Plejehjems erfaringer: Meningsfuld og nærværende proces

Happy End er en kunstnerisk undersøgelse af alderdom og alderdommens kroppe i Norden. Her billeder fra projektets begyndelse på plejehjemmet Slottet i København, november 2015. Foto: Per Morten Abrahamsen
Den kunstnerisk undersøgelse HAPPY END begynder på plejehjemmet Slottet i København, november 2015. Her er en af visningerne for plejehjemmets beboere og pårørende. Foto: Per Morten Abrahamsen

Iben Munnecke og Catlen Gjøl er aktivitetsmedarbejdere på plejehjemmene Slottet og Aftensolen. De har begge haft en meget positiv oplevelse af samarbejdet med NextDoor Project-holdet på HAPPY END. Her deler de deres erfaringer set fra plejehjemmets side.

Deres erfaringer kan samles i 7 råd til andre plejehjem:

  1. Forsøg at være så åben som muligt over for kreative projekter
    Forsøg at være så åben som muligt, sige ja og lad tingene ske på en naturlig måde. ”Det er bare at åbne armene, fordi HAPPY END-ensemblet er meget velfungerende.”
  2. Sæt tid af
    Sæt tid af til at I kan lade projektet folde sig ud. Og sæt tid af til at dialog omkring projektet.
  3. Find ud af hvordan I kan involvere så mange beboere som muligt
    Prøv at finde en måde så projektet kommer så mange beboere til gode som muligt.
  4. Find ud af hvordan I kan involvere personalet i de kreative processer
    Find måder hvor I kan involvere personalet i den kreative proces – f.eks. ved at koncentrere projektet til en bestemt afdeling. Find den måde der passer jeres sted bedst.
  5. Skab direkte kontakt mellem ældre og kreative
    Sørg for at der er direkte kontakt mellem de ældre og de kreative, der laver projektet. På den måde giver det en meget tættere samarbejde og dialog.
  6. Ansæt personale, der forstår de kreative processer
    Ansæt personale der forstår den kreative proces og naturligt kan fungere som brobyggere og oversætter mellem sundhedsbranchen og den kreative verden. Begge aktivitetsmedarbejdere Iben Munnecke og Catlen Gjøl har en kunstnerisk baggrund.
  7. Kommuniker, kommuniker, kommuniker – især internt i organisationen
    Undervurder aldrig behovet for intern kommunikation om et kreativt projekt, hvor samarbejdspartnere rykker ind ude fra. Selvom man tænker, at man har sagt det mange gange og har skrevet mange mails, så skal mennesker med pressede skemaer have det ”at vide 12 gange, inden det trænger igennem alle de andre informationer”.

Meningsfuld og nærværende proces

Catlen Gjøl fra Aftensolen beskriver samarbejdet med holdet bag HAPPY END som ”meget hjerteligt, meget nærværende, som jo er det, der er balsam for sjælen for de ældre. Det var en meningsfuld og nærværende proces. Jeg hæftede mig meget ved det, fordi det er det, det hele handler om – at være tilstede. Og så var det positivt, at de ældre kunne se, at de var med til at skabe kunstværk i deres samarbejde med kunstnerne.”

Solveig spiller salmen "Nærmere, Gud, til dig". Foto: Per Morten Abrahamsen
Solveig spiller salmen “Nærmere, Gud, til dig”. Foto: Per Morten Abrahamsen

Ældre med demens fik stimuleret hjerneaktivitet i processen
Catlen Gjøl har en baggrund som operasanger, så hun kender de kunstneriske processer. Måske er det også derfor, hun genkender og værdsætter den påvirkning en kreativ proces har på mennesker. ”De 4 medvirkende beboere fra Aftensolen har fået en gave for livet. Gaven består i at være en del af en kreativ, skabende proces. Ingen af dem havde prøvet det. Det er en gave, som jeg ikke ved om de husker, fordi de 4 medvirkende fra Aftensolen har en form for demens, men deres hjerneaktivitet blev stimuleret meget i den proces. Det var en meget flot, kreativ og nærværende måde at blive stimuleret på.”

Flere ældre beskrev, hvordan de var glad for, at der blev sat krop på deres personlige fortællinger. Foto: Per Morten Abrahamsen
Flere ældre beskrev, hvordan de var glad for, at der blev sat krop på deres personlige fortællinger. Foto: Per Morten Abrahamsen

Nærvær og personlig kontakt gør en forskel
Iben Munnecke fra Slottet oplevede også samarbejdet godt: ”HAPPY END projektet gav de ældre tryghed ved, at der var nogen hele tiden, som koncentrerede sig om dem og lyttede til dem. Det gav sådan en højskolefornemmelse med de kognitivt friske fra Slottet. Holdets kontinuerlige arbejde med de ældre viste os, at det var nogle ting, de kunne huske. Den personlige kontakt er desværre underprioriteret i plejehjemmets hverdag. Det var vigtigt med nærvær og en personlig kontakt, der handlede om dem – det var ikke pleje.”

