Ældre i Diskobugten på Grønland

”Det har overrasket mig, at vores beboere har vist en meget positiv indstilling til noget, som de ikke rigtigt vidste, hvad var. Og at alle danserne var så dygtige til at tage hånd om de ældre. Også det at alle kan være med. Det er lige meget om du sidder i en kørestol eller at din krop knapt kan bevæge sig.”

Elisabeth Lyberth, Alderdomshjems- og hjemmehjælpsleder på Alderdoms hjemmet i Qeqertarsuaq

Alderdomshjemmet i Qeqertarsuaq ligger ved Diskobugten. Foto: Per Morten Abrahamsen
Alderdomshjemmet i Qeqertarsuaq ligger ved Diskobugten. Foto: Per Morten Abrahamsen

Naturen har stor betydning for de ældre i Diskobugten, Grønland

“Naturen har en stor betydning for vores beboere. De er meget glade, når vi tager ud til fjeldet og laver noget mad. Det er noget, man bruger meget heroppe og som de ældre har brugt hele deres liv. Vi tager hen i udkanten af byen med de ældre og laver mad ved fjeldet.
Alle der bor her er meget glade for placeringen, hvor vi kan se ud over havet og isfjelde. Vi kan se folk, der fisker. Mændenes historier er meget fangsthistorier. Kvinderne fortæller også om ture til naturen, hvor de har ligget i telt og har røget fisk. Vi kender jo alle sammen hinanden og ved godt, hvad der er sket i hinandens liv. Nogle ældre kommer selv og beder om at blive skrevet op. Der er stor anerkendelse af plejehjemmets fokus på, at mennesker skal føle sig trygge og hjemme,” fortæller plejehjemmets leder Elisabeth Lyberth.

_MS_2030

_MS_2005

_MA_4884a _MA_6265

TV-stationen NRK kom forbi HAPPY END i Tromsø

Den norske TV-station NRK kom forbi prøverne HAPPY END, da projektet var i Tromsø i forbindelse med Vårscenefestivalen. De talte med de ældre og kunstnerisk leder Ingrid Tranum Velasquez.

HappyEnd_NRK
NRK interviewede ældre og kunstnerisk leder Ingrid Tranum Velasquez om HAPPY END i Tromsø. Klik på billede og se indslaget.

– Vi er jo litt stive, men de prøver å få det til og hjelper oss. Vi får jo vist at vi teller med. Selv om vi er gamle, så er vi her. Det vil jeg ha frem, sier Pauline Dahl.

Arne Pettersen er en annen av sprekingene som deltar i det nye kunstprosjektet.

– Det er sosialt, så får man jo litt bevegelsestrening, skryter han.

[Kunstnerisk leder] Ingrid Tranum Velásques mener de eldre har mange viktige historier å fortelle.

– Fordi de har levd så lenge som de har. På Island var de veldig opptatte av naturen, fordi den betød så mye for deres måte å leve på. I Finland handlet det mer om det sosiale i å danse. Her har vi bare vært i to dager, så vi vet mer om litt, sier hun.

Se hele artiklen her

Dancing is to be alive [Helsinki]

Happy End i Helsinki. Foto: Per Morten Abrahamsen
Hands touching while dancing at the carecenter Käpyrinne Ry in Helsinki. Photo: Per Morten Abranhamsen

We’re getting older than ever before. And often the old age is described by all the abilities that we loose. However the project Happy End reframes old age and insists on asking “What kind of freedom does old age bring you?” This approach compels both elderly people, and the families and caregivers to look at what makes life worth living, and to focus on the advantages of old age.

After participating in the Happy End project at their home, the carecenter Käpyrinne Ry in Helsinki, the residents still talk fondly about the experience.

Happy End by NextDoorProject in Helsinki
All the participants at the carecenter Käpyrinne Ry in Helsinki. Photo: Per Morten Abrahamsen

To do something new and at the same time familiar

Aino, an elderly woman who participated in the project, mentioned that she always liked dancing, but that this type of dancing was “different – modern and fun“. And her fellow residents agreed strongly that “to be part of this project means to be alive. To do something new and at the same time familiar.

Even though the performers  did not speak Finnish as the residents of Käpyrinne Ry, somehow they made the communication work. They figured out how to understand and get to know each other through signs and body language – and dancing, not least.

Happy End by NextDoor Project in Helsinki. Photo: Per Morten Abrahamsen
Dance can make you feel like flying. Photo: Per Morten Abrahamsen

It is never too late to learn something new

It has become an important memory for the elderly people to be part of this project. To work with “lovely and friendly people”, and to experience the process becoming an actual performance – more of the residents thought that to be “quite magical”. “It was fun to realize that it is never too late to learn something new,” Aino says.

Happy End has managed to meet the residents of Käpyrinne Ry and other carecenters with at curiosity, love and devotion, that has allowed them to use dancing to express themselves and to rediscover life.

