The impact of art and culture on our health and well-being (Helsinki)

Happy End by NextDoor Project in Helsinki. Photo: Per Morten Abrahamsen
Dancing makes you rediscover joy of life. Photo: Per Morten Abrahamsen

Through extensive research in care units with elderly and mentally ill, Hanna-Liisa Liikanen (FIN) in her doctoral dissertation concluded that there are four elements in art and cultural activities that have an impact on a person’s health and well-being. In short:

  1. Art provides artistic sensations and meaningful aesthetic experiences.
  2. People in contact with art usually express a better self-rated health and feel they are leading more satisfactory life.
  3. Artistic activities (like dancing, playing music with others, painting in the group etc.) create communality and social networks, giving friendships and better control over one´s life.
  4. Art makes living and working surroundings more enjoyable and attractive. Art is seen as part of everyone´s life, needs and rights.

 

Hanna-Liisa Liikanen was in the audience when Happy End was performed at the care center Käpyrinne Ry in Helsinki, and said afterwards: [the performance] was a fantastic example of artistic activity implemented by professional dancers (…) It gave the elderly persons an artistic experience but most of all impacted their wellbeing.

"We should remember to see old people without their "old mask". Photo: Per Morten Abrahamsen
“We should remember to see old people without their “old mask”. Photo: Per Morten Abrahamsen

“WE MUST REMEMBER TO SEE OLD PEOPLE WITHOUT THEIR “OLD MASK”
Executive director of Käpyrinne Ry, Päivi Tiittula, is delighted to have had the possibility to give the residents of the care center such an “unforgettable experience” and furthermore notes that it was really healthy for the elderly people to be reminded of the fact, that even though old ages has claimed some of their abilities, there are still lots of things, that they are capable of.

We, who have to care for people, often only see where old people need help, and what kind of care they need. This project showed us that we have to see old people without their “old mask”, we have to see the entire person, and help the elderly people have the courage to believe in themselves and use their abilities.” says Päivi Tiittula. She also notes, that the staff were very proud to take part in the project.

Through art and dance the elderly people were revitalized, and reminded both themselves and their caregivers to focus on the possibilities, and not the obstacles of old age.

CAN ART HELP US ACHIEVE BETTER ATTITUDES TOWARDS AGING?
Through the Happy End Project Hanna-Liisa Liikanens conclusions of her doctoral dissertation has been seen in real life. According to Päivi Tiittula the elderly people cherish the memory of the process and the performance, they felt it reminded them of what they could still do (despite their age), they formed new bonds (even without speaking the same languages as the dancers they worked with), and finally, the project seems to have made the residents more content.

Päivi Tiittula encourages all of us to start drastically changing the way we as a society view eldercare and how we treat elderly people, and says: I hope that projects like this will help change the fact that we tend to look negatively on aging, and bring along lots of alternative methods and ways of thinking regarding eldercare. I hope that we in the future will be able to make it even more possible for elderly people to achieve more for themselves.

We hope so too.

Through art and dance the elderly people were revitalized. Photo: Per Morten Abrahamsen
Through art and dance the elderly people were revitalized. Photo: Per Morten Abrahamsen

Begyndelsen på HAPPY END

Plejehjemsbeboere fra Aftensolen og Slottet
Plejehjemsbeboere fra Aftensolen og Slottet – fra venstre er det Flemming, Tove og Solveig samt kunstnerisk leder Ingrid Tranum Velásquez og yderst til højre sidder John.

HAPPY END er en kunstnerisk undersøgelse af alderdom og kroppe, der ældes. Undersøgelsen begyndte den 2. november i København og fortsætter i Reykjavik og Tórshavn i 2016. En sådan undersøgelse begynder og udføres selvfølgelig hos virkelighedens eksperter i alderdom – ældre på plejehjem.

Iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez har samlet et stærkt team til at finde den bedste måde at gøre det på. Da holdet kommer ind på plejehjemmet SLOTTET bliver det hurtigt klart, at de må gå endnu langsommere frem, end de havde regnet med. Vi valgte derfor hurtigt at lukke billetsalget til forestillinger den 23. – 29. november. Det var en alt for skrøbelig proces at lukke et forventningsfuldt publikum ind i. I stedet er der visninger for pårørende og andre plejehjem i den periode. Til gengæld åbner vi op for publikum i august 2016. Her kommer forestillingen til at fungere sammen med en visning af en dokumentarfilm af dokumentarist Engeli Broberg fra processen og en fotoudstilling med aldrende kroppe af kunstfotograf Per Morten Abrahamsen.