 

Man er træt, men man er ikke færdig
Iben fremhæver også at mennesket ikke holder op, bare fordi de er gamle. ”Man vil stadig gerne skabe og vide, hvad der sker i verden – og bidrage med noget selv. Der er stadig en videbegærlighed. Man er træt men man er ikke færdig. Nogle gange vil man selvfølgelig også bare gerne have ro. Holdet håndterede det rigtigt godt, da de indså, at der skulle pauser til. Det var så fint, at de ikke prøvede at presse de ældre. Holdet havde den der fine empatiske fornemmelse, uden at de gav op. De kunne sagtens navigere og tackle rytmerne på plejehjemmet.”

Der er stort nærvær i samarbejdet mellem kunstnere og beboere på plejehjemmet. Det kunstneriske hold følger op på indsatsen og besøger beboerne efterfølgende. Foto: Per Morten Abrahamsen
Der er stort nærvær i samarbejdet mellem kunstnere og beboere på plejehjemmet. Det kunstneriske hold følger op på indsatsen og besøger beboerne efterfølgende. Foto: Per Morten Abrahamsen

God dialog om beboerne og processen
Især når man prøver at lave nye former for samarbejde er det vigtigt med god kommunikation. Og det oplevede både Catlen og Iben. ”Der har været en god dialog om, hvordan det er gået med beboerne og om processen. Den måde holdet talte med beboerne og de oplysninger, de er kommet med om, hvordan beboerne har det og hvilke fortællinger, de indeholder. Det er altid svært at få folk ind ude fra – og det følte jeg slet ikke. Der er måske nogen, der har følt, holdet fyldte for meget. Men HAPPY END-holdet var meget fleksible og flyttede sig bare, hvis der var nogle, der skulle bruge opholdsrummet,” fortæller Iben.

John fortæller bl.a. om hvordan han sombarn lavede tinsoldater og sov i en skuffe i kommoden med sine søskende. Foto: Per Morten Abrahamsen
John fortæller om, hvordan han som barn lavede tinsoldater og sov i en skuffe i kommoden med sine søskende. Foto: Per Morten Abrahamsen

Stort potentiale i kreative samarbejder for plejehjem
Hele personalet på plejehjemmet ser en stor værdi i nærvær, fordi det er akilleshælen i det stadigt mere pressede plejeområde. Men det kreative samarbejde kan være en udfordring, når ikke alle i personalet kan genkende værdien i det kreative arbejde. Helt enkelt fordi de ikke selv har været involveret i kreative processer.

 

”Lidt mere kaos i rutinerne”
Det kan være svært at tackle sådan et samarbejde, hvis man ikke selv er kreativ, fordi det er en forstyrrelse af rutinerne. Der er selvfølgelig også nogen, der gerne ville være med, hvis de havde tid. I en sygehjælpers verden tænker man pleje hele tiden og passer på beboerne på en anden måde,” fortæller Iben Munnecke. ”Min første leder sagde: ”Det er rart, at der også er nogen, der ikke har en sundhedsfaglig baggrund, for så er er nogen, der kan lave lidt mere kaos i rutinerne og det skaber liv.”

 

Brobygning mellem sundhedsbranchen og kreative samarbejdspartnere
Iben og Catlen har begge en kunstnerisk baggrund som henholdsvis billedkunstner og operasanger. De har i praksis fungeret som gode brobyggere mellem sundhedsbranchen og de kreative samarbejdspartnere. ”Hvis jeg skulle lave plejehjem, så ville jeg ansætte nogen, der havde en kreativ vinkel og nogle der var gode til det koordinerende med en god kommunikationsbaggrund samt nogle der er mere filosofiske. Det ville være både en støtte og en udfordring til det sundhedsfaglige personale,” forklarer Iben.

De ældres tilstand bliver forbedret, når de bruger deres kreativitet
Når man bruger sin kreativitet bliver hele ens energiniveau løftet. ”De ældres tilstand bliver forbedret og fra den videnskabelige side ved man, at når man beskæftiger sig med kunst, så dannes der en masse nye synapser (forbindelse mellem to nerveceller, red.). Det er fantastisk terapi for demente, fordi når fornuft og erindring sætter ud, er kroppen nødt til at lukke op for nye hjerneveje. Og så sætter processen endorfiner fri, der giver en følelse af god energi i kroppen og humøret. Hele systemet bliver højnet,” beskriver Catlen.