If nobody asks you to dance, will you sit there silently, or will you dance on your own? Hopefully after being asked, the elderly people involved in this project will have remembered, rediscovered or learned anew how much life dancing brings, and maybe they will even start dancing on their own.

At the very least they now have the physical memory of the challenging and exciting process, and the knowledge that they accomplished something magical.

Den danske avis Information anmelder “Happy End”

Anne Middelboe Christensen fra Information har kun rosende ord om projektet “Happy End”. Hun ligger især vægt på, hvordan de gamle performere udtrykker deres glæde ved livet gennem dansen, og hvordan netop dansen er i centrum i stykket. At de formår at få en kunstnerisk gnist, samtidig med at deres bevægelser og historier indgår i noget større.

_MX_4818 copy
Happy End på plejehjem i Torshavn. Foto: Per Morten Abrahamsen

Uddrag fra artiklen:

“Hun er klædt i en diskret, hvid kedeldragt, omtrent som en slags ’livsglædehåndværker’, og han sidder i sit bløde kørestolstøj, som om han var på vej til træning. Men snart danser de, som om de var et ligeværdigt par – og som om de var klædt i det vildeste festtøj. Kvinden lægger drilsk Jørgens hånd på sit ene knæ, og han tager opfordringen op og skubber med sin hånd til knæet af al kraft. Kvinden snurrer vildt rundt i elegante piruetter, inden hun søger ind mod ham igen. Jørgens anden arm ligger slapt ned langs siden på ham. Men det gør ingenting. For det er hans samlede krop og personlighed, der danser denne tango med hende. De to sammen.”

“Det er Ingrid Tranum Velásquez, der står bag Happy End. Som koreograf vil hun undersøge, hvordan ældre mennesker kan udtrykke sig gennem kroppen, og hvad kroppe husker efter et langt liv – også hos mennesker, der har tabt dele af deres erindring eller sprog på grund af sygdom. Projektet handler altså ikke om gymnastik eller funktionalitet. Det handler om dans. Netop dansetrangen er det overbevisende ved projektet. Og fordi de ældre indgår i koreografi en sammen med professionelle dansere, skabes der et kunstnerisk udtryk, der langt overgår de mekaniske bevægelser”

avisudklip-happy-end-information

“De ældre indleder forestillingen ved at sidde i en lille cirkel sammen med danserne. Her danser de synkront med armene – en sart og udtryksfuld dans med krogede hænder og slidte håndled. Komponisten Trondur Bogason sidder selv i en plyssofa og afvikler sin stemningsfyldte musik, der spænder fra underskøn korsang til popstrejf og blide akkorder”

“Forestillingen slutter med samme armkoreografi som indledningsscenen. Men de ældre har nu en anden rankhed over sig – som om deres kroppe har fået genvakt en erindring. De tager stolte imod applaus. Disse plejehjemsbeboere har ikke været til ergoterapi. De har været til dans. Og Happy End har tydeligvis tændt deres kunstneriske gnist, så deres bevægelser er blevet til noget større. Tak for dansen.”

 

Hvis du abonnerer på Information kan du læse hele artiklen på information.dk.

 

Fotografiet: En lille sprække ind til et menneske

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Fotograf Per Morten Abrahamsen har set de ældre kroppe i Happy End gennem kameralinsen. Han følger projektet rundt i Norden og har en anerkendt baggrund som både kunst- og kommerciel fotograf. Når han går i gang med sin fotografiske undersøgelse af et menneske eller en situation, så leder han altid efter historier, der vækker en genklang i ham selv. Noget, som rører noget i hans egen historie. ”Det er kun en lille sprække ind til et menneske, som jeg finder med fotografiet.”

Kunstfotograf Per Morten Abrahamsen følger og fotograferer HAPPY END. Foto: per Morten Abrahamsen
Kunstfotograf Per Morten Abrahamsen følger og fotograferer HAPPY END. Foto: per Morten Abrahamsen

Overrasket over hvilken forskel HAPPY END gør

”There is a crack in everything. That’s where the light comes in,” synger Leonard Cohen. Og Per Morten Abrahamsen formår at fange den sprække af livsgnist, som HAPPY END projektet vækker hos de ældre mennesker. ”Jeg er mest overrasket over, at jeg blev meget rørt over at se den forandring, der skete med de ældre mennesker under forestillingen. Jeg plejer ikke at være sentimental. Først tænkte jeg, at projektet måske var lidt meningsløst. Men da jeg så hvilken forskel HAPPY END gjorde, at det både bragte livsgnisten frem i de ældre og inspirerede personalet, så kunne jeg se projektets betydning. I forestillingerne så jeg en inderlighed og en enorm glæde ved det fysiske nærvær og empatien med de ældre var altafgørende. Den der følelse af, at nogle andre stadig glæder sig over en, er betydningsfuld”.

