er kroppen nødt til at lukke op for nye hjerneveje. Og så sætter processen endorfiner fri, der giver en følelse af god energi i kroppen og humøret. Hele systemet bliver højnet,” beskriver Catlen.

På tværs af generationer har hele holdet på HAPPY END i København, november 2015, fundet melodien sammen. Foto: Per Morten Abrahamsen
På tværs af generationer har hele holdet på HAPPY END i København, november 2015, fundet melodien sammen. For både de ældre og kunstnerne gør projektet en forskel. Foto: Per Morten Abrahamsen

Hvorfor isolerer vi de ældre på plejehjemmene?
Iben har et atelier på Slottet. Her kan de ældre komme på besøg. Samtidigt er det en god udnyttelse af rummene i den store bygning. Iben kunne også forestille sig, at der kom andre kunstnere i nogle af de andre tomme rum, der ikke rigtigt passer til plejehjemmets indsatser. ”Det kunne være godt med et fælles plejehjem på tværs af generationer, sammen med kunstnere og andre kreative, samt f.eks. en 7Eleven, for der er så mange, der lige mangler et sted at kunne købe en pakke smøger. I det hele taget gøre noget for at komme væk fra den isolationstankegang med plejehjemmene, hvor vi isolerer de ældre fra det omgivende samfund.”