The impact of art and culture on our health and well-being (Helsinki)

Happy End by NextDoor Project in Helsinki. Photo: Per Morten Abrahamsen
Dancing makes you rediscover joy of life. Photo: Per Morten Abrahamsen

Through extensive research in care units with elderly and mentally ill, Hanna-Liisa Liikanen (FIN) in her doctoral dissertation concluded that there are four elements in art and cultural activities that have an impact on a person’s health and well-being. In short:

  1. Art provides artistic sensations and meaningful aesthetic experiences.
  2. People in contact with art usually express a better self-rated health and feel they are leading more satisfactory life.
  3. Artistic activities (like dancing, playing music with others, painting in the group etc.) create communality and social networks, giving friendships and better control over one´s life.
  4. Art makes living and working surroundings more enjoyable and attractive. Art is seen as part of everyone´s life, needs and rights.

 

Hanna-Liisa Liikanen was in the audience when Happy End was performed at the care center Käpyrinne Ry in Helsinki, and said afterwards: [the performance] was a fantastic example of artistic activity implemented by professional dancers (…) It gave the elderly persons an artistic experience but most of all impacted their wellbeing.

"We should remember to see old people without their "old mask". Photo: Per Morten Abrahamsen
“We should remember to see old people without their “old mask”. Photo: Per Morten Abrahamsen

“WE MUST REMEMBER TO SEE OLD PEOPLE WITHOUT THEIR “OLD MASK”
Executive director of Käpyrinne Ry, Päivi Tiittula, is delighted to have had the possibility to give the residents of the care center such an “unforgettable experience” and furthermore notes that it was really healthy for the elderly people to be reminded of the fact, that even though old ages has claimed some of their abilities, there are still lots of things, that they are capable of.

We, who have to care for people, often only see where old people need help, and what kind of care they need. This project showed us that we have to see old people without their “old mask”, we have to see the entire person, and help the elderly people have the courage to believe in themselves and use their abilities.” says Päivi Tiittula. She also notes, that the staff were very proud to take part in the project.

Through art and dance the elderly people were revitalized, and reminded both themselves and their caregivers to focus on the possibilities, and not the obstacles of old age.

CAN ART HELP US ACHIEVE BETTER ATTITUDES TOWARDS AGING?
Through the Happy End Project Hanna-Liisa Liikanens conclusions of her doctoral dissertation has been seen in real life. According to Päivi Tiittula the elderly people cherish the memory of the process and the performance, they felt it reminded them of what they could still do (despite their age), they formed new bonds (even without speaking the same languages as the dancers they worked with), and finally, the project seems to have made the residents more content.

Päivi Tiittula encourages all of us to start drastically changing the way we as a society view eldercare and how we treat elderly people, and says: I hope that projects like this will help change the fact that we tend to look negatively on aging, and bring along lots of alternative methods and ways of thinking regarding eldercare. I hope that we in the future will be able to make it even more possible for elderly people to achieve more for themselves.

We hope so too.

Through art and dance the elderly people were revitalized. Photo: Per Morten Abrahamsen
Through art and dance the elderly people were revitalized. Photo: Per Morten Abrahamsen

Publikum: Overraskende at de ældre viste så stor tillid

Da HAPPY END besøgte plejehjemmet Lágargarður i Torshavn var den færøske skuespiller Beinta Clothier blandt publikum. Beinta har oplevet, at det at se de ældre fortælle deres historier gennem performance, har gjort hende rigere. Hun var meget overrasket over, at der kunne komme en så fin fortælling ud af et møde mellem kunstnere og plejehjemsbeboere. Det overraskede hende, at de ældre var så villige til at deltage og udvise stor tillid til performerne i forhold til den korte tid, de havde haft til projektet.

_MG_4949 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Nysgerrighed, mod og stor kunstnerisk sans
Beinta er ikke i tvivl om, at projektets styrke er, at der er blevet lavet et ordentligt forarbejde af performerne. Det skinnede tydeligt igennem, og gav en flot enkelhed til projektet, som kun ordentlig forberedelse kan give. Det finder hun selv meget inspirerende.

”Det at kunne være hjælpere til en historie i et menneskes liv som ingen har hørt før er ufattelig smukt. Det kræver nysgerrighed, mod og stor kunstnerisk sans.”

_MG_5127 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Performerne var gode til at give de ældre tryghed
Derudover bemærkede Beinta også en stor udvikling hos de ældre, som deltog i projektet.