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Man kan se folks karakter i deres krop

Som fotograf ser Per Morten Abrahamsen kroppen som det udvidede ansigt. ”Man kan se meget i folks karakter ved at se på deres krop. Hvordan de bevæger sig, deres holdning. Det er lige gyldigt om man er ung eller gammel. Det er nærmest banalt at sige, at man ser et liv, når man ser en aldrende krop. Men man kan se et strejf af, hvem de har været og reelt set stadigvæk er – bare på et meget lavere blus. Hvis man ikke bliver stimuleret mentalt og kropsligt forfalder man.” Som pårørende er det trist at besøge sine nære på et plejehjem. Man skal over en tærskel, hvor man accepterer den der duft af forfald – nogle der skal dø.

Ikke plads til dem der er langsomme og eftertænksomme

Mange ældre har et ekstremt mindreværd, selv om de har været helt store. Fordi vores kultur ikke har plads til dem, der er langsomme og eftertænksomme. Reelt set burde alle generationer i vores samfund blandes meget mere. Hvorfor bygger man ikke boliger til de mange forskellige behov, der er. F.eks. her på Islands Brygge (hvor Per Morten Abrahamsen har fotostudie, red.) bliver alt bygget til familier med to børn. Hvorfor ikke lave nogle ældre kollektiver omkring boligblokke?” foreslår Per Morten Abrahamsen. Der var ikke stor forskel på at blive ældre i de nordiske byer – København, Reykjavik og Torshavn. ”Måske var der lidt mere nærhedsfølelse i Torshavn,” reflekterer Per Morten Abrahamsen. ”I det lille samfund kendte alle hinanden fra tidligere. I København har beboerne ikke en relation med hinanden fra tidligere. Efter hele vores liv selv at have bestemt hvilke relationer, vi ville dyrke, så får man pludselig et tæt fællesskab med mennesker, man måske ikke har andet tilfælles med, end at man er blevet ældre og har brug for hjælp.”

Fotoudstilling

Du kan se Per Morten Abrahamsens HAPPY END fotos på fotoudstilling i København i forbindelse med HAPPY END forestillingerne den 22. – 25. september på Slottet, Agnes Henningsens vej 7 – De Gamles By i København. Udstillingen skal også rundt i de nordiske lande, hvor projektet har været og tager hen næste år.

Livsgnisten sidder i kroppen

København 4

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Livsgnist på et dybere kropsligt plan
Plejehjemmet Sóltún i Reykjavik er det første af sin slags på Island – ”a Private Public Initiative” i den islandske sundhedssektor. De har det nyeste udstyr og en filosofi om at nære de ældres livsgnist. Denne filosofi gav de allerbedste rammer for, at HAPPY END virkelig kunne folde sig ud. For dette projekts helt særlige styrke er, at det nærer og styrker de ældre mennesker i et rum af anelse, erindring og nærvær.

Vi kunne også kalde det ”empowerment af ældre”, men det mangler den poetiske storhed og kraft, der rent faktisk ligger i projektet. Det beskriver ikke rigtigt den livsgnist på et dybere kropsligt plan, som HAPPY END vækker hos de mennesker, der deltager og oplever det.

 

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Den kropslige hukommelse er stærkere end den kognitive
På Sóltún deltog 5 ældre mennesker i HAPPY END. Fire af dem er demente, og kunne ikke huske hvad de var med i. Men de kunne huske bevægelserne, som de havde aftalt med danserne. Dermed blev den sammenhæng tydelig, som Ingrid Tranum Velásquez havde anet forinden. At den kropslige hukommelse var stærkere end den kognitive.

Læs interview med Ingrid Tranum Velásquez: HUSKER KROPPEN BEDRE END DEN KOGNITIVE HUKOMMELSE?”

Den femte person, Áslaug var meget åndsfrisk. Hun beskriver her, hvordan hun netop følte livsgnist ved at være med i projektet.

 

HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Soltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
HAPPY END på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

Kropslig erindring og et helt basalt fysisk nærvær
Projektets kunstnere arbejder med kropslig erindring og et helt basalt fysisk nærvær, som vi ofte underkender i vores samfund. Selvom vi taler om ”varme hænder” i plejesektoren, så ved vi godt, at hænderne oftest ikke har tid til at være varme. Hvorfor ikke netop sætte menneskers livsgnist i fokus, som de gør på Sóltún?

Læs interview med Sóltúns leder Anna Birna Jensdottir

Husker kroppen bedre end hukommelsen?

Interview med iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez
I dag er HAPPY END-holdet rejst til Reykjavik, hvor de rykker ind på plejehjemmet Soltún. De næste 14 dage foregår den kunstneriske undersøgelse i Islands hovedstad. Her er der fokus på det fysiske – kroppens fortælling. Den 10. – 12. marts vil der være visninger for offentligheden.

Iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez har på baggrund af erfaringerne i København besluttet at lave forskellige foci på den kunstneriske undersøgelse. ”Jeg vil gerne have mere erfaring med, hvordan dementes hukommelsesudfordring spiller ind på kropshukommelsen? Husker kroppen bedre end hukommelsen? Det skal vi helt klart udforske. I Reykjavik sætter vi fokus på den fysiske ikke-verbale kommunikation og jeg tror måske, vi i Torshavn sætter fokus på demens.”

Iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez (til venstre) taler med beboeren Solveig. Foto: Per Morten Abrahamsen
Iscenesætter og danser Ingrid Tranum Velásquez (til venstre) taler med beboeren Solveig. Foto: Per Morten Abrahamsen

Tiden går langsomt på et plejehjem
Holdet kunne konstatere at tiden går afsindigt hurtig på et plejehjem, fordi tingene foregår i et andet tempo. ”Alle processer og undersøgelser tager tid, hvis ikke man bare skal troppe op som et maskinelt teaterproduktionsapparat.  Det må og skal tage den tid, som de ældres tempo dikterer. Derfor er det vigtigt at skærpe sit fokus i undersøgelsen. På det første sted, plejehjemmet Slottet i København, havde jeg oprindeligt en idé om, at vi skulle nå igennem mange forskellige undersøgelser, men det stod hurtigt klart, at det var meget bedre at grave dybere ind i ét bestemt aspekt af alderdommen, en bestemt fortælling eller tilstand. Vi erfarede også nogle helt konkrete praktiske ting, som f.eks., at det ikke er realistisk med en forestilling hver dag i en uge. De ældre har behov for en hviledag, hver anden dag.”

Hold da kæft hvor går vi glip af meget
I HAPPY END-undersøgelsens første fase på plejehjemmet SLOTTET i København tænkte Ingrid: ”Hold da kæft hvor går vi glip af meget ved ikke at få de ældres erfaring og livsklogskab med. Det er jo lige meget, at der ikke var iPads, dengang de var børn. Alt det eksistentielle er jo fuldstændigt det samme, som det altid har været. I vores samfund skaber vi nogle helt unødvendige skel, hvor vi misser den menneskelige erfaring, som de ældre bærer på.”

Ingrid blev overrasket over, hvor åbne og hurtige de ældre var til at relatere sig til en ret abstrakt måde at arbejde på. ”De var forbløffende åbne over for at arbejde med en kunstnerisk proces, som jo godt, hvis man ikke er vant til det, kan være en ret mærkelig måde at gribe tingene an på. Jeg var imponeret over hvor meget de mødte det med åbenhed, nysgerrighed og humor. Vi var også meget heldige med aktivitetsarbejderne Catlen og Iben. De var gode til at hjælpe og lytte til der, hvor vi var undervejs i hele processen. Måske fordi de netop selv har en kunstnerisk baggrund.”

Det levede liv fylder mere end nuet
I samarbejdet med beboere på plejehjemmene Slottet og Aftensolen lagde Ingrid mærke til, at det levede liv, som kroppen har i sig, fylder meget hos de ældre.
Det har overrasket mig, i hvor høj grad mange af beboerne identificerer sig mere med deres levede liv end det liv, de har nu på plejehjemmet. Det er måske ikke så mærkeligt, for deres levede liv har jo fyldt mere og varet meget længere end det stadie af livet de er i nu. Jeg har jo også et levet liv, men jeg fortæller mest om, hvordan jeg har det nu, ” fortæller Ingrid, der er 34 år.

Ingrid Tranum Velásquez lagde mærke til at de ældre var afklaret med at deres krop havde ændret sig. Foto: Per Morten Abrahamsen
Ingrid Tranum Velásquez lagde mærke til at mange af de ældre var helt afklarede med, at deres krop havde ændret sig. Foto: Per Morten Abrahamsen

”De ældre er jo stadig lige så forskellige, som de har været hele deres liv. Dem der har responderet på projektet er måske også dem, der ville have responderet på projektet for 40 år siden. Man kommer nemt til at antage, at i den alder gider man ikke kaste sig ud i noget nyt. Men måske er de ældre netop meget mindre tilbøjelige til at afskære en mulighed?”
Hvis jeg ikke kan bevæge mig – hvem er jeg så?
”Jeg havde forestillet mig, at smerten ved ikke at kunne det samme mere, ville fylde mere, end det vi oplevede. Personligt synes jeg, det er meget svært at forholde sig til. For hvis jeg ikke kan bevæge mig fysisk længere, hvem er jeg så? Der er noget enormt smukt og stærkt i den afklarethed, vi mødte.