På tværs af generationer har hele holdet på HAPPY END i København, november 2015, fundet melodien sammen. Foto: Per Morten Abrahamsen
På tværs af generationer har hele holdet på HAPPY END i København, november 2015, fundet melodien sammen. For både de ældre og kunstnerne gør projektet en forskel. Foto: Per Morten Abrahamsen

Hvorfor isolerer vi de ældre på plejehjemmene?
Iben har et atelier på Slottet. Her kan de ældre komme på besøg. Samtidigt er det en god udnyttelse af rummene i den store bygning. Iben kunne også forestille sig, at der kom andre kunstnere i nogle af de andre tomme rum, der ikke rigtigt passer til plejehjemmets indsatser. ”Det kunne være godt med et fælles plejehjem på tværs af generationer, sammen med kunstnere og andre kreative, samt f.eks. en 7Eleven, for der er så mange, der lige mangler et sted at kunne købe en pakke smøger. I det hele taget gøre noget for at komme væk fra den isolationstankegang med plejehjemmene, hvor vi isolerer de ældre fra det omgivende samfund.”

Vi er ikke gamle – vi er ældre

Anne Katrine Møller Haase fra Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning var forbi HAPPY END på plejehjemmet SLOTTET. Hun har lavet en kort reportage til Københavns Kommunes intranet. Her er et uddrag af hendes betragtninger:
Anne Katrine Møller Haase fra Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning var forbi HAPPY END på plejehjemmet SLOTTET. Hun har lavet en kort reportage til Københavns Kommunes intranet. Her er et uddrag af hendes betragtninger:

”Vi er ikke gamle – vi er ældre”
De er blevet gamle og flyttet på plejehjem, men har stadig masser at byde på. Det viste beboere fra plejecentrene Aftensol og Slottet, da de var med til at opføre et danseteater på Slottet. De delte historier om rejser, at sove i en kommodeskuffe som barn og køre stockcar som ung.

”Vi er ikke gamle. Vi er blevet ældre. Vi er stadigvæk unge indeni. Men kroppen kan ikke følge med. Det er der, problemet opstår,” lyder det ud gennem højtaleren. Det er John Egelund Hansen, der snakker. Han er beboer på Slottet og med i danseteatret Happy End.

Syv ældre beboere fortæller deres historie

Stuen på fjerde sal på Slottet er indrettet med gamle sofaer og lænestole, og på bordene står kaffe og småkager. Syv ældre beboere sidder i stuen og fortæller på skift deres historie. Nogle er optaget på forhånd, mens andre selv fortæller om deres liv guidet af unge dansere, som stiller spørgsmål, mens de bevæger sig rundt om de ældre og fortæller historierne gennem dans.

Humøret kan de ikke tage fra mig

”Man skiller hele bilen ad, og så bygger man den op med jern ind- og udvendigt,” siger Flemming Martini, som i sine unge dage kørte stockcar. Imens han fortæller, piller danser Christian From dele af Flemming Martinis elektriske kørestol af. Flemming Martini fortæller om et liv, der har budt på stockcarkørsel, men også fem maveoperationer og en sclerosediagnose – alligevel smiler han.

”Humøret kan de ikke tage fra mig,” siger han, inden det bliver den næste beboers tur til at fortælle. Vi hører Tove fortælle om sit sommerhus, Jørgen fortælle om sine mange rejser og John fortæller, at han som lille sov i den nederste kommodeskuffe.

“Det er skægt at fortælle”

Beboerne, som deltog, var glade for at fortælle deres historier. Flere fortsatte efter forestillingen med at fortælle flere historier til dem, der ville høre mere. For Flemming Martini var det også en god oplevelse at få lov til at fortælle.
”Det var sjovt at være med i. Ellers har man jo ikke været med i noget siden skolekomedien. Jeg har det ikke godt med at optræde for folk, men det er skægt at fortælle,” siger han.

Begyndelsen på HAPPY END

Plejehjemsbeboere fra Aftensolen og Slottet
Plejehjemsbeboere fra Aftensolen og Slottet – fra venstre er det Flemming, Tove og Solveig samt kunstnerisk leder Ingrid Tranum Velásquez og yderst til højre sidder John.

HAPPY END er en kunstnerisk undersøgelse af alderdom og kroppe, der ældes. Undersøgelsen begyndte den 2. november i København og fortsætter i Reykjavik og Tórshavn i 2016. En sådan undersøgelse begynder og udføres selvfølgelig hos virkelighedens eksperter i alderdom – ældre på plejehjem.

Iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez har samlet et stærkt team til at finde den bedste måde at gøre det på. Da holdet kommer ind på plejehjemmet SLOTTET bliver det hurtigt klart, at de må gå endnu langsommere frem, end de havde regnet med. Vi valgte derfor hurtigt at lukke billetsalget til forestillinger den 23. – 29. november. Det var en alt for skrøbelig proces at lukke et forventningsfuldt publikum ind i. I stedet er der visninger for pårørende og andre plejehjem i den periode. Til gengæld åbner vi op for publikum i august 2016. Her kommer forestillingen til at fungere sammen med en visning af en dokumentarfilm af dokumentarist Engeli Broberg fra processen og en fotoudstilling med aldrende kroppe af kunstfotograf Per Morten Abrahamsen.

Processen er det vigtigste

Det er processen, som er den vigtigste for at finde den bedste måde at undersøge aldommen og den aldrende krop – i et stimulerende samarbjede med ældre mennesker på plejehjem i Norden. Det er en meget lærerig proces, hvor det for eksempel bliver meget tydeligt at der har stor indvirkning på fremgangsmåden, når demente ældre deltager i projektet.

Flere af de ældre - både medvirkende og beboere har bemærket at det gjorde dem glade at se de unge kroppe bevæge sig. Nu hvor de ikke selv længere kan så meget med kroppen længere.
Flere af de ældre – både medvirkende og beboere har bemærket, at det gør dem glade at se de unge kroppe bevæge sig. Nu hvor de ikke selv længere kan så meget med kroppen længere.

Jeg har lavet alt det skæg, jeg overhovedet kunne. Tove

Når ældre fortæller

I samarbejdet med beboere på plejehjemmene Slottet og Aftensolen er de ældres fortællinger kommet til at spille en central rolle. Jeg holdt meget af som barn og ung at høre mine bedsteforældre fortælle om deres liv. Derfor er det også med en stor nydelse, jeg lytter til de ældre stemmer og erfaringer. Når Tove slår fast at hun fik “tre drenge og den sødeste mand i verden – vi havde det så rart. Jeg har lavet alt det skæg, jeg overhovedet kunne”. Når Solveig fortæller at “musik betyder at man kan ånde. Jeg har fået at vide, at jeg skal spille på ti-strenget harpe, når jeg kommer i himlen.” Hun slutter sin mundharmonika version af salmen “Nærmere Gud, til dig” med konstateringen “det bliver hørt oppe i himlen”. Jeg tror på hende.

Ebba fortæller, at da hun var ung, var der en kvinde med meget tykt hår, som fik det stjålet af tarvelig person, der solgte det videre til parykmager. John insisterer: “Vi er slet ikke gamle. Vi er bare blevet ældre uden på. Inden i er vi stadig som børn.” Det er et rent skattekammer af fortællinger, når man tager sig tid til at lytte. Og det gør performerne. De tager sig tid og de skaber en ramme, hvor vi kan høre alle fortællingerne.

Performerne har udviklet en særlig måde at støtte de ældre medvirkende

Når jeg ser på performerne sammen med de ældre mennesker kan jeg se, at de har udviklet en særlig måde at støtte de ældre medvirkende. Flere af dem er demente, og det betyder, at det kunstneriske hold har kendt dem i 3 uger, mens de hver dag spørger “hvem er du?”. Performerne kommer med støttende ledetråde, der hjælper de ældre med at fortælle om deres liv: “Er der noget med, at du godt kan lide tinsoldater?”, “Hvordan var det nu at du boede sammen med din familie?”, “Og der er en salme, som du godt kan lide?”

Performer Anette Asp Christensen skaber en dans - en kropslig bevægelse, der illustrerer Jørgens fortælling om at rejse ud i verden.
Performer Anette Asp Christensen skaber en dans – en kropslig bevægelse, der illustrerer Jørgens fortælling om at rejse ud i verden. Her synger Jørgen (i den røde ternede skjorte) “Wienerblod”. Samtidigt beroliger performeren Kristina Solveig, der gerne vil spille sin sang nu.

Hvad fanden er det, du laver mand?

Og når der kommer drillende provokationer fra de ældre som f.eks. når Flemming i rullestol spørger danseren foran ham: “Hvad fanden er det, du laver mand?” Danseren Christian From svarer roligt med et glimt i øjet: “Jeg laver en motor”, mens han illustrativt danser videre til Flemmings farverige fortælling om stockcar-løb i hans ungdom.

Holdet ser sådan her ud:

Producent: NextDoor Project

Iscenesættelse, koreografi og performance: Kristina Sørensen Ougaard (FO), Anette Asp Christensen (DK), Christian From(DK), Ingrid Tranum Velásquez (DK)
Medvirkende:
beboere fra plejehjemmene Slottet og Aftensolen i Købehavn.
Kunstnerisk leder: Ingrid Tranum Velásquez (DK)
Komponist: Trondur Bogason (FO)
Scenografi: Icelandic Love Corporation (IS)
Dokumentarist: Engeli Broberg (SE)
Fotograf: Per Morten Abrahamsen (DK)
Blog-redaktør: Karen Toftegaard