”I starten kunne jeg se, at de var meget nervøse og overraskede over alle de mennesker, der kom og så forestillingen. Men performerne var meget gode til at give dem tryghed. Det var meget tydeligt at se. De blev mere og mere modige. Når de så pludselig havde glemt noget eller sagde noget andet end det der var aftalt, var performerne gode til at gribe det og dem. Meget smukt!”

_MG_5014 copy
HAPPY END på plejehjemmet Lágargarður i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Jeg kunne sagtens have siddet to timer mere
Beinta kan sagtens se, at projektet kan fange folk uden for Norden, fordi der er så mange store fortællinger i projektet. En god fortælling fanger altid folk. HAPPY END giver et værdifuldt indblik i en verden, som man normalt ikke ser, men som mange kunne have interesse i.

”Jeg kunne sagtens have siddet to timer mere – lyttet og set på. Musikken var meget flot, den måde den forvandlede sig fra original melodi over i en mere fremmed og mystisk verden var meget flot.”

Husker kroppen bedre end hukommelsen?

Interview med iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez
I dag er HAPPY END-holdet rejst til Reykjavik, hvor de rykker ind på plejehjemmet Soltún. De næste 14 dage foregår den kunstneriske undersøgelse i Islands hovedstad. Her er der fokus på det fysiske – kroppens fortælling. Den 10. – 12. marts vil der være visninger for offentligheden.

Iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez har på baggrund af erfaringerne i København besluttet at lave forskellige foci på den kunstneriske undersøgelse. ”Jeg vil gerne have mere erfaring med, hvordan dementes hukommelsesudfordring spiller ind på kropshukommelsen? Husker kroppen bedre end hukommelsen? Det skal vi helt klart udforske. I Reykjavik sætter vi fokus på den fysiske ikke-verbale kommunikation og jeg tror måske, vi i Torshavn sætter fokus på demens.”

Iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez (til venstre) taler med beboeren Solveig. Foto: Per Morten Abrahamsen
Iscenesætter og danser Ingrid Tranum Velásquez (til venstre) taler med beboeren Solveig. Foto: Per Morten Abrahamsen

Tiden går langsomt på et plejehjem
Holdet kunne konstatere at tiden går afsindigt hurtig på et plejehjem, fordi tingene foregår i et andet tempo. ”Alle processer og undersøgelser tager tid, hvis ikke man bare skal troppe op som et maskinelt teaterproduktionsapparat.  Det må og skal tage den tid, som de ældres tempo dikterer. Derfor er det vigtigt at skærpe sit fokus i undersøgelsen. På det første sted, plejehjemmet Slottet i København, havde jeg oprindeligt en idé om, at vi skulle nå igennem mange forskellige undersøgelser, men det stod hurtigt klart, at det var meget bedre at grave dybere ind i ét bestemt aspekt af alderdommen, en bestemt fortælling eller tilstand. Vi erfarede også nogle helt konkrete praktiske ting, som f.eks., at det ikke er realistisk med en forestilling hver dag i en uge. De ældre har behov for en hviledag, hver anden dag.”

Hold da kæft hvor går vi glip af meget
I HAPPY END-undersøgelsens første fase på plejehjemmet SLOTTET i København tænkte Ingrid: ”Hold da kæft hvor går vi glip af meget ved ikke at få de ældres erfaring og livsklogskab med. Det er jo lige meget, at der ikke var iPads, dengang de var børn. Alt det eksistentielle er jo fuldstændigt det samme, som det altid har været. I vores samfund skaber vi nogle helt unødvendige skel, hvor vi misser den menneskelige erfaring, som de ældre bærer på.”

Ingrid blev overrasket over, hvor åbne og hurtige de ældre var til at relatere sig til en ret abstrakt måde at arbejde på. ”De var forbløffende åbne over for at arbejde med en kunstnerisk proces, som jo godt, hvis man ikke er vant til det, kan være en ret mærkelig måde at gribe tingene an på. Jeg var imponeret over hvor meget de mødte det med åbenhed, nysgerrighed og humor. Vi var også meget heldige med aktivitetsarbejderne Catlen og Iben. De var gode til at hjælpe og lytte til der, hvor vi var undervejs i hele processen. Måske fordi de netop selv har en kunstnerisk baggrund.”

Det levede liv fylder mere end nuet
I samarbejdet med beboere på plejehjemmene Slottet og Aftensolen lagde Ingrid mærke til, at det levede liv, som kroppen har i sig, fylder meget hos de ældre.
Det har overrasket mig, i hvor høj grad mange af beboerne identificerer sig mere med deres levede liv end det liv, de har nu på plejehjemmet. Det er måske ikke så mærkeligt, for deres levede liv har jo fyldt mere og varet meget længere end det stadie af livet de er i nu. Jeg har jo også et levet liv, men jeg fortæller mest om, hvordan jeg har det nu, ” fortæller Ingrid, der er 34 år.