Selvom smerten over tabet af noget man har kunnet, begrænsningen af ens frihed selvfølgelig var tilstede, så var der fra de fleste en afklarethed med det som jeg synes var meget smuk og beundringsværdig. Nu hvor processen er i gang har det skabt vildt mange tanker. F.eks. når Solvej fortæller, at hun skal op i himlen og spille med Kong David. Det er vildt smukt at opleve hendes ro og afklaring, uanset om jeg forstår den eller ej. At møde og mærke den, er stærkt. Jeg tror, vi i vores samfund har så svært ved at forholde os til alderdommen, fordi vi har meget lidt berøring med ældre. De ældre har meget få besøgende, selvom de har pårørende.” Og når man ikke selv er tæt på ældre, så opstår der en masse forestillinger om, hvad alderdom vil sige, og som ikke har så meget bund i virkeligheden. ”Bare efter det første samarbejde er jeg blevet udfordret i rigtig mange af mine forestillinger,” smiler Ingrid med sin sædvanlige ro.

Vi skal vide mere om demens
I projektet på Slottet deltog både demente og ikke-demente plejehjemsbeboere. ”Vi skal helt klart vide mere om demens, og undersøge mere hvad bevægelse kan gøre for demente ,” fortæller Ingrid. ”Det er to vidt forskellige måder at arbejde på, når det gælder demente og ikke-demente. Med dem der er ikke er demente kan vi sagtens opbygge en fortrolig relation. Vi kan snakke videre derfra, hvor vi slap ved sidste samtale osv. Det kan vi ikke på samme måde med demente. Deres præmis er jo, at de hver dag har glemt, hvad det er for et projekt, vi laver sammen.

Men vi fandt ud af, at de demente alligevel hurtigt genkendte os, og blev trygge ved os som mennesker, selvom de ikke erindrede hvad projektet gik ud på, så huskede de at vi havde et projekt sammen. De mærkede, at nogen kendte deres historie, når vi talte med dem og vi genfortalte til dem, hvad vi havde snakket om sidst osv. Det var derfor vigtigt, at forestillingen havde en genkendelig struktur, som man hurtigt kunne gennemskue og føle sig tryg i, også selvom man ikke kan huske, hvilke aftaler, der er lavet eller hvad vi plejede at gøre. Men netop i det der ‘plejer’ ligger et interessant undersøgelsesfelt… For vi oplevede, at når vi havde lavet det samme forløb med dem flere gange, begyndte det at vække en genkendelse hos selv de mest demente og en forventning hos dem om, hvad der skulle ske. Vi skal helt klart undersøge mere, hvad den måde at arbejde på kan gøre for de demente.”

Påvirker demens også kropshukommelsen?
“Demente er helt i nuet. Det er derfor, jeg overvejer at arbejde udelukkende med demente et af de næste steder, for at blive skarpere på det. Det uforudsigelige i samarbejdet med demente kan være en enorm gave, hvis man vil arbejde med improvisation. Det er nogle andre grundprincipper med dem, der ikke er demente. Her er det en rækkefølge og nogle aftaler, som giver tryghed. Med de demente må vi gå med deres flow og sørge for at vi kender det de gerne vil fortælle i forestillingen så godt at vi kan skabe en tydelig ramme for dem at formidle det i. Jeg bliver i alt det her meget nysgerrig på deres bevægelseshukommelse. Går demensen også ind og påvirker kropshukommelsen?”

 

Plejehjems erfaringer: Meningsfuld og nærværende proces

Happy End er en kunstnerisk undersøgelse af alderdom og alderdommens kroppe i Norden. Her billeder fra projektets begyndelse på plejehjemmet Slottet i København, november 2015. Foto: Per Morten Abrahamsen
Den kunstnerisk undersøgelse HAPPY END begynder på plejehjemmet Slottet i København, november 2015. Her er en af visningerne for plejehjemmets beboere og pårørende. Foto: Per Morten Abrahamsen

Iben Munnecke og Catlen Gjøl er aktivitetsmedarbejdere på plejehjemmene Slottet og Aftensolen. De har begge haft en meget positiv oplevelse af samarbejdet med NextDoor Project-holdet på HAPPY END. Her deler de deres erfaringer set fra plejehjemmets side.

Deres erfaringer kan samles i 7 råd til andre plejehjem:

  1. Forsøg at være så åben som muligt over for kreative projekter
    Forsøg at være så åben som muligt, sige ja og lad tingene ske på en naturlig måde. ”Det er bare at åbne armene, fordi HAPPY END-ensemblet er meget velfungerende.”
  2. Sæt tid af
    Sæt tid af til at I kan lade projektet folde sig ud. Og sæt tid af til at dialog omkring projektet.
  3. Find ud af hvordan I kan involvere så mange beboere som muligt
    Prøv at finde en måde så projektet kommer så mange beboere til gode som muligt.
  4. Find ud af hvordan I kan involvere personalet i de kreative processer
    Find måder hvor I kan involvere personalet i den kreative proces – f.eks. ved at koncentrere projektet til en bestemt afdeling. Find den måde der passer jeres sted bedst.
  5. Skab direkte kontakt mellem ældre og kreative
    Sørg for at der er direkte kontakt mellem de ældre og de kreative, der laver projektet. På den måde giver det en meget tættere samarbejde og dialog.
  6. Ansæt personale, der forstår de kreative processer
    Ansæt personale der forstår den kreative proces og naturligt kan fungere som brobyggere og oversætter mellem sundhedsbranchen og den kreative verden. Begge aktivitetsmedarbejdere Iben Munnecke og Catlen Gjøl har en kunstnerisk baggrund.
  7. Kommuniker, kommuniker, kommuniker – især internt i organisationen
    Undervurder aldrig behovet for intern kommunikation om et kreativt projekt, hvor samarbejdspartnere rykker ind ude fra. Selvom man tænker, at man har sagt det mange gange og har skrevet mange mails, så skal mennesker med pressede skemaer have det ”at vide 12 gange, inden det trænger igennem alle de andre informationer”.

Meningsfuld og nærværende proces

Catlen Gjøl fra Aftensolen beskriver samarbejdet med holdet bag HAPPY END som ”meget hjerteligt, meget nærværende, som jo er det, der er balsam for sjælen for de ældre. Det var en meningsfuld og nærværende proces. Jeg hæftede mig meget ved det, fordi det er det, det hele handler om – at være tilstede. Og så var det positivt, at de ældre kunne se, at de var med til at skabe kunstværk i deres samarbejde med kunstnerne.”

Solveig spiller salmen "Nærmere, Gud, til dig". Foto: Per Morten Abrahamsen
Solveig spiller salmen “Nærmere, Gud, til dig”. Foto: Per Morten Abrahamsen

Ældre med demens fik stimuleret hjerneaktivitet i processen
Catlen Gjøl har en baggrund som operasanger, så hun kender de kunstneriske processer. Måske er det også derfor, hun genkender og værdsætter den påvirkning en kreativ proces har på mennesker. ”De 4 medvirkende beboere fra Aftensolen har fået en gave for livet. Gaven består i at være en del af en kreativ, skabende proces. Ingen af dem havde prøvet det. Det er en gave, som jeg ikke ved om de husker, fordi de 4 medvirkende fra Aftensolen har en form for demens, men deres hjerneaktivitet blev stimuleret meget i den proces. Det var en meget flot, kreativ og nærværende måde at blive stimuleret på.”

Flere ældre beskrev, hvordan de var glad for, at der blev sat krop på deres personlige fortællinger. Foto: Per Morten Abrahamsen
Flere ældre beskrev, hvordan de var glad for, at der blev sat krop på deres personlige fortællinger. Foto: Per Morten Abrahamsen

Nærvær og personlig kontakt gør en forskel
Iben Munnecke fra Slottet oplevede også samarbejdet godt: ”HAPPY END projektet gav de ældre tryghed ved, at der var nogen hele tiden, som koncentrerede sig om dem og lyttede til dem. Det gav sådan en højskolefornemmelse med de kognitivt friske fra Slottet. Holdets kontinuerlige arbejde med de ældre viste os, at det var nogle ting, de kunne huske. Den personlige kontakt er desværre underprioriteret i plejehjemmets hverdag. Det var vigtigt med nærvær og en personlig kontakt, der handlede om dem – det var ikke pleje.”

 

Man er træt, men man er ikke færdig
Iben fremhæver også at mennesket ikke holder op, bare fordi de er gamle. ”Man vil stadig gerne skabe og vide, hvad der sker i verden – og bidrage med noget selv. Der er stadig en videbegærlighed. Man er træt men man er ikke færdig. Nogle gange vil man selvfølgelig også bare gerne have ro. Holdet håndterede det rigtigt godt, da de indså, at der skulle pauser til. Det var så fint, at de ikke prøvede at presse de ældre. Holdet havde den der fine empatiske fornemmelse, uden at de gav op. De kunne sagtens navigere og tackle rytmerne på plejehjemmet.”

Der er stort nærvær i samarbejdet mellem kunstnere og beboere på plejehjemmet. Det kunstneriske hold følger op på indsatsen og besøger beboerne efterfølgende. Foto: Per Morten Abrahamsen
Der er stort nærvær i samarbejdet mellem kunstnere og beboere på plejehjemmet. Det kunstneriske hold følger op på indsatsen og besøger beboerne efterfølgende. Foto: Per Morten Abrahamsen

God dialog om beboerne og processen
Især når man prøver at lave nye former for samarbejde er det vigtigt med god kommunikation. Og det oplevede både Catlen og Iben. ”Der har været en god dialog om, hvordan det er gået med beboerne og om processen. Den måde holdet talte med beboerne og de oplysninger, de er kommet med om, hvordan beboerne har det og hvilke fortællinger, de indeholder. Det er altid svært at få folk ind ude fra – og det følte jeg slet ikke. Der er måske nogen, der har følt, holdet fyldte for meget. Men HAPPY END-holdet var meget fleksible og flyttede sig bare, hvis der var nogle, der skulle bruge opholdsrummet,” fortæller Iben.