Processen er det vigtigste

Det er processen, som er den vigtigste for at finde den bedste måde at undersøge aldommen og den aldrende krop – i et stimulerende samarbjede med ældre mennesker på plejehjem i Norden. Det er en meget lærerig proces, hvor det for eksempel bliver meget tydeligt at der har stor indvirkning på fremgangsmåden, når demente ældre deltager i projektet.

Flere af de ældre - både medvirkende og beboere har bemærket at det gjorde dem glade at se de unge kroppe bevæge sig. Nu hvor de ikke selv længere kan så meget med kroppen længere.
Flere af de ældre – både medvirkende og beboere har bemærket, at det gør dem glade at se de unge kroppe bevæge sig. Nu hvor de ikke selv længere kan så meget med kroppen længere.

Jeg har lavet alt det skæg, jeg overhovedet kunne. Tove

Når ældre fortæller

I samarbejdet med beboere på plejehjemmene Slottet og Aftensolen er de ældres fortællinger kommet til at spille en central rolle. Jeg holdt meget af som barn og ung at høre mine bedsteforældre fortælle om deres liv. Derfor er det også med en stor nydelse, jeg lytter til de ældre stemmer og erfaringer. Når Tove slår fast at hun fik “tre drenge og den sødeste mand i verden – vi havde det så rart. Jeg har lavet alt det skæg, jeg overhovedet kunne”. Når Solveig fortæller at “musik betyder at man kan ånde. Jeg har fået at vide, at jeg skal spille på ti-strenget harpe, når jeg kommer i himlen.” Hun slutter sin mundharmonika version af salmen “Nærmere Gud, til dig” med konstateringen “det bliver hørt oppe i himlen”. Jeg tror på hende.

Ebba fortæller, at da hun var ung, var der en kvinde med meget tykt hår, som fik det stjålet af tarvelig person, der solgte det videre til parykmager. John insisterer: “Vi er slet ikke gamle. Vi er bare blevet ældre uden på. Inden i er vi stadig som børn.” Det er et rent skattekammer af fortællinger, når man tager sig tid til at lytte. Og det gør performerne. De tager sig tid og de skaber en ramme, hvor vi kan høre alle fortællingerne.

Performerne har udviklet en særlig måde at støtte de ældre medvirkende

Når jeg ser på performerne sammen med de ældre mennesker kan jeg se, at de har udviklet en særlig måde at støtte de ældre medvirkende. Flere af dem er demente, og det betyder, at det kunstneriske hold har kendt dem i 3 uger, mens de hver dag spørger “hvem er du?”. Performerne kommer med støttende ledetråde, der hjælper de ældre med at fortælle om deres liv: “Er der noget med, at du godt kan lide tinsoldater?”, “Hvordan var det nu at du boede sammen med din familie?”, “Og der er en salme, som du godt kan lide?”

Performer Anette Asp Christensen skaber en dans - en kropslig bevægelse, der illustrerer Jørgens fortælling om at rejse ud i verden.
Performer Anette Asp Christensen skaber en dans – en kropslig bevægelse, der illustrerer Jørgens fortælling om at rejse ud i verden. Her synger Jørgen (i den røde ternede skjorte) “Wienerblod”. Samtidigt beroliger performeren Kristina Solveig, der gerne vil spille sin sang nu.

Hvad fanden er det, du laver mand?

Og når der kommer drillende provokationer fra de ældre som f.eks. når Flemming i rullestol spørger danseren foran ham: “Hvad fanden er det, du laver mand?” Danseren Christian From svarer roligt med et glimt i øjet: “Jeg laver en motor”, mens han illustrativt danser videre til Flemmings farverige fortælling om stockcar-løb i hans ungdom.

Holdet ser sådan her ud:

Producent: NextDoor Project

Iscenesættelse, koreografi og performance: Kristina Sørensen Ougaard (FO), Anette Asp Christensen (DK), Christian From(DK), Ingrid Tranum Velásquez (DK)
Medvirkende:
beboere fra plejehjemmene Slottet og Aftensolen i Købehavn.
Kunstnerisk leder: Ingrid Tranum Velásquez (DK)
Komponist: Trondur Bogason (FO)
Scenografi: Icelandic Love Corporation (IS)
Dokumentarist: Engeli Broberg (SE)
Fotograf: Per Morten Abrahamsen (DK)
Blog-redaktør: Karen Toftegaard