Ingrid Tranum Velásquez lagde mærke til at de ældre var afklaret med at deres krop havde ændret sig. Foto: Per Morten Abrahamsen
Ingrid Tranum Velásquez lagde mærke til at mange af de ældre var helt afklarede med, at deres krop havde ændret sig. Foto: Per Morten Abrahamsen

”De ældre er jo stadig lige så forskellige, som de har været hele deres liv. Dem der har responderet på projektet er måske også dem, der ville have responderet på projektet for 40 år siden. Man kommer nemt til at antage, at i den alder gider man ikke kaste sig ud i noget nyt. Men måske er de ældre netop meget mindre tilbøjelige til at afskære en mulighed?”
Hvis jeg ikke kan bevæge mig – hvem er jeg så?
”Jeg havde forestillet mig, at smerten ved ikke at kunne det samme mere, ville fylde mere, end det vi oplevede. Personligt synes jeg, det er meget svært at forholde sig til. For hvis jeg ikke kan bevæge mig fysisk længere, hvem er jeg så? Der er noget enormt smukt og stærkt i den afklarethed, vi mødte.

Selvom smerten over tabet af noget man har kunnet, begrænsningen af ens frihed selvfølgelig var tilstede, så var der fra de fleste en afklarethed med det som jeg synes var meget smuk og beundringsværdig. Nu hvor processen er i gang har det skabt vildt mange tanker. F.eks. når Solvej fortæller, at hun skal op i himlen og spille med Kong David. Det er vildt smukt at opleve hendes ro og afklaring, uanset om jeg forstår den eller ej. At møde og mærke den, er stærkt. Jeg tror, vi i vores samfund har så svært ved at forholde os til alderdommen, fordi vi har meget lidt berøring med ældre. De ældre har meget få besøgende, selvom de har pårørende.” Og når man ikke selv er tæt på ældre, så opstår der en masse forestillinger om, hvad alderdom vil sige, og som ikke har så meget bund i virkeligheden. ”Bare efter det første samarbejde er jeg blevet udfordret i rigtig mange af mine forestillinger,” smiler Ingrid med sin sædvanlige ro.

Vi skal vide mere om demens
I projektet på Slottet deltog både demente og ikke-demente plejehjemsbeboere. ”Vi skal helt klart vide mere om demens, og undersøge mere hvad bevægelse kan gøre for demente ,” fortæller Ingrid. ”Det er to vidt forskellige måder at arbejde på, når det gælder demente og ikke-demente. Med dem der er ikke er demente kan vi sagtens opbygge en fortrolig relation. Vi kan snakke videre derfra, hvor vi slap ved sidste samtale osv. Det kan vi ikke på samme måde med demente. Deres præmis er jo, at de hver dag har glemt, hvad det er for et projekt, vi laver sammen.

Men vi fandt ud af, at de demente alligevel hurtigt genkendte os, og blev trygge ved os som mennesker, selvom de ikke erindrede hvad projektet gik ud på, så huskede de at vi havde et projekt sammen. De mærkede, at nogen kendte deres historie, når vi talte med dem og vi genfortalte til dem, hvad vi havde snakket om sidst osv. Det var derfor vigtigt, at forestillingen havde en genkendelig struktur, som man hurtigt kunne gennemskue og føle sig tryg i, også selvom man ikke kan huske, hvilke aftaler, der er lavet eller hvad vi plejede at gøre. Men netop i det der ‘plejer’ ligger et interessant undersøgelsesfelt… For vi oplevede, at når vi havde lavet det samme forløb med dem flere gange, begyndte det at vække en genkendelse hos selv de mest demente og en forventning hos dem om, hvad der skulle ske. Vi skal helt klart undersøge mere, hvad den måde at arbejde på kan gøre for de demente.”

Påvirker demens også kropshukommelsen?
“Demente er helt i nuet. Det er derfor, jeg overvejer at arbejde udelukkende med demente et af de næste steder, for at blive skarpere på det. Det uforudsigelige i samarbejdet med demente kan være en enorm gave, hvis man vil arbejde med improvisation. Det er nogle andre grundprincipper med dem, der ikke er demente. Her er det en rækkefølge og nogle aftaler, som giver tryghed. Med de demente må vi gå med deres flow og sørge for at vi kender det de gerne vil fortælle i forestillingen så godt at vi kan skabe en tydelig ramme for dem at formidle det i. Jeg bliver i alt det her meget nysgerrig på deres bevægelseshukommelse. Går demensen også ind og påvirker kropshukommelsen?”