John fortæller bl.a. om hvordan han sombarn lavede tinsoldater og sov i en skuffe i kommoden med sine søskende. Foto: Per Morten Abrahamsen
John fortæller om, hvordan han som barn lavede tinsoldater og sov i en skuffe i kommoden med sine søskende. Foto: Per Morten Abrahamsen

Stort potentiale i kreative samarbejder for plejehjem
Hele personalet på plejehjemmet ser en stor værdi i nærvær, fordi det er akilleshælen i det stadigt mere pressede plejeområde. Men det kreative samarbejde kan være en udfordring, når ikke alle i personalet kan genkende værdien i det kreative arbejde. Helt enkelt fordi de ikke selv har været involveret i kreative processer.

 

”Lidt mere kaos i rutinerne”
Det kan være svært at tackle sådan et samarbejde, hvis man ikke selv er kreativ, fordi det er en forstyrrelse af rutinerne. Der er selvfølgelig også nogen, der gerne ville være med, hvis de havde tid. I en sygehjælpers verden tænker man pleje hele tiden og passer på beboerne på en anden måde,” fortæller Iben Munnecke. ”Min første leder sagde: ”Det er rart, at der også er nogen, der ikke har en sundhedsfaglig baggrund, for så er er nogen, der kan lave lidt mere kaos i rutinerne og det skaber liv.”

 

Brobygning mellem sundhedsbranchen og kreative samarbejdspartnere
Iben og Catlen har begge en kunstnerisk baggrund som henholdsvis billedkunstner og operasanger. De har i praksis fungeret som gode brobyggere mellem sundhedsbranchen og de kreative samarbejdspartnere. ”Hvis jeg skulle lave plejehjem, så ville jeg ansætte nogen, der havde en kreativ vinkel og nogle der var gode til det koordinerende med en god kommunikationsbaggrund samt nogle der er mere filosofiske. Det ville være både en støtte og en udfordring til det sundhedsfaglige personale,” forklarer Iben.

De ældres tilstand bliver forbedret, når de bruger deres kreativitet
Når man bruger sin kreativitet bliver hele ens energiniveau løftet. ”De ældres tilstand bliver forbedret og fra den videnskabelige side ved man, at når man beskæftiger sig med kunst, så dannes der en masse nye synapser (forbindelse mellem to nerveceller, red.). Det er fantastisk terapi for demente, fordi når fornuft og erindring sætter ud, er kroppen nødt til at lukke op for nye hjerneveje. Og så sætter processen endorfiner fri, der giver en følelse af god energi i kroppen og humøret. Hele systemet bliver højnet,” beskriver Catlen.

På tværs af generationer har hele holdet på HAPPY END i København, november 2015, fundet melodien sammen. Foto: Per Morten Abrahamsen
På tværs af generationer har hele holdet på HAPPY END i København, november 2015, fundet melodien sammen. For både de ældre og kunstnerne gør projektet en forskel. Foto: Per Morten Abrahamsen

Hvorfor isolerer vi de ældre på plejehjemmene?
Iben har et atelier på Slottet. Her kan de ældre komme på besøg. Samtidigt er det en god udnyttelse af rummene i den store bygning. Iben kunne også forestille sig, at der kom andre kunstnere i nogle af de andre tomme rum, der ikke rigtigt passer til plejehjemmets indsatser. ”Det kunne være godt med et fælles plejehjem på tværs af generationer, sammen med kunstnere og andre kreative, samt f.eks. en 7Eleven, for der er så mange, der lige mangler et sted at kunne købe en pakke smøger. I det hele taget gøre noget for at komme væk fra den isolationstankegang med plejehjemmene, hvor vi isolerer de ældre fra det omgivende samfund.”

Begyndelsen på HAPPY END

Plejehjemsbeboere fra Aftensolen og Slottet
Plejehjemsbeboere fra Aftensolen og Slottet – fra venstre er det Flemming, Tove og Solveig samt kunstnerisk leder Ingrid Tranum Velásquez og yderst til højre sidder John.

HAPPY END er en kunstnerisk undersøgelse af alderdom og kroppe, der ældes. Undersøgelsen begyndte den 2. november i København og fortsætter i Reykjavik og Tórshavn i 2016. En sådan undersøgelse begynder og udføres selvfølgelig hos virkelighedens eksperter i alderdom – ældre på plejehjem.

Iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez har samlet et stærkt team til at finde den bedste måde at gøre det på. Da holdet kommer ind på plejehjemmet SLOTTET bliver det hurtigt klart, at de må gå endnu langsommere frem, end de havde regnet med. Vi valgte derfor hurtigt at lukke billetsalget til forestillinger den 23. – 29. november. Det var en alt for skrøbelig proces at lukke et forventningsfuldt publikum ind i. I stedet er der visninger for pårørende og andre plejehjem i den periode. Til gengæld åbner vi op for publikum i august 2016. Her kommer forestillingen til at fungere sammen med en visning af en dokumentarfilm af dokumentarist Engeli Broberg fra processen og en fotoudstilling med aldrende kroppe af kunstfotograf Per Morten Abrahamsen.

Processen er det vigtigste

Det er processen, som er den vigtigste for at finde den bedste måde at undersøge aldommen og den aldrende krop – i et stimulerende samarbjede med ældre mennesker på plejehjem i Norden. Det er en meget lærerig proces, hvor det for eksempel bliver meget tydeligt at der har stor indvirkning på fremgangsmåden, når demente ældre deltager i projektet.

Flere af de ældre - både medvirkende og beboere har bemærket at det gjorde dem glade at se de unge kroppe bevæge sig. Nu hvor de ikke selv længere kan så meget med kroppen længere.
Flere af de ældre – både medvirkende og beboere har bemærket, at det gør dem glade at se de unge kroppe bevæge sig. Nu hvor de ikke selv længere kan så meget med kroppen længere.

Jeg har lavet alt det skæg, jeg overhovedet kunne. Tove

Når ældre fortæller

I samarbejdet med beboere på plejehjemmene Slottet og Aftensolen er de ældres fortællinger kommet til at spille en central rolle. Jeg holdt meget af som barn og ung at høre mine bedsteforældre fortælle om deres liv. Derfor er det også med en stor nydelse, jeg lytter til de ældre stemmer og erfaringer. Når Tove slår fast at hun fik “tre drenge og den sødeste mand i verden – vi havde det så rart. Jeg har lavet alt det skæg, jeg overhovedet kunne”. Når Solveig fortæller at “musik betyder at man kan ånde. Jeg har fået at vide, at jeg skal spille på ti-strenget harpe, når jeg kommer i himlen.” Hun slutter sin mundharmonika version af salmen “Nærmere Gud, til dig” med konstateringen “det bliver hørt oppe i himlen”. Jeg tror på hende.

Ebba fortæller, at da hun var ung, var der en kvinde med meget tykt hår, som fik det stjålet af tarvelig person, der solgte det videre til parykmager. John insisterer: “Vi er slet ikke gamle. Vi er bare blevet ældre uden på. Inden i er vi stadig som børn.” Det er et rent skattekammer af fortællinger, når man tager sig tid til at lytte. Og det gør performerne. De tager sig tid og de skaber en ramme, hvor vi kan høre alle fortællingerne.

Performerne har udviklet en særlig måde at støtte de ældre medvirkende

Når jeg ser på performerne sammen med de ældre mennesker kan jeg se, at de har udviklet en særlig måde at støtte de ældre medvirkende. Flere af dem er demente, og det betyder, at det kunstneriske hold har kendt dem i 3 uger, mens de hver dag spørger “hvem er du?”. Performerne kommer med støttende ledetråde, der hjælper de ældre med at fortælle om deres liv: “Er der noget med, at du godt kan lide tinsoldater?”, “Hvordan var det nu at du boede sammen med din familie?”, “Og der er en salme, som du godt kan lide?”

Performer Anette Asp Christensen skaber en dans - en kropslig bevægelse, der illustrerer Jørgens fortælling om at rejse ud i verden.
Performer Anette Asp Christensen skaber en dans – en kropslig bevægelse, der illustrerer Jørgens fortælling om at rejse ud i verden. Her synger Jørgen (i den røde ternede skjorte) “Wienerblod”. Samtidigt beroliger performeren Kristina Solveig, der gerne vil spille sin sang nu.

Hvad fanden er det, du laver mand?

Og når der kommer drillende provokationer fra de ældre som f.eks. når Flemming i rullestol spørger danseren foran ham: “Hvad fanden er det, du laver mand?” Danseren Christian From svarer roligt med et glimt i øjet: “Jeg laver en motor”, mens han illustrativt danser videre til Flemmings farverige fortælling om stockcar-løb i hans ungdom.

Holdet ser sådan her ud:

Producent: NextDoor Project

Iscenesættelse, koreografi og performance: Kristina Sørensen Ougaard (FO), Anette Asp Christensen (DK), Christian From(DK), Ingrid Tranum Velásquez (DK)
Medvirkende:
beboere fra plejehjemmene Slottet og Aftensolen i Købehavn.
Kunstnerisk leder: Ingrid Tranum Velásquez (DK)
Komponist: Trondur Bogason (FO)
Scenografi: Icelandic Love Corporation (IS)
Dokumentarist: Engeli Broberg (SE)
Fotograf: Per Morten Abrahamsen (DK)
Blog-redaktør: Karen Toftegaard